Som modtaget af
Marshall Vian Summers
på februar 8, 1987

Tiden er kommet til at tale om seksualitet i forbindelse med relation og Kundskab. Vi vil tale om relationer og deres betydning med hensyn til at hindre eller fremme udviklingen af Kundskab. I denne verden er der mange mærkelige overbevisninger om relationer og deres relevans for personlig vækst, personlig helbredelse, afslutningen af tidligere episoder, og så videre.

Relationer tjener indenfor tre hovedfaser. I den første fase, før Kundskab kan opstå, er relationer primært til for at løse fejl. De skal demonstrere illusion og skabe en kontrast mellem illusion og Kundskab, mellem stimulering og sindsfred. De er fuldbyrdelser, kan man sige. Alligevel kan dragningen være meget voldsom.

Hvis en person i dette liv aldrig kommer ind i den anden fase, er det muligt, at vedkommende kan have en langvarig relation, men den vil være fejlbehæftet og ufuldkommen. Den vil have iboende vanskeligheder, fordi de involverede ikke har etableret en fælles identitetsfølelse. Skønt de forsøger at etablere et fælles bånd, er dette bånd ikke iboende.

I den anden fase, som er fremkomsten af Kundskab i individet, bliver det ubevidste bevidst. Så har relationer en helt anden ramme og tjeneste at gøre. Før dette, var Kundskab under sindets overflade og udøvede indflydelse, men på en dårligt defineret måde.

I den tredje fase lægges der en helt anden vægt på relationer, end i de to foregående faser. Nu er Kundskab fremkommet, og individet er under udvikling til at tjene menneskeheden.

Lad Os nu gennemgå dette. I den første fase, hvor langt de fleste mennesker befinder sig, er relationer fejlbehæftede og vanskelige, men alligevel gøres der store forsøg på at gøre disse relationer permanente. Disse relationer sørger for en kontrast, som er afgørende for selvudvikling. Uden denne kontrast ville du ikke have nogen mulighed for at skelne, hvad der er virkeligt, fra det, der ikke er. Her er dine fejl af enorm værdi, hvis du kan forstå dem og begribe den tjeneste, de gør dig.

Når Kundskab i anden fase begynder at dukke op, virker den enormt forstyrrende. Den sørger for lindring, fordi den er naturlig og fordi den udgår fra dit eget Væsen, men den ser ud til i meget høj grad at trække dig væk fra det, du tidligere var tro mod. Den udfordrer også dine tidligere idéer og overbevisninger, tilmed idéer om personlig udvikling og vækst.

Når Kundskab begynder at komme frem fra dit indre, kommer den ikke frem for vækstens skyld. Lad Os gøre denne vigtige pointe, for der er mange triste og tragiske engagementer, der retfærdiggøres i vækstens navn. Det er blot endnu en retfærdiggørelse. I almindelig forstand er Kundskab ikke for vækst. Den er for tjeneste og bidrag. Med dette begynder den at tiltrække Kundskab i andre. Den har en resonanseffekt. Kundskab strækker sig, hvorimod du, i din sande tilstand, ikke vokser. Du er blot genfundet.

Vækst refererer til kroppen og sindet. Den refererer til dit sande Selvs befordringsmidler. Disse befordringsmidler vokser, fordi de forandrer sig. Kundskab strækker sig, men det gør den kun, fordi den genvinder sig selv. Så, i virkeligheden er der ingen vækst. Der er kun genvinding, som fra et personligt synspunkt ser ud som en enorm vækst. Det er som om du bryder nyt land og på samme tid generobrer gammelt territorium.

I anden fase er relationer primært for at tjene Kundskabens fremkomst. De har langt større relevans for denne fremkomst end for noget andet. Disse relationer er ret mystiske, fordi folk ser ud til ingen steder at komme fra, med store løfter og stimulering af Kundskab. Her bliver personligheden ikke så stimuleret, for denne relation er ikke for tilfredsstillelse. Den er for sand tjeneste. Dette er begyndelsen på en hel ny relations-æra.

Hvis fremkomsten af Kundskab kan finde sted, vil du i denne nye relations-æra have relationer af en helt anden karakter. De vil ikke være iboende fejlbehæftede. De vil synes allerede at eksistere. I behøver ikke at danne dem. De er etablerede, men alligevel er de nye for jeres oplevelse og må derfor finde et udtryk og en accept fra jeres side. Dette er genvindingen af den Åndelige Familie i denne verden, hvor alle virker til at være spredte og adskilte.

Relationer bliver nu til noget andet, men du kan ikke definere dem. De synes at trodse definition, men alligevel mærkes de så dybt og med en sådan resonans, at de ikke kan fornægtes. Nu falder gamle venskaber fra. De har ikke dette indhold i sig. Gamle betoninger falder væk. Dette er begyndelsen på noget, du ikke kan stoppe, men kun kan hindre. Det er som at give fødsel. Det er måske den bedste analogi. Du kan ikke stoppe véer, når først véer begynder. Den er en større kraft, end du selv kan tage højde for. Det er denne større kraft, der repræsenterer Kundskab.

I den tredje fase begynder du at forstå dit kald i livet, og individer kommer for at finde deres plads sammen med dig. Her er der genkendelse snarere end tiltrækning. Der er fred snarere end hektisk stimulation. Der er bekræftelse i at være sammen.

I har stadig personligheder, og der er vanskeligheder, konflikter og så videre, for sådan er personligheder. De har deres egne iboende gener, ligesom din krop, der har sine smerter. Bare fordi du har et formål betyder ikke, at din krop er fri for ømhed og smerter. Din personlighed vil også have sine egne ømheder og smerter, men de er ikke længere en dominerende faktor. Nu kan du være medfølende overfor din personlighed. Den hersker ikke over dig. Den er kun en lejlighedsvis gene og en lejlighedsvis fornøjelse. Den finder sin rette plads.

Som Vi har sagt, befinder langt de fleste mennesker sig i den første fase. De er i den fase, hvor skelneevnen udvikles. Folk i denne fase kan have en enorm indsigt, virke til at have åndelig styrke, intuitive evner og så videre, men Kundskab er dog ikke kommet frem. De befinder sig i en indre dyrkningsproces. Det er kun gennem deres skuffelser og deres dybere længsel, som nu kan komme frem, at de vil kunne træffe kloge beslutninger og endeligt indse, at deres stræben efter personlig opfyldelse er frugtesløs.

Det er ikke personlig opfyldelse, du ønsker. Glæde er dig berøvet, fordi du er adskilt fra Kundskab. Du er som et skib uden en kyst. Du kan ikke selv gøre dette skib fuldkomment, for det har ikke fundet sin rette havn. Du er stadig alene i universet.

I denne første fase er det eneste, du kan håbe på, at være i sikkerhed for skade og have tilstrækkelig nydelsesfuld stimulation til at holde dig fra fortvivlelse. Du vil have ægte glæder og ægte fornøjelser, men det vil ikke være nok. Det er denne iboende utilfredshed med din adskilte tilstand, der vil drive dig mod forening og fremkalde Kundskabens fremkomst. Du vil miste interessen for ting, der før var stimulerende, den ene ting efter den anden. Når så Kundskab begynder at komme frem, vil du have mindst mulig interessekonflikt.

Kundskab vil virke som en stor ukendt for dig. End ikke dine teorier om åndelig udvikling vil hjælpe dig nu. Du vil ikke vide, hvem du præcist er. Du er ikke helt den, du var, og du er endnu ikke den, du er tiltænkt at være. I denne periode har du brug for stor assistance. Det er her, at de Indre Lærere begynder at dukke op, og deres fremkomst har direkte relevans for dig. Det er her, du må være selektiv med hensyn til, hvem du tilbringer tid sammen med, for hver relation vil enten hjælpe eller hindre denne fremkomst. Du synes måske, at du er meget ukærlig og egoistisk, men det er sådan det er.

I de sidste to faser har du stadig personlige problemer, men du har også større bekymringer end personlige problemer. Du må stadig korrigere din adfærd og dine aktiviteter, men nu foretager du ikke justeringer, fordi det giver dig stolthed, men fordi det er afgørende for dit velbefindende. Det er ikke længere et bør. Det er et must. Nu er det et spørgsmål om liv for dig.

Lad Os nu sige, hvad seksualitet er for. Den tjener to funktioner: For det første tjener den til at regenerere racen, med det formål at give adgang til nyt liv her – intelligent liv som dig selv. For det andet er den et middel til, gennem kroppen, at etablere dybere forening; at opleve forening er en fysisk øvelse.

Herudover mister seksualitet meget drastisk mening. Når I forbinder jeres fysiske elektromagnetiske systemer – jeres kroppe – med en anden, overfører I energi til hinanden; I forener jeres fysiske befordringsmidler. Dette har en meget stor påvirkning på kroppen og en meget stor indflydelse på det følelsesmæssige selv. På dette niveau diskriminerer jeres natur ikke. Hvis I har sex med nogen, vil jeres kroppe og jeres følelser forsøge fuldstændig forening. Jeres kroppe og følelser skelner ikke. Ligesom at fordøje mad.

Hvis du har dette engagement med nogen, du ikke har en ægte relation til, vil du skade dit fysiske system og følelsesmæssigt forstyrre dig selv. Som resultat vil du miste energi og effektivitet. Denne nedbrydning af dit fysiske befordringsmiddel og forstyrrelse af din følelsesmæssige natur har alvorlige konsekvenser, hvis de gentages om og om igen. Dette tab af vitalitet vil gøre dig syg. Det vil med tiden ødelægge din krops selvopretholdelsessystem.

Det er dette, der sker med den sygdom, der er fremherskende nu. Det er en fejljustering af de fysiske befordringsmidler. Det er ødelæggelsen ved gentagen opbrugning af disse befordringsmidlers evne til at opretholde sig selv. Dette er en meget alvorlig sag. Du må forstå, at der ikke findes tilfældig sex; der findes ikke rekreativ sex. Hvis du forsøger på det, vil du forsøge at opnå en fuldkommen forening, uden nogen som helst hensigt, og du vil risikere dit fysiske velbefindende. Naturen forbyder dette. Derfor er der så mange sygdomme forbundet med det. Det er ikke klogt, og det er ikke naturligt. Det er ikke godt for dig, så lad være med at søge denne stimulation. Søg sande relationer.

Du har seksuelle behov, men de er ikke seksuelle i deres oprindelse. De repræsenterer din længsel efter forening, som du mærker fysisk, selvom årsagen til denne fysiske fornemmelse sjældent erkendes. Så, disse impulser er for forening. De udgår fra dit Væsen. Du mærker dem i din krop, og du føler dig seksuelt ophidset, så du går ud og forsøger at tage dig af dine seksuelle behov.

Dette er en meget alvorlig sag. For jer, som påtager jer genvindingen af Kundskab på en samvittighedsfuld måde, må agte dette emne højt. Der er stort hysteri med hensyn til seksuel undertrykkelse og seksuel tilfredsstillelse. Der er stor frygt for, at jeres åndelige liv vil fratage jer disse fornøjelser. Det er ret latterligt. Din Kundskab vil indikere, om du skal forenes seksuelt med en anden eller ej. Det er givet, eller ikke givet.

Da du har så stærke holdninger til det essentielle behov for seksuelt engagement, gør det dig bange for din egen Kundskab, bange for at den vil stjæle og fratage dig dine store fornøjelser i livet. Vores ord kan ikke forsikre dig nok om, at dette ikke vil være tilfældet. Det må du selv opdage. Du har behov for forening og meningsfulde relationer – relationer med et større formål. Det er kilden til din seksuelle længsel. Det repræsenterer behovet for reproduktion. Reproduktion har et åndeligt formål. Hvis det bliver misbrugt, vil du tage skade. Dog er det ikke hensigten, at alle skal have en relation med dette formål.

Der findes nu en alvorlig sygdom i jeres midte. Tag dig i agt. Det er naturen, der siger “nej”. Det er naturen, der siger: “Du kan ikke gøre dette, uden at forårsage skade.” Din Kundskab vil indikere, hvem du skal forenes med seksuelt. Hvis du ikke stoler på din Kundskab, vil du være i stor konflikt. Men din Kundskab vil give dig det, der er nødvendigt for dit velvære.

Selv i det Større Fællesskab er behovet for forening og reproduktion universelt, selvom det seksuelle engagements skikke varierer. Biologiske processer og former for engagement varierer, men behovet er universelt.

Folk siger: “Jeg kan ikke vente på ægte forening. Jeg må have seksuel tilfredsstillelse nu. Skal jeg leve i cølibat, indtil der kommer en relation?” Dette stiller du som et spørgsmål. Vi forudser det. Men det er din egen Kundskab, du må stille dette spørgsmål til. Kundskab er ikke at tro. Den er ikke at tænke. Du må stille dette spørgsmål til dig selv. Hvis du forstår dine sande behov, vil du se, at svaret er ret indlysende. Hvis du skal have seksuel tilfredsstillelse uden ægte relation, udsætter du dig selv for fare. End ikke dine Lærere kan redde dig. Du lever farligt med din krop.

Folk lærer af deres fejl i alle anliggender. Vi fratager dem ikke deres fejl. Men efter et vist punkt er det uklogt at gentage de samme fejl igen og igen. I er ikke længere teenagere. I har alle begået disse fejl, så I behøver ikke at blive ved. Livet giver jer disse læringsmuligheder i en tidlig alder. Uden at det fratager jer muligheden for at udforske, hører det til ungdomsårene. Nu er I voksne. Ungdom i voksenlivet er destruktiv.

Nu har seksualitet en ny betydning. Den må Vi tage fat på. Folk er meget kompromitterede på dette område. De er usikre på, hvad de vil, da de ikke ser det indlysende. Enten er du klar til forening, eller også er du ikke. Er det så entydigt? Ja, det er. Foregiv ikke at være klar til forening med en anden, hvis du ikke er det. Du vil opdage, at din midlertidige loyalitet vil være meget bekostelig for dig. Midlertidig loyalitet vil efterlade ar, og den vil skade dig. Du betaler en pris for den. Du må have denne tidlige læring for at lære, hvad der er virkeligt, men du kan ikke blive ved med den i det uendelige. Den gør skade.

Seksualitet er fuldstændig ubrugelig, medmindre den er til reproduktion eller til forening. Den er kun naturlig i disse to områder. Hvis ikke du kan have nogen af disse to fokuspunkter i livet, så anvend denne vitalitet til andre konstruktive formål. Kundskab vil trække enorm energi fra dig. Det er derfor, den samler dig. Du vil ikke have tid til noget, der ikke er nødvendigt. Resultatet vil være, at du føler, at dit liv er nødvendigt, og at du ikke behøver at overveje dets værd.

Hvis ikke du er klar til en fuldkommen relation, så lad være med at lege med din krop. Den er et skrøbeligt instrument, enormt skrøbeligt. Du kan enten bruge eller misbruge den. Nu må din følelsesmæssige tilstand også finde en balance, ellers kan Kundskab ikke opstå. For Kundskab må opstå med sin egen styrke. Hvis denne styrke er for forstyrrende for dig, vil den naturligvis ikke opstå.

Kundskab er noget, der dyrker sig selv i dig. Idet den langsomt begynder at dukke op, vil den have mere og mere indflydelse på dine tanker og idéer. Du vil få mange tegn, før du er ved at begå en fejl, og du vil begynde at få en bredere vifte af oplevelser.

Der er dem, der er født ind i denne verden, som fra en tidlig alder erkender, at de har intuitive gaver. Disse mennesker må være særligt forsigtige, for deres gaver åbner dem for en bredere vifte af oplevelser, som de næppe vil være i stand til at skelne ordentligt. For dem er den fysiske krop et endnu følsommere instrument. Tænk på det sådan her: Des mere specialiseret instrumentet er, desto større pleje kræver det. Præcisionsinstrumenter kræver større vedligeholdelse. Det samme gælder mennesker hvis gaver har været tydelige fra en tidlig alder.

Mange af disse mennesker er ikke fra denne verden. De er immigreret hertil på dette særlige tidspunkt i menneskehedens historie. De har aldrig følt sig hjemme her og har altid følt sig malplacerede. Deres bevidsthed om dette taler for en øget følsomhed. For dem har personlige relationer skabt kaos. De forsøger at forene sig, men de er ikke sammen med deres egne. Men disse tidlige følsomheder taler for en senere større mulighed. Hvis disse individer kan etablere et fungerende selv i denne verden, vil de være i en forrygende position til at tjene Guds Lærere.

Du har brug for et vidne til din Kundskab for at kunne acceptere den. Kundskab taler altid om relationer. Disse relationer er afgørende for dit velbefindende. De er stærke troskaber, selvom de måske kun er midlertidige. Det er som kom nogen ind i dit liv for at hjælpe dig med at åbne og så tog afsted. Men selv efter deres afgang, føler du et bånd til dem. Dette er relation på et højere niveau.

Vi tilskynder altid til udviklingen af Kundskab. Den vil drage de vigtige mennesker til dig. Disse mennesker vil med det, de demonstrerer, lære dig forskellen på virkelighed og fejl. Mange af jer har set nok fejl. Vil du hele tiden forsøge at opleve alting selv, når folk omkring dig begår alle tænkelige former for selvkrænkelse? Du kan spare dig selv for megen tid og besvær ved at være observerende.

Kundskab taler om iboende relation, ikke dannet relation. Derfor er Kundskabens mand og kvinde aldrig alene. De har mægtige allierede, både i og udenfor det fysiske rige. Deres styrke kommer af deres relation til livet. De henter deres energi herfra. De virker usædvanlige i deres evner, fordi de ikke er alene og tjener som en kanal for denne større ressource, vitalitet og retning.

Hvad gør du med al denne seksuelle energi, du har? Den svømmer rundt i dig; sommetider gør den dig meget vred. Det er åndeligt Nærvær. Folk bliver seksuelt ophidsede, når de føler Nærvær. Dette Nærvær antænder en længsel efter forening, som vækker dybe følelser og enorme fysiske fornemmelser. Denne vitalitet i din krop må ikke fornægtes. Det ville være usundt. Men den må anerkendes og gives et konstruktivt udtryk indenfor dine nuværende omstændigheder.

Individer i denne verden, og også i andre verdener, som har været hovedbidragydere til deres folk, spildte ikke deres vitalitet på meningsløs stræben. De trak på alle deres ressourcer til de forhåndenværende opgaver. De var ikke skødesløse med hernsyn til noget som helst. Livet var for vitalt for dem. Det er denne vitalitet, du savner. Det er denne vitalitet, som din Kundskab holder for dig. Dog må du søge efter den i dine nuværende aktiviteter.

En del af tiltrækningen ved romantisk kærlighed er, at romantisk kærlighed synes at give én vitalitet tilbage. Midlertidigt. Romantisk kærlighed er dybt stimulerende for éns livskraft, men den giver ikke udtryk for eller giver løfter om denne livskraft. De store romantiske mellemspil, som I ser i jeres beretninger og billeder, er meget spændende, men de holder intet løfte. Hvad gør du, når du har mødt den udkårne, som synes at bringe en sådan fascination, nydelse og selvopgivelse frem i dig? Der er intet at gøre, ingen steder at tage. Din fascination begynder at skuffe. Disse parodier på relation må erkendes. Ægte relation har intimitet, medfølelse og den dybe nydelse af forening, idet den har løfte, retning og formål.

Så, søg altid formål, hvis du søger opfyldende relationer i verden. Det er grundlaget. Du kan ikke på lang sigt opretholde relationer på et personligt plan, for jeres interesser vil variere. Hvis du søger Kundskab, vil du konstant risikere disse relationer. Derfor er det bedst først at søge Kundskab. Alt det, du etablerer som en erstatning for Kundskab, risikerer du at miste. Af denne grund kan det tage meget lang tid for folk, der har bygget store konstruktioner uden Kundskab, at vende sig i retning af Kundskab for deres forløsning. De er meget bange for, hvad det kan indebære. Den tryghed, Vi kan give dem, er måske ikke nok.

Folk vil gerne tro, at de kan få alt, men det er ikke sandt. Du kan ikke få alt. Du kan kun have idéer om at have alt. Hvis du prøver på at få alt, bliver du tomhændet, ene og forladt. Er dette negativt? Nej. Det er meget venligt.

Din Kundskab har specifikt arbejde at gøre her. Du er placeret i tid og rum, hvilket betyder, at du har aktiviteter. Selverkendelse efterlader dig ikke i dvale. Den har en specifik anvendelse, der bliver ret tydelig.

Du ønsker fortvivlet relationer, men du ved ikke, hvad du skal gøre med dem. Du er som én, der har appetit, men ikke ved, hvordan man spiser. Så du tørster og hungrer efter det store måltid, men idet du sidder til bords, kan du ikke spise. Dette er dit dilemma.

Mange mennesker spørger: “Hvordan kan jeg finde ægte partnerskab?” Det er ikke det rigtige spørgsmål. Find det, der er sandt, og partnerskab vil finde dig.

Formål udgår fra din Kundskab. Du har allerede haft oplevelser med Kundskab. Det er denne oplevelse, der kræver at blive dyrket. Der er stor assistance med henblik på at hjælpe dig med dette. Så vil relation komme til dig. Det er vejen. Lær at spise. Søg ikke mad. Lær at spise. Ellers vil du sidde ved bordet og indse, at du ikke kan tilfredsstille dig selv. Du vil ikke blive tilfreds.

Forstå dette: Gud kender dig ikke personligt. Derfor har du Lærere, for de kan etablere personlig kontakt. Gud kender kun det, som Gud har skabt i dig. Det er dette, som Gud er i kommunikation med. Gud kender dig ikke personligt. Gud kommer ikke langvejs fra for at hjælpe dig personligt. Alligevel tjener Gud dig personligt, på grund af Guds Plan.

Der er mange forsøg på at personliggøre Gud. De er altid frugtesløse og frustrerende. Folk spørger: “Hvis Gud er virkelig, hvorfor kommer Gud så ikke og retter op på denne verden? Hvorfor kommer Gud ikke og får mine problemer til at forsvinde? Hvorfor kommer Gud ikke og bringer fred?”

Gud har bragt fred. Gud har fået problemer til at forsvinde. Men ingen kan se dette. Gud har besvaret hvert eneste behov, men ingen ser svaret. Hvis Gud kom og fik alle problemer til at forsvinde i jeres fysiske rige, ville du indse, at du allerede befandt dig i Helvede. Du er ilde forberedt på fred. Du ville ikke kunne tolerere fred nu. Den ville vise dig, at du er dissocieret fra dig selv. Det ville være forfærdeligt. Det er bedre, at du har et lærred, hvorpå du kan skabe alt hvad du ønsker i dette liv, indtil du finder, hvad du virkeligt ønsker.

Livet er meget fleksibelt i denne verden. På grund af livets evolution tjener Gud dig specifikt på hvert stadie, du befinder dig i. Et trin foran dig, i din Åndelige Familie, er dine ældste, som leder og instruerer dig. De bliver ledt og instrueret, sådan og så videre. Gud er dragningen. Planen er midlet. Du mærker Gud. Gud er som en stor dragning, der drager dig. Gud drager alt ind.

Personligt har Gud aldrig besøgt denne verden, for Gud er ikke en person. Men Guds Lærere har leveret Budskaber til enkeltpersoner op gennem hele historien. Dette er svært at forstå intellektuelt, for det kan kun være kendt. Kan dine tanker vellykket rumme disse idéer? Vores ord er kun tilnærmelser.

Nogle i jeres verden er bestemt til at blive fortalere for den Større Realitet. Du må forstå, at den Større Realitet ikke er den Største Realitet. Sådan fungerer livet ikke. Gud kan kun kommunikere gennem Guds Budbringere, som eksisterer på det næste niveau. Hvert niveau tjener niveauet under det. Således gør alting fremskridt.

Lad Os opsummere. Seksualitet er for reproduktion og for forening. Seksuel energi er kun livskraft, der opleves i en bestemt del af kroppen. Relationer må tjene på de involverede personers stadie, men på alle stadier kan der være gennemførelse og fremskridt. Seriøse elever af Kundskab må blive ansvarlige for deres seksuelle energi og deres engagement med andre. Hvis dette er deres hensigt bliver det indlysende, hvad der må gøres.

Seksualitet vil ikke være et problem, når du er med Kundskab, for du vil ikke forsøge at bruge dit fysiske befordringsmiddel upassende. Du vil mærke din energi blive trukket derhen, hvor den kan være til størst nytte, og din seksualitet vil være til forening. Den vil ikke være noget problem.