At Give I

Tænk på at give i den betydning, at du giver det, der er givet til dig. Hver enkelt af jer er kommet fra jeres Åndelige Familie til denne verden, for at spille jeres rolle i denne æra af menneskelig udvikling. Du er kommet med problemer du må løse, men endnu vigtigere, du er kommet for at bringe erindringen om dit Ældgamle Hjem her, så forskellen mellem verden og det Ældgamle Hjem, hvorfra du er kommet, vil blive mindre og efterhånden forsvinde.

Ser du, kun de, der ved, at de er kommet fra deres Ældgamle Hjem, kan give. Hvordan kan man give, hvis ikke man ved, at man har et Hjem hinsides verden? Man er ilde stedt. Man er fattig. Éns forfatning er armod, selv hvis man har penge, kører bil og lever i luksus. Fattigdomsfølelsen er éns følgesvend.

Da alle her er kommet fra dette sted [det Ældgamle Hjem] med gaver til verden, deler alle en fælles arv. Alle befinder sig i en evolutionstilstand.

Alle bevæger sig mod noget. Livet her bevæger sig mod noget. Alt i universet bevæger sig – planeter, stjerner, galakser – alting bevæger sig mod noget.

I er alle kommet fra det samme sted. I vender alle tilbage til det samme sted. Men I følger forskellige veje og benytter jer af forskellige metoder.

Nu, hvor du er kommet til verden, er der stor assistance tilgængelig for dig. Min Gud, der er stor assistance. Det har krævet en hel del planlægning at komme så vidt. Du er kommet fra din Åndelige Familie. Og, således er du, mens du er i verden, en repræsentant for din Familie.

Verden er et ensomt, et fattigt sted. Derfor er det vigtigt, at du, der kommer med gaver, ikke kun føler, at du må give, eller at du skal give, men indser, i hvor høj grad, der bliver givet til dig.

Ser du, når du ikke tyranniseres af dine egne tanker, begynder du at mærke nærværet, der er med dig, din Åndelige Families nærvær. Du kan mærke deres nærvær her. Så magtfuldt er deres nærvær.

Hvis du er vedholdende i din udvikling, vil du ikke kun mærke det; du vil tage imod det, og det vil bevæge sig i dit indre. Det er en meget stor proces. Meget kraftfuld.

Ved at studere Kundskabens Vej lærer folk at frigøre sig fra deres egne tanker, så de kan træde ind i den rene oplevelses rige. Undervejs lærer de at forfine deres opfattelse, udvikle deres følsomhed og organisere deres tænkning. Alt dette sker som et resultat af at give.

Dine Indre Lærere er her for at give. Du har intet her, som de har behov for. De har ikke behov for biler eller penge, helligdage eller ferier. De har ikke behov for en tur verden rundt. De kan tage verden rundt når som helst – sådan! I næste sekund kan de være i den anden ende af verden. Så, det er ikke at de har behov for noget, som verden besidder, de har derimod behov for noget, som du besidder. De har behov for at du giver det, de gav dig, da du kom hertil.

Ser du, du har rigtigt meget behov for dine Indre Lærere, men de har også behov for dig. Det er en perfekt komplementær relation. Du kunne ikke have succes med din udvikling i denne verden, hvis det ikke var fordi, at dine Lærere var med dig. Du ville være fuldstændigt opslugt af verden. Du ville fortabe dig her, med kun et lille håb om at genvinde en smule erindring om din sande eksistens. Det er ikke tilfældet, på grund af dine Indre Lærere, og på grund af din sande natur.

At give har mange idéer forbundet med sig, og nogle af dem er ikke gavnlige. For det første er det meget vigtigt for dig at indse, at du ikke ved, hvad du har at give. Det, du har at give, er ikke det, du tror, det er. At give forsætsligt, efterlader ofte én berøvet og tom. Det efterlader én svagere og mere energiløs end man var før.

Det er ikke dig, der giver. Det er din Kundskab, der giver, gennem dig. Noget, der giver, bevæger sig i dig. Det er den sande kilde til given. Det er dit liv, der giver. Ikke dig.

Hvad kan du give? Du har lidt penge, et par ejendele, en smule tid, en smule kærlighed, en smule medfølelse. Ja, du kan med fordel give disse ting, men du har for lidt. Der er noget i dig, der giver og nærer andre, fysisk, åndeligt og følelsesmæssigt. Som resultat bliver du mere kraftfuld, stærkere og sundere.

Hvorfor? Fordi din Kundskab giver, hvor den skal give, og den giver til de rigtige mennesker, under de rigtige omstændigheder, på den rigtige måde. Og du, som medie til at give, gavnes, for også du tager imod gaven. Her er det at give, en spontan og naturlig øvelse.

Kan du tage din Ånd og få den til at give noget? Du kan give idéer, tanker, følelser og overbevisninger, og de kan være nyttige, men der er en større given, som giver dig.

Dette er meget vigtigt, for mange af jer føler, at I skal give mere, end I har lyst til. Det skaber konflikter, og så tænker I: ”Jamen, hvis jeg giver, får jeg mere. Hvis jeg giver det, jeg gerne selv vil have, får jeg det, jeg vil have.” Og der er alle disse idéer om at give, som ikke er andet end forhandlinger. “Jo, jeg vil give en lille smule her og en lille smule dér.”

Det er ikke den given, Vi taler om. Det, Vi taler om, er, at Kundskab kommer frem og udtrykker sig i dig. Det er styrken af dit sande Væsen, og på et tidspunkt giver den dig.

Noget indeni tager over og så naturligt og elskværdigt. Du finder dig selv sige noget eller gøre noget, som du ikke havde planer om at sige eller gøre. Bagefter siger du: “Åh Gud! Hvad var det, jeg sagde? Hvad var det, jeg gjorde?” Ligesom livet trak noget ud af dig. Så, du er ikke giveren. Du er et medie at give gennem. Dette er en meget vigtig sondring.

Fandt de individer, I ærer for deres store bidrag i de hellige dage, selv ud af, hvad de ville give? Nej. Fandt de selv ud af, hvordan de ville gøre det? Nej. De gav meget, fordi de gav mere, end de havde planlagt at give, for det var deres Kundskab, der gav.

Når Kundskab giver, er alle vel tilmode. Der er ingen skyld eller bebrejdelse, fordi du ikke gav nok i pågældende situation. “Åh, jeg skulle have hjulpet det menneske, men, ved du hvad, det havde jeg reelt ikke lyst til,” eller “Jeg burde gå hen til dette menneske, men ved du hvad, det havde jeg ikke lyst til.” Og der er en frygtelig skyldfølelse for ikke engang at ville, fordi du tror, ​​du burde.

Du tager ikke Hjem, fordi du burde. Du kom ikke til verden, fordi du burde. Der er ikke noget “burde” i universet. Burde flytter ikke noget.

Jorden drejer ikke rundt, fordi den burde. Har den noget valg? Bevæger den sig ikke på grund af noget større? Er ikke også din given bevæget af noget større?

Det Større Fællesskabs Kundskabens Vej lærer folk at tage imod deres storhed. Så kan Kundskab flytte dem mere kraftfuldt. Så er der mindre obstruktion. Der er mindre i vejen. Der er mindre vægring. Der er mindre ubeslutsomhed. Der er mindre præference.

Derfor er denne Lære så mystisk. Den er ikke filosofisk af natur. Dette er ikke en helt ny filosofi om at give.

Så, hvordan giver du på denne mystiske måde? Du må forberede dig. Det er essentielt. Det er det, der adskiller de sande indviede fra dem, der foregiver.

Folk, der er villige til at forberede sig gennem et pensum, som de ikke selv har opfundet, vil overgå deres tidligere kapacitet. Træningen er allerede gjort klar og etableret. Den gives i mange forskellige former og fører dig altid ind på en vej, som du ikke selv ville have taget. Den beder dig om at tage imod noget, du ikke kunne give dig selv, og med tiden vil den bede dig om at give noget, du ikke vidste, du havde.

Du vil opfatte universets kraft arbejde i dig, og det vil ikke falde dig ind at stille spørgsmål om Gud, evighed, lykke, fred og evolution. Du vil blot være et vidne til tingenes bevægelse. Du vil faktisk være tingenes bevægelse.

Hvorfor er en hellig person så magtfuld? Fordi de er bevægelsen. De har forberedt sig længe på dette. Det er ikke noget, der en dag kom og fejede dem væk. De forberedte sig mentalt, følelsesmæssigt og fysisk. Hvorfor? Fordi dette er forberedelsens rige. Du forbereder ikke Kundskab; du forbereder din krop og dit sind på at være befordringsmidler for Kundskab.

Her vil Vi gerne tale om åndelig praksis, for det er relevant i forbindelse med at give. Når du øver dig, uanset om det er meditation i hvilken som helst form eller en øvelse i at skrive eller i at observere, er det meget vigtigt, at du går ind i øvelsen med den hensigt at give dig selv til den.

Hvad kan du få ud af at øve dig? Hvis det er dit motiv at få, vil du ikke have den nødvendige tålmodighed, åbenhed eller modtagelighed til at tage imod det gavnlige.

Hvis du lukker øjnene i meditation, og du siger: “Jeg vil gerne have kontakt med Lærerne. Jeg vil gerne have besvaret dette spørgsmål. Jeg vil gerne have vished om denne sag. Jeg vil gerne have en høj oplevelse. Jeg vil gerne forlade min nuværende situation og have det vidunderligt. Jeg vil, jeg vil, jeg vil,” så finder du naturligvis ikke noget. Så er der øjeblikkelig skuffelse, og du siger: “Nå, men, hvis jeg opgiver alle ønsker, får jeg det, jeg vil have,” og sådan bliver det ved og ved.

Men, ser du, når du øver dig i meditation, kommer du for at give dig selv til den, og der er en respons, fordi dine Lærere kommer for at give sig selv, og det er berøringen. Det er her, I rører ved hinanden. De giver til dig, du giver til dem, og I er fælles om jeres gensidige given.

Med hensyn til meditation tænker folk ofte, at der er alle disse riger og niveauer, men forstår du, der er kun relation dér. Uanset hvilken oplevelse du har, grunder den i, at du på en eller anden måde forbinder dit sind med et andet sind. Riger og alt det dér betyder ikke noget. Relation betyder noget; intimitet betyder noget.

Det er dette, der genererer Kundskab. Det er dette, der returnerer erindringen om dit Ældgamle Hjem til dig, så du kan være en udsending, mens du er her, for det var derfor, du kom. Hvorfor ville du ellers være kommet her? Det er for vanskeligt et sted til at tage på ferie. Du er her ikke blot for at udrede gamle fejltagelser. Det er der ikke nok incitament til.

Mange af jer ved allerede, at I må gøre sådan, og ikke sådan. Det er ikke noget, nogen fortalte jer. Du ved, hvad der ikke er godt for dig, men du gør det alligevel. Du skulle ikke spise disse ting; de får dig ikke til at have det godt. Når du ser denne person eller går dette sted hen, er det ikke godt for dig. Du ved det, men gør det alligevel.

Hvorfor? Ville det ikke være rimeligt at antage, at hvis du så noget, der ville være til gavn for dig, ville du uden tøven gribe det? Når du virkeligt er motiveret, er det det, der sker.

Hvorfor er der denne ambivalens omkring Kundskab, denne ambivalens omkring relation, denne ambivalens omkring intimitet? Måske er én måde at se dette på, at hvis man tror, ​​man kun skal dyrke sig selv for sin egen skyld, er der ikke grund nok til at gøre det. Livet er jo kort. Du kan lige så godt have det godt. Du er ikke for sikker på, hvad der venter dig på den anden side.

Generelt dyrker folk sig selv, fordi de erkender, at de har værdi for verden. Hvorfor skulle de ellers gennemgå al denne udvikling, gøre denne indsats, bruge deres energi og gøre disse små ofre, medmindre de indså, at de var vigtige for verden? Det er for vanskeligt for folk, der kun er nydelsessyge at forberede sig. For personlige mål, er det for meget.

Der skal ikke mange mennesker til for at holde Kundskab i live i verden. Der skal kun et ret lille antal til, der fuldstændigt responderer, for at holde gløden i live her. Deres liv er Kundskab. Selvom de er folk med personlige problemer og personlige tanker og bekymringer, udstår en større magt nu med dem. Det er åbenlyst.

Som individer må de udvikle sig for at bære dette Nærvær, for man må være meget viis for at bære dette Nærvær i verden. Du må renses og ryddes, og dit sind må være helt. Du kan ikke have modstridende impulser og vilje. Din adfærd må udtrykke denne helhed.

Kundskab er meget magtfuld. Den har en enorm virkning på andre. Du kan ikke være idealistisk omkring den.

Hvis du yder dette Nærvær til folk, der ikke ønsker det, giver du dem kun tre valgmuligheder: De kan enten slutte sig til dig, flygte fra dig eller angribe dig. De har ikke andre valgmuligheder. De vil næppe være ligeglade. Du er en styrke at regne med.

Derfor må du udvikle dig, så din given finder sted med visdom. Det vil fastholde dig og sikre, at din given sker på det rette sted, med de rette individer.

Det er grunden til, at mennesker, der er bestemt til at modtage deres Åndelige Familie, vil gennemgå en lang udviklingsperiode, hvilket for dem vil forekomme at være af andre årsager. Du tror, ​​at du studerer, tænker over ting og læser bøger, så du kan blive et bedre menneske. Nej. Livet har ikke brug for et bedre menneske.

Den flytter dig simpelthen ind i en position, så du på et tidspunkt kan opleve Nærværet, der er med dig, på en sådan måde, at du vil have et vindue ind til dit Ældgamle Hjem. Hvad er al denne personlige vækst for? Den flytter dig blot til en position, hvor du kan opleve Kundskab. Det er den personlige væksts eneste værdi.

Dine Lærere er givet dig, så du kan lære at give til verden. Det er glæde her. Glæde er her at vide, at du er Hjemme, mens du er her. Den eneste rest af dit Ældgamle Hjem er din given, som kommer fra Kundskab, som giver sig selv, når du er klar.

Du behøver ikke konstant at plage dig selv og tænke: “Jeg må give mere. Jeg må give mere. Jeg må give mere.” Det gør dine Indre Lærere ikke. Og du behøver heller ikke at gøre det. Men på visse tidspunkter vil du blive tilskyndet til at give, og disse tidspunkter er vigtige. Det er ikke forpligtelse eller skyldfølelse. Det er noget andet. Det er helt naturligt.

Først må du forberede dig, og din forberedelse går ud på, at du giver dig selv. Giv dig selv, når du mediterer. Dine Lærere dukker kun op, hvis de mener, det er vigtigt. Du kan ikke hale dem ind. Indsigter vil komme til dig, når du er klar. De kommer ikke på kommando. Tanker er ikke indsigter. Kundskab er ikke tanker på den måde, du tænker om det.

Når du studerer din opførsel eller din tankegang, og når du læser om andres liv, som inspirerer dig, så giv dig selv til det. Det går ud på at give. Så finder der en stor åbning sted i dig. Det er så naturligt, at det næsten undslipper din opmærksomhed.

Hvis denne given får lov at fortsætte, og du bliver et menneske med en upåklagelig karakter, kan din given finde sted, med kun lille risiko for dig selv personligt og med store fordele for andre. Du vil være vidne til en mirakuløs begivenhed i dit indre.

Tro ikke, at Jesus Kristus ikke undrede sig over sit eget arbejde. Det er et vidunder at se, at éns liv er en beholder for en større gave.

Kunstnere, musikere og atleter må træne deres evner. De må øve sig længe. Øve, øve og øve. Hvad er deres belønning? Deres belønning er, at de i de øjeblikke, hvor deres færdigheder udnyttes fuldt ud, mærker en større kraft bevæge sig i dem. Det er næsten som om, at de tager med på turen. De er hinsides anstrengelse og ængstelse. De fejes med. Deres befordringsmiddel er forberedt, så de nu kan overgå dets mekanisme. I meget kort tid er det en meget fuldkommen oplevelse.

Når du forlader denne verden, går du tilbage til dit Ældgamle Hjem, og du møder din gruppe. Du ser dig om og spørger: “Gav jeg det hele? Er mine tasker tomme? Har jeg leveret alt?” Hvis dine tasker ikke er tomme, vil du gerne vende tilbage. Ingen vil beordre dig tilbage. Du vil sige: “Åh Gud! Hvorfor så jeg det ikke? Nu er det så tydeligt for mig! Jeg er Hjemme. Det er så tydeligt! Hvorfor var jeg sådan et elendigt menneske? Jeg var der kun i så få år. Det føles som var det i går, jeg var sammen med jer. Men jeg vil tilbage. Hvornår kan jeg det?” Og du vil finde ud af, at du må vente i nogen tid.

Hvad der må gøres er så indlysende. Hvad, der må gøres er, at du må være den person i verden, som du er, når du befinder dig i dit Ældgamle Hjem. Det er det, der må ske. Når det først er opnået, behøver du ikke at komme tilbage her, for så vil du kunne give, ligesom dine Indre Lærere kan.

Ser du, verden er som en have. Den passes af gartnere. Jeres sind er jorden, og visdommens frø er sået. Vi dyrker denne have, for der er kun sind, der dyrker sind.

Så, du behøver ikke at være en helgen. Du behøver ikke at søge at overgå nogen opførsel eller tvinge dig selv til at give noget, du ikke vil give. Det er ikke forberedelsen.

Det er svært for elever af Kundskab fuldt ud at forstå vigtigheden af ​​deres specifikke daglige udvikling. De forbereder sig på en stor åbning i sig selv, hvor deres Ældgamle Hjem afslører og udtrykker sig gennem dem. For i dette øjeblik er de Hjemme, og de vil være en forlængelse af Hjem i verden, hvortil Hjemløse kommer.

Livet er så kort, hvorfor meditere? Du er her kun i nogle få år, så bliver du sendt tilbage som en returpakke. Hvorfor bruge al denne tid på at øve sig? Du må øve dig, fordi det er din natur at give. Du blev skabt til at give. Du er gaven. Uden at give, er livet elendigt.

Ja, I har hver især behov, og til tider har I behov for en hel del, men det er kun for at gøre jer i stand til at give. Hvis du nogensinde har haft kontakt med dine Indre Lærere, er dette så åbenlyst, for alt, de gør, er at give. Og på et tidspunkt vil de bede dig om at gøre noget bestemt, så du kan opleve at give, og de kan dele deres glæde med dig.

Hvad har de store individer akkumuleret her? Kun én ting, og det er relation. Hvad tog de med sig Hjem, da de tog afsted, pengeløse som rige? De tog relation.

Ser du, hvis dit liv handler om bidrag, vil du ikke have noget problem med at finde folk at være sammen med. Dit problem vil være at vælge de rigtige mennesker at være sammen med. Du behøver ikke bekymre dig om en god karriere. Livet bøjer sig for den, der giver, så tørstigt efter at give er livet her.

Hvis Nærværet er med dig, vil folk komme til dig som en magnet. Det er derfor du må være én med få eller ingen personlige ambitioner. Du må være meget ren, men det er ikke dig, der renser dig selv. Kundskab renser dig.

Verden er et meget vanskeligt sted at give i, fordi folk er ambivalente med hensyn til at få det bedre. Der er en hel del hårdhed og vrede her. Så, hvordan giver man i sådanne situationer? Hvordan giver man noget til folk, der er vrede, harme og ulykkelige? Hvordan giver man, hvor det ser uoverkommeligt ud? Hvordan giver man til situationer, der virker farlige eller voldelige? Der er mange sådanne “hvordan-spørgsmål” med hensyn til at give, og de er berettigede, men svaret er meget enkelt, selvom det vil være lidt mystisk: Bekymr dig ikke om det.

Det, der giver gennem dig, ved hvordan, hvornår og hvor du skal give, for du er ikke den, der giver. Du er den, der følger. I må alle blive følgere.

Det er meget mærkeligt, at det i menneskelige samfund virker så nedgørende at være én, der følger. En følger er noget folk ser ned på. “Åh, er du en følger? Hvad er der galt med dig?” Alle skal være ledere og i kommando – kaptajner eller generaler eller admiraler eller leder af et selskab eller mesterkunstner. At være følger er her patetisk.

I må alle blive følgere, for I er alle følgere. Der er ingen ledere i verden. De, der ser ud til at være ledere, følger enten Kundskab eller deres ambitioner. De er bundet til det, de følger. Der er ingen frihed, udover at vælge og følge det rigtige kald.

For virkeligt at være elev, må du kunne følge, for det virkeligt at være elev betyder, at du lærer noget, som du aldrig før har lært. Du træder ind på et territorie, som du ikke ved meget om, og du må have tiltro til din guide eller instruktør. Du kan ikke selv vise vejen.

Hvis du forsøger at instruere dig selv, vil du kun recirkulere gammel information. Du vil gå rundt i det samme territorium og forestille dig, at du gør store fremskridt, og efter mange gennembrud, vil du ende på det samme sted. “Nå, her er jeg igen!” Derfor må du være en følger.

De store modtagere af Kundskab, lederne, deres liv er bundet til Kundskab. De følger den. De er givet til den. De ledes af den. De næres af den.

Hvad andet i livet end din uafhængighed kan du give væk? Er frihed en velsignelse, hvis den adskiller dig fra Kundskab? Den eneste sande frihed er at leve et Kundskabens liv. Så er du fri til virkeligt at være dig selv. Så kan dit bidrag gives maksimalt, og du er opfyldt.

Ja, du må følge Lærere. Hvorfor? Fordi dine Indre Lærere følger Lærere. Sådan finder alle deres vej Hjem. Der er ingen individer derude, der finder vej alene. Alle trækker alle, følger vedkommende foran og leder vedkommende bagved. Det er sådan, alle, én efter én, vender tilbage til Gud.

Du må give dig selv i dette liv, ellers vil du aldrig opleve dit liv her. Du vil vende Hjem og indse, at du gik fuldstændigt glip af din mulighed.

Når du er Hjemme, er det meget inspirerende at komme til verden, fordi du er Hjemme. Når du er Hjemme, er alt så indlysende, og at tage ned til verden i et par år virker ikke vanskeligt. Men når du kommer til verden, glemmer du alt det. Så bliver du et menneske af verden, og overlevelse og tilfredsstillelse er dine bekymringer.

Din sande gave er at bidrage med Kundskab og dermed selv tage imod den. Du må lære, hvordan du gør dette, for den del af dig, der må lære, er den del af dig, der tilhører verden. Din personlighed tilhører verden. Din krop tilhører verden. Din personlighed og din krop tager du ikke med dig, når du tager afsted, for i dit Ældgamle Hjem har du ikke brug for dem.

Personligheden og kroppen må dyrkes som befordringsmidler, ellers vil de ikke have kapaciteten til at bære Kundskab. Så vil du være et frø, der aldrig spirer, og du vil tage Hjem med dit frø uåbnet.

Det er meget vigtigt at tænke på dig selv som én, der følger, for du følger altid noget. Du kan være følger af din egen ubeslutsomhed, følger af din egen overbevisning, følger af dine egne følelsesmæssige tilstande. Det eneste, du kan styre, er beslutningen om, hvad du vil følge. Her kan du tage styringen.

Hvis du siger: “Jeg vil følge Kundskab”, kan du ikke lede den. Den er så magtfuld, så, hvordan kunne du lede den? Hvor kunne du lede den hen? Den har sit eget sted at tage hen.

Den vil tage dig til de mennesker, der virkeligt har brug for dig. Den vil finde dig en mand eller en kone, hvis det er det, du har brug for. Den vil give dig børn, hvis det er det, du har brug for.

Det er svært for elever af Kundskab, idet de stadig prøver at komme et sted hen med deres Kundskab: “Nå, jeg vil bruge Kundskab til at være dit eller have dat.” Men måske har Kundskab en lidt anden idé. Du kan ikke slå en handel af med den. Den er en styrke. Den forhandler ikke. Den går ikke på kompromis. Den taler ikke om tingene. Den tager blot derhen, hvor den må hen, og hvis den ikke kan tage derhen, er den latent i dig.

Derfor ønsker Vi, som dyrker denne verden, at du er meget venlig mod dig selv. Du kan ikke gøre dig selv ren. Du kan ikke rense dig selv. Du kan ikke løfte dig selv op. At indgå sand forberedelse, er at indgå i en proces med din Åndelige Familie hinsides det synlige, og med individer her i livet, på meget specifikke måder.

Du indrullerer dig til disse ting, fordi du må. Er det rigtigt? Ja, det er. Du ved ikke, hvad du indrullerer dig til. Hvis Vi fortalte folk, hvad de ville foretage sig, i fald deres Kundskab blev opfyldt, ville alle løbe væk og sige: “Jeg har helt andre planer for mig selv!”

Men, hvad nu, hvis Vi sagde, “Hvis du gør dette, vil du blive enormt lykkelig. Din natur vil blive komplimenteret. Du vil ikke længere forsøge at være i en idealistisk tilstand, at være en perfekt person. Du vil kunne være i nuet, fordi der ingen fremtid er at forhandle dig til. Du ville se hinsides billeder. Du ville høre hinsides ord. Du vil fornemme hinsides det ydre. I denne verden ville livet blive gennemsigtigt for dig, og, med gennemsigtigheden, vil du begynde at se dit Ældgamle Hjem.”

Som elev af Kundskab er en del af din forberedelse, at du må forstå din natur. Dette er meget vigtigt, for du må erkende dine begrænsninger. Da du har begrænsninger, er det meget vigtigt, at du kender dem. Det er her du bliver ærlig overfor dig selv. Det er en del af at blive voksen.

Hvis du vil være en sand bidragyder i livet, må du kende dine begrænsninger. Du må forstå, hvordan du fungerer, uden alle disse værdibedømmelser, og så kan du arbejde mest effektivt med dine mentale og fysiske befordringsmidler.

Din krop har en bestemt form og bestemte karakteristika. Det gælder også for dit sind. Det er ikke din opgave at overgå din natur. Det er din opgave at bruge den som et redskab til bidrag, for her er din natur midlertidig.

Hvorfor perfektionere det midlertidige? Du har ikke tid til at perfektionere det. Du mister den længe inden den er perfekt. Det er som at være for længe om at forberede et måltid. Inden man er færdig, er alt ødelagt.

Dit sinds, din krops og din personligheds højeste mulighed er at blive redskaber for Kundskab. Ja, der er rettelser at gøre. Ja, du må ændre din opførsel. Ja, du må kunne beherske dig på visse måder. Men, hvordan kan du påskønne dig selv, hvis du altid forsøger at være helt perfekt? Selvfølgelig vil du have frygt. Selvfølgelig vil du have bestemte måder at gøre tingene på. Du behøver ikke at være begrænset af dette, men du må forstå, at det er din natur.

Ser du, den funktion, som du vil blive givet, når én gang din Kundskab er dyrket til et vist punkt, vil give dig en rolle i livet, som er fuldstændig komplementær til din natur. Det er en meget stor velsignelse, at Gud ønsker, at du skal være nøjagtigt som du blev skabt. Din natur er helt perfekt til din funktion, men da du ikke kan se dens relevans for din funktion, er det svært at forstå din natur.

Du er skræddersyet til noget, du endnu ikke har opdaget. Når du opdager din funktion, handler dit liv mere om at ære din natur end at forsøge at ændre den. Du bliver dog nødt til at blive en mester i det, for der er både ulemper og aktiver, og du kan ikke retfærdiggøre ulemperne. Du må lære at acceptere og bruge din natur klogt.

Lad os derfor ære dem, der gav hinsides valg, dem, i hvem det at give, gav sig selv. Og lad os være taknemmelige for at det skete, for Kundskab er blevet holdt i live i verden.

Kundskab er oasen i et tørt og tørstigt land. Det gør ikke noget, at teologerne kom og konstruerede vidunderlige trossystemer for deres egen overlevelses skyld. Det gør ikke noget, at det tankesystem, der var et resultat af Kundskabsformidlingen forkalkede og blev en hæmsko for mennesker. Det sker altid.

Når Kundskab forsvinder, begynder tænkning. Når folk ikke kan vide, opfinder de ting, for at give sig selv midlertidig stabilitet som lindring for deres egen ængstelse. For uden Kundskab er alt, hvad der vil være, ængstelse.

Lad os ære dem, i hvem det at give gav sig selv. De var nødt til at udvikle sig selv, så de ikke stod i vejen for at give. De forsøgte ikke at bruge det til andre formål. De ærer grunden til, at vi alle er kommet her. Hvilken stor velsignelse det er at forlade verden og sige: “Ah, jeg tog ikke andet med mig tilbage end disse mennesker. Jeg kom tilbage med et fuldt hjerte og tomme hænder.”

Så er dit Ældgamle Hjem etableret her, såvel som dér. Og ved du så, hvad der sker? Når alle i den lille gruppe, som du arbejder med, er færdige i denne verden, tager I videre til et andet sted, hvor Hjem er fornægtet, og så genetablerer I Hjem dér. Så redder I pågældende verden.

Hvad andet kan have behov for at reddes, udover et sted, hvor Hjem midlertidigt er gået tabt? Når alle steder er genvundet, så er arbejdet slut, og det sjove begynder. Når du er Hjemme, er din oplevelse af Guds Nærvær storslået, men selv dér er din oplevelse ikke færdig, for den udvikler sig også.

Og dog er den ligeså stor som din kapacitet, og idet din kapacitet med tiden vokser, vil oplevelsen af ​​Nærvær blive stadigt større og mere inddragende for dig. Det vil være din ypperste glæde at bidrage med dette, uanset hvor du går.

Lad os derfor takke dem, der gav, for deres given er en påmindelse om vores eget formål her. Og efterhånden som vi bliver bidragydere til livet, vil vi se, at livet giver bidragydere til os, for at sikre, at vores behov bliver imødekommet og vores hjerter bliver fyldte.