Religiøs Uddannelse

Vi vil behandle emnet religion med en særlig betoning – som en arena for uddannelse, snarere end et trossystem eller række af idéer og håbefulde forventninger. Som uddannelse kræver religion, at man introducerer nye idéer og anvender dem i virkelige situationer, samt at man indfører bestemte praksisser for personlig udvikling. I uddannelse fastholder du mål for din egen udvikling og for disse måls mulige anvendelse i fremtiden.

Men, når folk tænker på religion, tænker de ofte ikke på uddannelse. De tænker på at indføre, forsvare eller kæmpe med tro. Vi ønsker ikke at behandle religion på denne måde. Enkelt sagt er religion praksis. Den er det, du bruger til at udvikle og forbedre dig selv og herudfra verden omkring dig. Lad os derfor forlade gætterier og argumenteren og se på, hvad der kan gøres for dig, og hvad du kan gøre for andre.

Denne Lære er religiøs af natur, fordi den handler om at anvende en større sandhed på verden. Hvad er en større sandhed? En større sandhed er ikke noget, folk finder på for at berolige sig selv, trøste sig selv, eller af andre grunde. Den er noget, der er iboende i mennesker. De vælger enten at anerkende den eller ej, at bruge den eller ej.

Folk oplever og fortolker sandheden forskelligt, men sandheden er hinsides fortolkning. Det, som folk tænker på som deres oplevelse af sandheden, er deres fortolkning af sandheden.

Sandheden giver dig altid et vink om at gå ud over dine idealer og filosofi. Som en stor dragning udenfor rækkevidde, bliver den ved med at engagere dig i at komme videre. Så, når folk siger: “Jeg kender sandheden her,” og argumenterer med andre, er det fortolkninger og tilgange, de diskuterer.

Det skyldes, at den samme sandhed ser ud til at være anderledes på forskellige udviklingstrin. Den har en anden værdi og anvendelse på forskellige stadier. Når nogen på et trin diskuterer med en på et andet trin, forstår de måske ikke hinanden, fordi deres oplevelser afgøres af deres udviklingsstadier, såvel som deres egne personlige præferencer, frygt og psykologiske makeup.

Hvorfor er det vigtigt for folk at kende sandheden? Fordi den er kilden til formål, mening og retning i livet. Formål, mening og retning er det, som al menneskelig stræben er for. Selv i den værste fejl og i den tåbeligste opførsel, forsøger nogen at opleve formål, mening og retning.

Ud over elementær overlevelse er dette den menneskelige søgen – at vide, hvorfor du er her, hvad du tjener, hvor du skal hen, og hvad du skal gøre. Formål, mening og retning. Det er det, religion er til for.

Vi taler om religion i form af praksis og ikke i form af teologiske idéer eller Gud. Det er lige meget, om du tror på, at Gud er virkelig eller ej. Det afgør blot din uddannelsesform og hvilken terminologi der må vælges, for at få dig videre.

I er alle sammen religiøse mennesker, da I er involverede i uddannelse. Skolen er ikke ude. Den bevæger sig fremad. Når du holder op med at lære, begynder dit sind at skrumpe. Det er som en muskel i din krop. Det må trænes og bruges og have nye udfordringer.

Derfor er fuldstændig forståelse ikke livets mål. Livets mål er at blive uddannet og dele sin uddannelse med andre. På samme tid er du her kommet meget langt og er endnu ved begyndelsen, for sandheden er endnu hinsides dig.

Hvad giver dette dig? Det giver formål, mening og retning – noget, som verden ikke selv kan give. Dette er kilden til din inspiration, entusiasme og oplevelse af livet.

Så, allerførst: Gud er reel. Overalt reel. Og, hvad så? Hvad gavner det dig i dag og i morgen? Religionens vigtige bidrag er det menneskelige sinds udvikling og den menneskelige ånds fremgang.

Vækst involverer friktion, konfrontation, succes, fiasko – alt. Når folk mister entusiasme og livskraft, betyder det, at deres evne til at lære i dette miljø enten er dalet eller er fuldkommen. Er evnen fuldkommen, er det tid for dem at tage af sted. Og, hvis de kan gøre dette på en bevidst måde, vil det betyde, at de kan tage herfra med meget lidt ærgrelse, hvilket er godt.

Dette kan de fleste mennesker ikke. De har mistet livskraften, fordi de ikke ser deres liv som uddannelse. De ser ikke religion som praksis. At løse dilemmaer, både indre og ydre, er ikke problemet. Problemer er sunde for jer men kan kun værdsaættes, hvis man er involveret i sin udvikling.

Udvikling betyder, at du påtager dig en forberedelse, som du ikke selv har opfundet. Hvis du selv opfinder din forberedelse, vil du blot underholde tidligere læring. Dette er ikke fremgang.

Det kræver stor tiltro at engagere sig i et pensum, man ikke selv har udformet. Folk siger: “Jeg vil ikke lære dette her. Det krænker mine idéer. Jeg tror ikke på det, så jeg ønsker ikke at studere det eller undersøge det.” Det er ikke at komme fremad.

Vi kunne tale om taknemmelighed, men for at gøre det, ville Vi være nødt til at tale om uddannelse, for uddannelse er det eneste, du reelt kan være taknemmelig for.

Alt det, du ser omkring dig, har folk arbejdet på at skabe, for at give dig en mulighed, men muligheden er ikke alene for komfortens skyld. Den er for fremgangens skyld.

Alt hvad du ser, hvad enten det er behageligt eller ubehageligt, er for fremgangens skyld. Men ser du ikke fremgang som dit grundlæggende mål, vil du kun bedømme tingene udfra, hvorvidt de behager dig eller ej, eller hvorvidt de giver dig komfort eller ej.

På Større Fællesskabs Kundskabens Vej underviser Vi i genvindingen af ​​Kundskab, den største og mest grundlæggende brug af sindet. Idet Kundskab udvikles i individet, vil den være en god demonstration på sindets sande evner og på den nødvendige assistance, både fra bestemte individer i verden og fra kræfter hinsides verden.

Dette løser spørgsmålet om Gud, dog ikke i ultimativ forstand. Men det betyder, at du kan opleve et større Nærvær, som du ikke kan gøre rede for, og som du med tiden må anerkende som en nødvendig del af din fremgang. Så, uddannelse er for fremgang og religion for uddannelse.

Lad Os nu komme med en anden vigtig pointe, så du kan forstå, hvad det betyder. Dit fremskridt er ikke til for dig. Dette må forstås. Dit fremskridt er ikke for dig.

Dit fremskridt er dit bidrag, for fra det kommer alle de handlinger, ord og demonstrationer, der er nødvendige. Kundskabens elev, der gør fremskridt, vil bruge både den største inspiration og den mest tåbelige handling til at gøre fremskridt.

Nu er det sådan, at folk normalt ikke indleder forberedelserne med tanke på at tjene andet end deres egne personlige interesser. De vil gerne have mere glæde og mindre smerte. Det er i hvert fald det erklærede mål.

Ægte uddannelse synes at være forvirrende her, fordi den giver udfordringer og beder dig om at gøtre dig selv gældende i situationer, hvor der er mest brug for dig, hvilket også kan være de områder, du undgår mest. Her kan du føle mere smerte. “Jeg, som troede, at denne uddannelse var for at undslippe smerte, for at blive et lykkeligt menneske, for endeligt at besvare de vigtigste spørgsmål.”

Når Vi siger, at din uddannelse ikke er for dig, er det meget vigtigt, at det er en implicit forståelse. Den kræver, at man stiller spørgsmålet: “Hvad er min uddannelse for? Hvis den ikke er for mig, hvem er den så for? Hvis en andens vilje er større end min, skal jeg så ofres for den?”

I sandhed er din uddannelse både for dig og ikke for dig, fordi du har brug for at skelne mellem en større virkelighed i livet, give dig til den og deltage i den gennem alle stadier af din udvikling. Det er din største mulighed.

Derfor er det Vores mål at føre mennesker til den største glæde, ikke til små glæder, der blot lindrer deres følelse af ensomhed, men til den største glæde, hvor der aldrig tænkes på ensomhed.

Når du forlader denne verden, vil du vende tilbage til din Åndelige Familie, og alt dette vil være så indlysende for dig. Så vil din hukommelse vende tilbage til dig, og der vil ingen tvivl være. Men mens du er her, forekommer denne hukommelse at være begravet. Den synes ikke at være relevant for den verden, du ser.

Folk, der ikke er tynget af personlig tragedie, kan bidrage med en hel del til verden. Bidraget er deres belønning og skaber tilfredshed, formål, mening og retning, ikke kun for dem, men for alle, der kan opfatte dem.

Hvad gjorde de store lærere i denne verden? Har de efterladt sig noget håndgribeligt, udover deres nedskrevne ord? Dog er deres indflydelse større end stående hære og naturkatastrofer. Du mærker stadig efterdønningerne af deres bidrag. Så stort var deres bidrag. Så stor var deres tilfredsstillelse.

Du er skabt til at give, for du er en forlængelse af Gud. Du kan måske ikke lide tanken om Gud, men det er helt i orden, for du er et religiøst menneske. Du kan erstatte Vores ord med dine egne, hvis du synes, de er for svære.

Så, din uddannelse er ikke for dig. Den er for verden. Den største tilfredsstillelse et menneske kan opleve er at være et befordringsmiddel for noget større, der elsker verden.

Alle mennesker, der har ydet et stort bidrag til verden i en hvilken som helst kapacitet, på en hvilken som helst arena – med tanke, ord, handling eller gerning – har altid mærket en større kraft bag sig. Din storhed er at give den storhed, som du ikke med personlige formål for øje selv har skabt.

Folk engagerer sig i studiet af Kundskab og siger ofte: “Jeg ved ikke, hvorfor jeg studerer det her.” Idet de gør fremskridt, indser de, at deres ønske om personlig magt, personlig kontrol, styring af deres liv og beskyttelse mod smerte og modgang måske ikke fuldt ud bliver tilfredsstillet, hvorimod noget andet finder sted, noget, der virker langt mere essentielt, sundt og pålideligt.

Folk ønsker, at Gud skal gøre deres liv let, og Gud ønsker at gøre deres liv ægte, så, her er der nogle gange en misforståelse. Når dit liv er ægte og du gør noget, som du mener virkeligt er vigtigt, vil du have et grundlag for selvtillid og selvværd. Så vil du indse, at din evne til at kommunikere med andre og behovet for at opretholde en sund krop og et sundt sind ganske enkelt er nødvendigt.

Hvis du ikke gør det, du ved, du for dit velbefindende bliver nødt til at gøre, er grunden, at du endnu ikke værdsætter dit eget liv. Du kan ikke bare skabe værdi, ved at fortælle dig selv, at du er det værd. Værdi kommer af, at éns liv er til for noget større, som man måske ikke kan definere, men det er ikke desto mindre for noget større.

Folk er ofte meget ivrige efter at få noget at vide om deres fremtid. Det er det eneste, de vil have. “Hvordan vil alt dette gå? Vil jeg vinde?” De bliver sommetider skuffede, fordi Gud tilbyder uddannelse.

Hvad er værdien af et svar, hvis det ikke kan inkorporeres fuldt ud? Du har allerede svar nok til at oplyse tusind mennesker, men du har endnu ikke lysten eller evnen til at inkorporere det fuldt ud.

Når Vi taler om uddannelse, er Vi nødt til at tale om praksis, for at praksis er det, folk gør. Det er det praktiske udtryk for deres hengivenhed og efterlevelse af deres stræben.

Folk siger: ”Jeg vil kende mit formål”, og Vi siger: ”Gør dette. Når du gør det, vil du finde det.”

Nu er det sådan, at praksis tager lang tid. Den er ikke hurtig og nem og belønningen kommer på sin egen måde. Folk gør mange tåbelige ting, når de praktiserer, men man kan ikke bedømme en lære ud fra elevernes opførsel. Hvordan kan elevernes opførsel være eksemplarisk, hvis de er ærlige?

Des mere fremragende læren er, desto værre vil misbruget være, fordi færre vil være i stand til at bruge den og gøre fremskridt. Des mere enkel, elementær og kortvarig uddannelsen er, desto flere mennesker kan eksemplificere den, men over tid vil den ikke opfylde deres samlede behov.

Den uddannelse, Vi taler om, er ikke for alle, for alle er ikke klar til den. Faktisk er det kun bestemte enkeltpersoner, der er nødt til at være klar til den. Det kan muligvis kvalificere dig, hvis du ikke er tilfreds med det normale udbud af tingene. Hvis du leder efter noget større, kan det tyde på, at du har brug for en større uddannelse, hvilket vil sige et større ansvar.

Når folk taler om religion og skændes om, hvilken religion, der er den bedste eller sandeste eller har Guds største velsignelse, må Vi altid stille spørgsmålet: ”Hvad praktiserer du? Hvad gør du, som fremmer dig selv og gør det muligt for dig at være eksemplarisk for andre?”

Det er det eneste spørgsmål, du behøver at stille med hensyn til religion. Gud er ikke interesseret i religion, kun i fremgang. Den er det eneste, der betyder noget. Hvis du tænker således på religion, vil den give mening for dig. Du kan lægge alle sekteriske kontroverser bag dig, for dem, der ikke kan praktisere.

Det er som at lære hvad som helst, ikke sandt? For at lære at spille på et musikinstrument eller lære en fysisk færdighed, må man øve sig. Sådan er det. Men øvelsen må være specifik og have vejledning fra nogen, der er kompetent. Den har også et mystisk aspekt, som engagerer dele af dig, der ligger udenfor din forståelse. Det er passende at uddannelse har et mystisk aspekt, som man ikke kan nærme sig ved at bruge logik.

Mange mennesker fejrer Jesus. Jesus har endnu en indvirkning, idet hans uddannelse genlyder i hele verden. Den er i virkeligheden en opfordring til uddannelse. Da Jesus sagde: “Kom og følg mig,”, hvilket er essensen af ​​hans Lære, sagde han: “Deltag i denne slags uddannelse som jeg er engageret i.”

Men kristendommen som religion underviser normalt ikke i uddannelse. Den underviser i nødvendigheden af overbevisning og i de grundlæggende principper for moralsk opførsel. Den engagerer faktisk sjældent folk i grundlæggende uddannelse, især ikke ud over simpel personlig adfærd. Kristendommens tidligere fejl er åbenlyse, men det er ikke en grund til at afvise den som en virkelig form for uddannelse.

Hvorfor bliver du uddannet? Du ved det ikke rigtigt. Hvorfor så gøre det? Fordi du skal. Forståelsen af ​​formålet med din uddannelse er helt igennem baseret på din fremgang.

Lad Os give dig denne idé, som du kan overveje. Mennesker, der ikke er tilfredse med det normale, stiller meget store spørgsmål, som andre mennesker måske finder tåbelige eller unødvendige, som f.eks: ”Hvad er meningen med mit liv? Er der et liv efter kroppens død? Hvad er formålet med mit liv, hvis det overhovedet har et formål?”

Disse ting kan kun være kendte i bakspejlet. Ved slutningen af ​​dit liv, vil du se tilbage og se, hvad der fandt sted. Dér vil du have et langt mere substantielt syn på dit livs formål end nogen, der ser ind i fremtiden og forsøger at spekulere.

Hvad, der er vigtigt med formål, er, at det er noget, man vågner op med om morgenen og går i seng med om natten. Det er ikke en definition, som du forsøger at efterleve. Det er en levende oplevelse i dit liv – måske flygtig, ikke oplevet hvert eneste øjeblik men konsekvent nok til, at det giver sammenhæng i dit liv. Her indser du, at sandheden ikke varierer. Du varierer.

Derfor fortæller Vi folk: “Følg Kundskab, når du én gang har lært at identificere den i dig selv.” Meget enkelt, men ikke nemt at gøre. Her vil du have mere magt, end ved blot at have svar. Dette er en meget vital form for uddannelse, på alle de måder, den manifesterer sig for dig.

Med hensyn til store spørgsmål om livet ses disse i bakspejlet og forstås sjældent i øjeblikket. Du kan spørge: “Hvad foretager jeg mig nu? Hvorfor gør jeg dette her?” Se tilbage. Uden ærgrelse og skuffelse illustrerer din fortid din forberedelse på uddannelse.

Uddannelse har tre niveauer. Den første er uddannelse for at overleve fysisk, hvilket er udvikling af kroppen. Den anden er personlighedens uddannelse for social overlevelse, hvilket vil sige udviklingen af ​​personlig adfærd og kommunikationsformer. Nioghalvfems procent af den uddannelse, du kan genkende, har været for disse to formål. Din krop har overlevet, og du er i stand til i nogen grad at fungere i samfundet. Meget godt.

Den tredje arena for uddannelse er udviklingen af ​​Kundskab. Dette er en helt ny uddannelseskategori. Folk tror ofte, at uddannelse i denne kategori helt igennem er mystisk og ikke kan beskrives, at det hele er tilfældigt.

Nogle mennesker tror, ​​at det vil sige, at de kan være passive og håbe på, at Gud en dag vil gøre noget for dem – forhåbentlig i morgen, ikke i dag, og hvis de læner sig tilbage, vil Gud give dem en fantastisk rejse at tage på.

Men uddannelse indenfor Kundskabens rige er, skønt mystisk, med en mystisk skæbne, i virkeligheden lige så grundlæggende i dens daglige anvendelse som at lære at binde sine sko eller læse bøger. Den forlanger, at du udvikler stilhed, mental koncentration, skarpsindighed i relationer, følsomhed med hensyn til kommunikation, tålmodighed, vedholdenhed, selvanvendelse, tiltro og tolerance – alt sammen grundlæggende ting, der faktisk er en del af din læring i de to andre kategorier.

Når det gælder praksis, er oplevelsen af Kundskab ikke så mystisk og kan kvantificeres og anvendes. Forveksl derfor ikke Mysteriet med anvendelsen.

Vi taler om praksissen. Den er meget enkel: Gør dette her og dette her en gang om dagen eller en gang om ugen eller hvad det nu er. Intet mystisk. Det mystiske er, at du ikke forstår, hvordan den fungerer. Men du har ikke brug for at forstå, hvordan den fungerer, medmindre du har oplevet den tilstrækkeligt og forbereder dig på at lære andre den.

Når du skal lære at binde dine sko, er det lige meget for dig, hvordan uddannelsesprocessen fungerer. Det er bare vigtigt, at du udfører opgaven. Så kan du om nødvendigt studere metoden, så du kan lære det til en anden.

Læren, Større Fællesskabs Kundskabens Vej, finder sted på den tredje uddannelsesarena, men den tredje uddannelsesarena fuldender de to første. Det betyder, at idet du begynder at studere Kundskab og oplever den som en aktiv levende styrke i dit liv, giver den dig information, retning og skarpsindighed.

Med andre ord giver den indre vejledning. Her indser du, at du bliver nødt til at videreudvikle dit fysiske befordringsmiddel. Du bliver også nødt til at videreudvikle din personlighed – den, du tror, ​​du er. Kundskab vil føre dig ud over disse to arenaer, men den vil også kræve, at de gennemgår en sund udvikling.

Du kan ikke slippe udenom verdslige problemer og have noget håb om sand fremgang i Kundskabens rige. Kundskab vil altid bringe dig tilbage til nøjagtigt dér, hvor du af nødvendighed må være.

De, der engagerer sig i den med et ønske om at undgå uløste problemer, der hidtil har plaget dem, vil ikke finde megen lettelse her, for der er ikke megen lettelse uden en afslutning på fortidens og nutidens problemer. Det vil gøre dig i stand til at gå ind på nyt territorium, idet fortiden er afsluttet.

Uddannelse er altid for fremgang. Fremgang drejer sig altid om at bringe dig ud over, hvor du er i dag. Dette er religion.

Se ikke ud i verden og sig: “Giv mig formål, mening og retning.” Det er dig, der må give disse ting til verden, fordi verden beder dig om det. Verden beder dig: “Giv mig formål, mening og retning.”

Der er en stor kløft mellem disse to tilgange. Du er ikke kilden til sandhed, men du er muligvis et befordringsmiddel for dets fulde udtryk, som vil hæve dig så langt over din nuværende selvvurdering, at det næsten vil se gudelignende ud. Du vil være gudelignende, men Gud er meget større.

Hvis virkeligt du er et befordringsmiddel for Skaberen, vil Skaberen udtrykke sig gennem dig. Her vil du blive bedt om, både at anerkende din fremgang, og bevare en meget sund form for ydmyghed, fordi du altid vil føle dig lille i forhold til den forhåndenværende storhed. Selvom du kan virke større, end du var tidligere, vil noget altid overskygge dig. Og herfra vil du hente din inspiration og dit unikke individuelle bidrag til livet.

Alle har personlige behov. Alle har større muligheder. Når du tager en større mulighed under sand overvejelse, vil dine personlige behov blive tilfredsstillede. Hvis du kun underholder dig med dine personlige behov, vil intet blive tilfredsstillet – ikke engang dine personlige behov.

Der findes to læringsarenaer i mennesker: Mennesker lærer enten gennem idéer eller gennem følelser. De vil hver især overvejende lære på én måde. Derfor må forberedelsen være unik og have specifikke anvendelser til forskellige mennesketyper med forskellige orienteringer.

Enhver, der har gjort fremgang som lærer, vil have lært dette og vil være fleksibel nok til at administrere det. Men da uddannelsen ikke kun er for dig men for hele verden, har den en ensartethed, der ikke altid stemmer overens med de involverede personers personlige præferencer og særheder, og det er også godt.

Det første vigtige at lære – og som virker så enkelt, at folk ikke engang tænker på det – er, hvordan man lærer. Folk tror, ​​at de allerede ved, hvordan man lærer. Man husker – læser til en prøve og består eksamen. Men, hvis du lærer noget, der er meget vigtigt, som du vil bruge resten af ​​dit liv, vil du gerne lære det på en helt anden måde.

Derfor er en af de første udfordringer indenfor uddannelse, at folk lærer at være elever. Det er påkrævet af elever at have et åbent sind og at påtage sig ansvaret for at øve sig. Dette kræver en meget ærlig evaluering af éns nuværende færdigheder. Man må med andre ord finde ud af, hvad éns virkelige udgangspunkt er, ikke det udgangspunkt, man ønsker eller håber på.

Mange mennesker forsøger at leve, som om de levede det liv, de ønskede sig, og ikke det liv, de har. Meget få mennesker er på et givet tidspunkt virkeligt bevidste om deres styrker og svagheder, så disse ting må i stor udstrækning findes. Det er en del af uddannelsen.

Når man er kommet videre i uddannelsen, er det absolut nødvendigt at undervise i den. Det første læreren må lære er at skelne elevernes ægte interesse og evner. Det andet læreren må lære for at nå folk er at være fleksibel i undervisningen. Det tredje læreren må lære er at være ensartet i undervisningen, så alle kan ledes i den rigtige retning.

Men uddannelsens første mål er at lære at være elev. Så kan fremgangen ske hurtigere. Her må du lære hvert enkelt trin. Hvert trin er meget tydeligt. Det, du ikke forstår er, hvorfor det virker, eller hvor det kommer fra, men det er tydeligt, da det er praktisk, og med tiden vil du se dets direkte relevans for din situation.

Da I ​​er religiøse mennesker, er I kommet her for uddannelse. Uddannelse vil sige at tilfredsstille éns dybere behov for formål, mening og retning. Alle må begynde med at lære at være elev, hvilket vil sige at have et åbent sind, ikke at hævde noget, der ikke er dér, og ikke fornægte noget, der er dér.

Elever må påtage sig ansvaret for at øve et pensum, de ikke selv har udformet. På denne måde vil de kunne tage hen, hvor de aldrig ville kunne tage sig selv.

Forberedelsen på Større Fællesskabs Kundskabens Vej begynder med udviklingen af ​​Kundskab, som udvikler din evne til at have dyb indsigt i dine nuværende omstændigheder, hinsides dine personlige præferencer og frygt. Forberedelsen udvikler også din evne til at handle udfra disse indsigter på en effektiv måde.

Det er denne uddannelse, som Vi er her for at repræsentere, selvom den er blevet præsenteret i andre former gennem hele menneskets historie, og så sandelig gennem alle racers historie i universet. Din fordel her er, at forberedelsen præsenteres uden byrden af den menneskelige overtro og har således ikke fortidens rester til at gøre adgangen til den vanskeligere.

Overtro er overbevisningen om noget, der ikke er dér. Tænk på jeres religiøse skikke, og overvej hvor svært det er at komme til den egentlige uddannelse. Hvad er den egentlige uddannelse? Hvad er praksissen?

Overtro er, når mennesker forsøger at bruge religion til at få magt over hinanden, til at lette deres egen følelse af skyld eller bebrejdelse, eller til at tilfredsstille deres personlige mål. Den virkelige forberedelse synes at være meget vanskelig, så folk ønsker kun at have idéer og vil acceptere det, der er mest opmuntrende.

En af de første opgaver i læren er at bringe folk tilbage til det, de ikke ved. Så kan de vide noget direkte. Folk siger ofte: “Jeg troede, jeg ville vide mere, som resultat af at studere Kundskabens Vej, men nu ved jeg mindre!”

Vi siger, at det er meget godt. Nu har de i det mindste mulighed for at vide noget, der er værd at vide, fordi de bliver fri for at prøve at vide ting, der ingen værdi har.

Overtro er resultatet af at drage konklusioner uden forståelse. Den gennemsyrer al menneskelig tankegang. Overtro er ofte det første folk møder, når de møder religion.

Så Vi har givet jer en ny tilgang til religion ved at spørge: “Hvad praktiserer den?” og ikke “Er dette sandhed?” Sandheden er hinsides religion. Religion er en tilgang til sandheden. Det er tilgangen, der praktiseres. Spørg derfor: “Hvad praktiserer den?”

Når du forsøger at tro på noget, der ligger udenfor din oplevelse, løber du ind i problemer. Det er bedre blot at praktisere noget, der er gavnligt og lære at være elev og én, der øver en praksis.

Vil du gerne vide, hvad du virkeligt ved i dig selv? Dette er udgangspunktet for at forberede sig på Kundskabens Vej.

At nærme sig Kundskab er som at bestige et stort bjerg. På vej op ad bjerget finder man smukke steder at hvile sig og finde opmuntring. Man ligger ned og sover i nogle få tusinde år. “Så er det nu! Det er smukkere, end jeg nogensinde havde troet! Mere forunderligt! Jeg kan se! Nu kan jeg se dalene nedenfor. Jeg har et ægte perspektiv. Det er så smukt her. Jeg vil bo her.” Men eleven må skynde sig.

På et tidspunkt vil du spørge: “Hvad er det hele for? Hvorfor gør jeg dette her? Hvorfor ikke bare finde et dejligt sted at bo, blive gift og leve enkelt? Hvorfor ikke gøre det? Såre enkelt. Andre mennesker gør det. De er lykkelige i nogen grad. Hvorfor har jeg brug for mere?” Men du må tage det næste skridt.

Forberedelsen er mystisk, fordi man ikke ved, hvor den kommer fra, eller hvordan den fungerer, men den er ikke uhåndgribelig med hensyn til, hvad den beder dig om. Vi siger: ”Øv dig. Fortsæt med at øve dig.” Du siger måske: “Men der er så mange andre ting at gøre.” Vi siger: “Fortsæt med at øve dig. Det vil få dig derhen.”

Denne praksis er tilstrækkelig til at få dig derhen. Tag med den. Vejen er ikke vanskelig. Den virker forvirrende, fordi folk vil have noget andet.

Forberedelsen med Større Fællesskabs Kundskabens Vej er meget enkel at udføre og meget vanskelig at forstå, fordi forståelse ikke er nødvendig. Forståelse kommer naturligt, idet du gør fremskridt. Glem alt om forståelse.

Lav øvelserne. Involvér dig selv i uddannelse. Ligesom med at lære et musikinstrument kan du en dag spille på det. Men indtil da arbejder du på det. Hvem ved, hvornår den dag kommer, hvor du kan sætte dig ned og spille stykket?

Vi vil gerne fremhæve en pointe med hensyn til praksis. Hvis du skal engagere dig i en praksis, bør du give den minimum et år. Hvis du begynder, og du finder ud af, at det er en god praksis for dig og du gør fremskridt, så giv den mindst et år.

Hvis du holder op for tidligt, finder du ikke ud af det. Folk får ofte nye praksisser. De bliver trætte af den ene og går så videre til en anden. Så bliver de trætte af den og går videre til den næste. Særlig langt kommer de aldrig.

En praksis er som en relation; den er noget man giver sig til. Praksissen vifter ikke en tryllestav hen over dit hoved og siger: “Nu er du vidunderlig!” Du har en relation til praksis. Nogle gange er praksis kedelig. Den kan blive ensformig, især efter at den første spænding går kold. Det er her det virkelige arbejde begynder.

Hvis det er den rigtige praksis for dig, vil den føre dig meget langt, da du får en større relation til den. Praksis er som ægteskab. Smider du et ægteskab ud, fordi tingene bliver kedelige eller svære? Det holdt op med at være en spændende kærlighedsaffære, og nu er alting arbejde. Siger du så: ”Dette ægteskab er forbi. Jeg vil finde et nyt ægteskab”? Nej, den er noget, der kræver hengivenhed og vedholdenhed.

De øvelser, Vi giver, er meget enkle at udføre. De kræver meget lidt tid, men skal udføres konsekvent, uanset hvad du synes om dem. Hvis du bliver ved med at lave dem, vil de virke, uanset om du kan lide dem eller ej.

Disse øvelser gør sindet klart, så det kan blive et redskab for en Større Virkelighed. Forberedelse kan virke monoton. Men folk forbereder sig ikke; de stimulerer sig selv.

Alt vigtigt, eller det, der er fremstillet, krævede dygtighed og træning. Ingen vågnede op en dag og byggede et klaver. De forberedte sig på at gøre det.

Vil du gerne have oplevelsen af ​​Kundskab? Vil du se Gud i alting? Så må du forberede dig. Så vil du føle dig taknemmelig overfor Gud. “Tak for at give mig dette.”

Så vil du vide, at Gud er der, fordi Gud har givet dig noget at arbejde på. Dette er ikke mystisk. Du står op hver dag og laver dine øvelser. Dette er ikke mystisk. Det gør du bare.

Én af de mest enkle øvelser er at sidde stille og gentage ordet “Rahn.” Gentag det.”Rahn.” Denne øvelse er nok til at løfte dit sind op på et fænomenalt niveau, men på vej til dette fænomenale niveau, vil du gå gennem alle dine holdninger, følelser og overbevisninger om praksis.

Den vil én dag begejstre dig, næste dag kede dig. Praksissen vil tage dig gennem alt det, du allerede går igennem. Hvis du konsekvent udfører den, vil den sørge for konsistens for dig. Over tid vil den styrke dit sind.

Ikke alle kan udføre denne praksis. Nogle mennesker er så mentalt aktive, at de ikke kan sidde stille for noget, så de bliver nødt til at foretage sig noget. Andre mennesker er mere kontemplative og mere indadvendte. Denne praksis er nemmere for dem.

Alt, hvad du gør, som konsekvent engagerer dit sind i noget større, vil give et resultat, som du ikke selv kunne skabe. Hvorfor bliver folk involveret i religion? Fordi de leder efter et resultat, som de indser, at de ikke selv kan frembringe.

Gud bliver virkelig, når du har brug for Gud. Når du indser, at du har brug for Gud hver dag og ikke kun når tingene går dårligt, vil du begynde at anerkende en større relation.

Hvis du vil se Gud i alting, må du se alting, som det virkeligt er, og mærke Gud, mens du ser alting, som det virkeligt er. Ellers vil du forsøge at gøre alting til en smuk oplevelse og blive latterligt uærlig omkring dit liv.

Hvis du ser på et bord og mærker Gud, er det stadigt et bord. Der er ikke noget magisk ved bordet, men du kan mærke noget større, mens du oplever det. Dette har intet med bordet at gøre.

Gud er som et usynligt stof, der gennemsyrer alt. Det får ikke noget til at se bedre ud. Så, når du oplever Gud på denne måde, som kaldes “at øve Nærværet”, nægter man ikke at vedkende sig den fysiske realitet. Man oplever simpelthen noget andet, mens man ser på det.

Vi instruerer i praksisser som denne, for at hjælpe folk med at udvikle denne følsomhed, mens de er engagerede i fysisk liv. Men ved du hvad den bedste praksis af alle er og den sværeste at praktisere? Det er at følge det, du ved at du bliver nødt til at gøre, uanset hvad.

For at gøre det må du have et magtfuldt sind. Du har brug for en stærk krop. Du må skabe tiltro i dig selv og lære om de mulige fejl, du kan begå. Alt dette kræver træning og forberedelse.

At sige ordet “Rahn” er meget godt, hvis du har et aktivt sind. “Rahn” giver dig noget at tænke på. Når du øver dig i at bruge et mantra som dette, bringer det alt det frem, som dit sind allerede er engageret i. Du bliver ved med at vende tilbage til øvelsen – tilbage, tilbage, tilbage – fordi øvelsen er vigtigere end dine tanker og følelser og holdninger.

Her er din praksis som din Gud i et stykke tid. I din praksis er Gud dig nærmest. Derfor taler Vi om religion i form af praksis.

Når alt kommer til alt er Gud enden. Vi taler om måderne. Måderne er det vigtige i religion, ikke målet. Du vil først kende Gud, når du kommer dertil, men du må gøre noget for at nå dertil.