Som modtaget af
Marshall Vian Summers
på marts 12, 1988

Der er mange spekulationer om, hvad det er, der skaber opfyldelse i livet. Men Vi vil gerne tale om, hvad opfyldelse i sig selv frembringer, for, ser du, du kan ikke skabe opfyldelse. Opfyldelse er noget, der naturligt opstår, når du engagerer dig i Kundskab, dit sande Sind. Her har du forenet dig med dig selv internt, og du har forenet dig med andre omkring dig på en meningsfuld måde.

Folk tænker ofte på opfyldelse som slutresultatet. Det er det, man modtager, når alt er sagt og gjort. Det sætter opfyldelse langt udenfor din rækkevidde, for dit liv ikke er forbi. Vi ønsker ikke, at opfyldelse blot skal være en fremtidig mulighed, men derimod noget, som du øjeblikkeligt har adgang til i dit liv. Det vil ikke være fuldkommen opfyldelse, men fuldkommen opfyldelse er heller ikke nødvendig, for den opfyldelse, du får i livet, vil føre til endnu større opfyldelse. Det er en oplevelse, du vil ære i dig selv, fordi den giver dig fred og en følelse af formål og effektivitet.

Dit liv er langt fra forbi, så tænk ikke på opfyldelse i form af et slutresultat. Da opfyldelse ikke rigtigt kan defineres, er opfyldelse noget, du må tænke på i forhold til din egen oplevelse.

Vi opfordrer dig til at arbejde med de idéer, der præsenteres her, og til at overveje dem seriøst. Tro ikke, at du ved alt om disse idéer, skønt de kan være velkendte for dig. Det, Vi har at sige, er ment som en hjælp.

Et af resultaterne af opfyldelse, som Vi gerne her i begyndelsen vil understrege, er taknemmelighed. Oplevelsen af taknemmelighed er en meget stor del af opfyldelse. Taknemmelighed åbner dig for en følelse af indre fred og større tilknytning, mens du befinder dig i verden.

Opfyldelse er mulig for dig, uanset verdens tilstand, for verden er ikke dit Ældgamle Hjem. Du er gæst her, og fordi du er gæst, har du evnen til at overvinde dette livs trængsler og blive en sand bidragyder. Du har evnen til at hæve dig over den elendighed og forvirring, som du opfatter omkring dig, og på den måde bringer du noget med dig fra dit Ældgamle Hjem, som verden i høj grad har brug for. Vores Nærvær her bringer forstærkningen og erindringen med sig om, at denne opfyldelse er reel og mulig. Den er tiltænkt dig.

Lad Os først tale lidt om Kundskab, og Vi vil derefter tage fat på selve oplevelsen af opfyldelse. Du har din Kundskab, dit sande Sind, i dit indre. Det er ikke et Sind, der er skabt i dette liv. Du har ikke tilegnet dig det fra dit miljø eller dine relationer. Det er iboende for dit Væsen. Det er Sindet bag dit sind, eller under dit sind, alt efter hvordan du vil se på det. Det tænker på sin egen måde, som er ganske specifik og meget anderledes end dit bevidste sind. Det er meget stille og meget stærkt. Det er meget stille, og dog har dets tanker stor virkning, når det tænker.

Du må nærme dig denne Intelligens-kvalitet gradvist, fordi den er så kraftfuld. Du må lære at tage imod den, fæste din lid til den og bruge den rigtigt. For at blive viis i dens tjeneste, må du lære, hvordan den påvirker andre mennesker omkring dig. Dens kraft er meget nådig, men den har en umådelig indvirkning på andre.

Den er i dit indre og er ret beskyttet mod din egen indblanding. Du kan ikke ødelægge den, men du kan have forkerte idéer om den og tro, at du bruger den, når du ikke gør, og dermed begå alvorlige fejl. Men den er hævet over fejl, for den er intelligent.

Den kaldes Kundskab, fordi den er intelligent. Den indeholder også din del af Planen. Denne idé om en Plan er meget vanskelig fuldtud at forstå her. Det indikerer tydeligvis, at du er en del af noget større, at du ikke kun er et individ, ikke helt, og at du ikke er en isoleret, en ikke-relateret levende hændelse i verden.

Du er en del af en Plan. Det er ikke meningen, at du skal forstå den fuldtud, for det er ikke muligt. Du har ikke den perceptuelle rækkevidde eller kapacitet. Men det er ikke vigtigt. Det vigtige er, at du kan opdage, at der er en Plan, at du er en del af den, og at din inddragelse i den er helt naturlig og indbygget i dig. Det giver et løfte for dit liv, som er meget reelt.

Da Kundskab er intelligent, tænker den også spontant hvert øjeblik. Den er ikke som et computerprogram, der er forudindstillet. Den er levende og tænker nu. Den responderer nu. Det er hensigten, at den skal være din guide.

Når Vi taler om indre vejledning, taler Vi om, at folk bliver elever af Kundskab. Når du begynder at opleve Kundskab, vil den blive større og større, og dens storhed vil altid række langt udover din fatteevne. Så tro ikke, at du kan definere den eller fastholde den i et tankesystem, for den er større end det.

Ligesom Kundskab er Sindet bag dit sind, er der et Sind bag din Kundskab, og dette Sind er Gud.

Kundskab kan ses på mange forskellige måder, og Vi vil gerne give nogle illustrationer, så du kan forholde dig til den udfra din egen oplevelse. Folks første oplevelse af Kundskab er dyb intuition. Dyb intuition stimuleres normalt af meget krævende omstændigheder – fare, en vanskelig situation eller andre ekstreme omstændigheder. Dette er vigtigt at forstå, for alle i verden ønsker at blive mere sikre og mere komfortable. Alle ønsker at undgå vanskeligheder og prøvelser. Men des mere du flygter fra vanskeligheder, desto længere er du fra Kundskab.

Hvorfor det? Er det meningen, at Kundskab skal være vanskelig? Nej. Almindeligvis kræver det blot denne slags omstændigheder at trænge gennem dit bevidste sind og nå dybere ind i dig selv. Nu er der en nødvendighed. Der er noget du må vide. Du vil i fremtiden ikke have brug for vanskeligheder med at få adgang til Kundskab. Det er ikke meningen, at det skal være sådan, men fordi du er adskilt fra Kundskab, vil du skabe de omstændigheder, der gør det nødvendigt for dig at nå den. Du vil sørge for at dit liv bringer dig til denne tærskel.

Det er grunden til, at folk lader deres dilemmaer fortsætte, indtil de bliver ekstreme. De begår de samme selvkrænkelser, indtil de bliver uudholdelige. De bliver i de samme omstændigheder, indtil de ikke kan holde dem ud længere. Så må de vide noget.

Tro ikke, at smerte og Kundskab reelt er forbundede, for det er ikke tilfældet. Kundskab er naturlig viden. Den er ikke tænkning i sædvanlig forstand. Den er ikke resultatet af overvejelser eller valg. Den er i sandhed Guds gave til dig. Du vil muligvis forlange en smukkere verden af Gud, med færre sørgelige omstændigheder, pænere ydre og lykkeligere tider, men Vi forsikrer dig om, at du ikke kan få en større gave end din egen Kundskab. Dit dilemma er med Kundskab.

Kundskab vil vise dig, hvem du skal gifte dig med, hvilket arbejde du skal udføre, det næste sted, du skal tage hen, hvem du skal engagere dig med, og hvem du skal undgå. Det gør den, uden at dømme og uden at fordømme.

Kundskab løser autoritetsproblemet med Gud, fordi du ved, at den er noget i dit indre, der leder dig, og du ved, at den er meget større end dig, og derfor kan den ikke være dig personligt. Dette er meget vigtigt.

Folk behandler en større autoritet i livet på en meget mærkelig måde. De undgår, for eksempel, enten enhver anden større autoritet end sig selv – hvilket er meget tåbeligt – eller også underkaster de sig tankeløst en større autoritet – hvilket også er meget tåbeligt.

Der må være en måde i jeres indre at forlige sig med dette dilemma på, hver især, at helbrede denne primære relation til Gud. Vi forsikrer jer om, at hvis I helbreder denne relation, vil I ikke have problemer med hinanden. Dette dilemma er kilden til al jeres skyldfølelse og angst, og som en konsekvens heraf, skaber det den verden, I ser.

Kundskab taler om iboende relationer. Det er derfor, du på visse tidspunkter i livet møder et individ, hvor der er en følelse af genkendelse, en dyb, endda skræmmende følelse. Hvis du er opmærksom på denne genkendelse, vil du indse, at den ikke er karmisk. Den har ikke noget med tidligere liv at gøre. Tidligere liv er meget overfladiske i relation til denne, for disse relationer blev etableret hinsides verden.

Du har endda muligvis svært ved at omgås denne person, fordi vedkommendes personlighed og din måske ikke passer så godt sammen. Men der er stadig en stor genkendelse, som ikke kan beskrives. Der er ikke behov for introduktion. Det, I ønsker at gøre, er simpelthen at være opslugt af hinanden. ”Hvordan kom du hertil?”

Ser du, så meget af dig har intet med verden at gøre. Og en del af dig har alt med verden at gøre. Det er meningen, at den del af dig, der ikke har med verden at gøre, skal vejlede den del af dig, der har alt med verden at gøre.

Vi har tidligere talt om vigtigheden af Indre Lærere. En del af værdien af denne diskussion er, at folk erkender deres problemer med autoriteter. Nogle siger: ”Nej, jeg har ikke brug for nogen form for lærer. Hvad skal jeg med lærere? Jeg går selv direkte til Gud!” Og andre siger: ”Ah, en lærer! Jeg vil ikke leve mit liv for mig selv. Jeg vil leve mit liv for min lærer!” Det er to yderpunkter. De fleste mennesker falder et sted derimellem.

Det er meget svært at forstå, hvad en rigtig lærer er for dig, når du tænker med dit personlige sind, som er dit verdslige sind. Der er altid nogen, der taber med denne tilgang. Enten bliver din lærer nedgjort og overset, hvilket er et tab for dig, da din lærer bringer dig gaver, eller også bukker du under for din lærer, hvilket er et tab for din lærer og for dig, for din lærers formål er, at du skal genvinde evner og, med dine evner, din følelse af Selv.

Disse vanskeligheder forudses. Derfor arbejder dine Indre Lærere i de fleste tilfælde bag kulisserne og bidrager til dig på en sådan måde, at du bliver i stand til at genopleve dine evner og lære at bruge dem effektivt.

Det er Kundskab, der er vigtig. Hver af jer vil i jeres livssituationer have en unik måde at finde den på. Din Kundskab er viis på omfattende måder, endda med hensyn til din verdslige tilstand. Det er det, der gør den så effektiv. Da Kundskab ikke stammer herfra, kan den være virkelig effektiv i verden, idet den ikke krænkes af frygt. Den aktiverer Kundskab i andre og får dermed andre til at handle storsindet i vanskelige situationer.

Alligevel siger nogle: ”Hvorfor har jeg brug for en lærer, når jeg har al denne visdom indbygget? Jeg går bare til Gud, udenom alle lærere. Lærere er en plage, en hindring.” Det er helt fint. Det kan du mene. Men det ændrer ikke ved det faktum, at dine Indre Lærere indvier dig i Kundskab. Det begrænser bare din adgang til dem. De indvier dig, så du kan blive én af dem.

Grunden til dette er, at det liv, du lever, er en forberedelse på livet hinsides, såvel som en oplevelse i sig selv. Det er en del af vanskeligheden ved at forstå dine omstændigheder, fordi mange af dine læringsoplevelser ikke har noget at gøre med dette liv. De har med det kommende liv at gøre.

Så, folk skaber vidunderlige metafysiske begrundelser og forklaringer på alt, hvad der sker. Det er helt i orden. Det hele forbereder dig, da dit liv strækker sig så langt udover verden. Verden er et midtvejspunkt på din rejse Hjem. Der er et stort interval af oplevelser mellem verden og dit Ældgamle Hjem.

Nu, når Vi taler om opfyldelse, vil Vi gerne bruge en analogi. Den analogi, Vi gerne vil bruge, er kirurgen, der arbejder på patienten. Du er kirurgen; verden er patienten.

Når kirurgen arbejder på patienten, lider kirurgen ikke på patientens vegne. Nej. Kirurgen arbejder simpelthen på patienten. Hvis kirurgen udfører sin opgave, er hverken fremtiden eller resultatet helt forudsigeligt. De arbejder simpelthen på patienten. De stopper ikke op for at diskutere, hvor forfærdeligt det er, at patienten er syg. De bekymrer sig ikke unødigt om patientens historie, undtagen for så vidt den påvirker deres præstation i øjeblikket. Patientens historie og fremtid er ikke vigtig, kun det forhåndenværende arbejde.

Nytten i denne analogi er, at kirurgen kan opleve tilfredsstillelse, mens han arbejder på patienten, selv om det er en kritisk situation. Det betyder, at man kan være i verden og være tilfreds, mens man arbejder i verden. Kirurgen ved, at patienten er i nød, ellers ville der ikke være behov for kirurgi, så der er ikke noget at klage over i den forbindelse. Kirurgen arbejder blot på patienten.

Da din opfyldelse har at gøre med din grund til at komme til verden, er den relateret til dit arbejde. Du kom ikke her for at holde ferie. Der er bedre steder at holde ferie. Du kom heller ikke til verden for at arbejde med dig selv, for hvordan kan du arbejde med dig selv? Du har kun adgang til din personlighed, og den kræver ikke så meget arbejde, da den er en personlighed. Og du kan bestemt ikke arbejde på din Kundskab, for den arbejder på dig. Det eneste, du kan gøre, er at justere din opfattelse, din adfærd, dine holdninger og dit udtryk, efterhånden som du kommer videre.

Den anden kvalitet ved kirurgen, som er meget vigtig, er, at kirurgen ikke arbejder på sig selv. Kirurgen arbejder på patienten. Det er denne totale opmærksomhed på patienten, der gør kirurgen kompetent – dette og kirurgens forberedelse. Hvis kirurgen tænker på andre ting, kan der ske en fejl. Det er denne målrettede tilgang, der gør opfyldelse mulig. Kirurgen er koncentreret om den opgave, der skal udføres. Det er ikke et spørgsmål om lykke eller sorg, himmel eller helvede, for kirurgen. Denne koncentration er den, som Gud har på verden.

Hvorfor er kirurgen så effektiv? Fordi kirurgen kun tænker på én ting. Kun at tænke på én ting er at have magt i verden. Des mindre intensiveret dit sind er, desto mindre magtfuldt er det. Des mere det er påvirket af omstændighederne, desto mindre påvirker det omstændighederne. Enhver vil, på godt og ondt, udøve en enorm magt, hvis vedkommende er koncentreret.

Hvorfor er det sådan? For når du er koncentreret, er du ikke i konflikt med dig selv, og derfor er dit sind mere kraftfuldt. Din indsats er mere ensartet og mere målrettet, og du har større indflydelse på de svagtsindede, som i deres tilgang ikke er koncentrerede.

Det er meget vigtigt at se dette. Tro ikke, at du ikke kan blive påvirket af andre. Din Kundskab kan ikke påvirkes af andres personligheder, men dit sind kan i høj grad påvirkes. Hvis andre er mere koncentrerede i deres tilgang, end du er i din, vil de udøve indflydelse på dig. Vi siger ikke dette for at skræmme dig. Det er simpelthen et faktum. Hvis du er med Kundskab, er det ikke noget problem, for Kundskab er mere magtfuld end nogen personlighed kan være.

Det første mål i din sande udvikling er at forenkle og samle dit liv, og den samlende faktor i dit liv er Kundskab, for den er forenet i sit formål og i sin tænkning. Derfor tænker den ikke, som du tænker. Den rådslår ikke mellem valgmuligheder. Den diskuterer ikke ting. Den udleder ikke ting. Den fremkalder ikke ting. Når det er tid til at handle, handler den. Den er som et meget, meget dybt åndeligt instinkt. Den kommer imidlertid ikke til dig på kommando.

Det er meget vigtigt nu, at du bliver opmærksom på dig selv – din tænkning og din adfærd – og at du har færdigheder til at gøre det, for det, at observere dit liv objektivt, giver dig et langt større perspektiv på, hvad du foretager dig, og hvad der kan gøres gennem dig. Men det har sine begrænsninger. Faktisk er dette ikke den vigtigste del.

Når du oplever Kundskab, er du ikke bevidst om dig selv, men du er meget bevidst om tingene omkring dig. Virker det ikke selvmodsigende? Når alt kommer til alt, handler det så ikke om at blive mere bevidst om sig selv? Er det ikke meningen? Du vil hele tiden blive mere og mere bevidst om dig selv. Det er meget mystisk og kan ikke forklares effektivt med ord.

Men, når du oplever Kundskab, er du som kirurgen, der observerer patienten. Du er fuldstændigt nærværende for situationen. Du er ikke bevidst om dig selv. Du er dig selv. Det er forskellen. En observatør er endnu adskilt. Men her er du dig selv. Dette er opfyldelse.

Hvordan opnår man Kundskab? Hvordan kan man afdække Kundskab? Må man ikke først være ren og uden frygt eller vrede? Må du ikke have større tanker, end du har nu? Nej, ikke nødvendigvis. Men valget af Kundskab er et bevidst valg, og nogle helt grundlæggende præmisser og begyndelsestrin er påkrævede, hvilke let glemmes, så disse må konstant konsolideres.

Du må ære Kundskab i dig selv højt, skønt du ikke ved, hvad den er eller hvad den vil gøre. Det vil sige, at du tillader Mysteriet at være i dit liv, og dette Mysterium forlanger ærbødighed, for det er smukt og meningsfuldt.

Dette kræver, at du anerkender din uvidenhed, uden at fordømme dig selv. Det vil sige, at du som elev tillader dig selv ikke at antage, at du ved så meget. Det kræver, at du ærer og hævder de ting, du ved, og at du ikke tvivler på dem. Du er åben for at dit synspunkt korrigeres, men du har meget vished med hensyn til at hævde Kundskab.

Kundskab vil bevise sig selv for dig, men først må du følge den. Den har før reddet dit liv, og det er måske den oplevelse, du tænker på, når Vi taler om Kundskab. Det er den, der drejede rattet væk fra den modkørende bil. Det er den del af dig, der tilsidesatte dit sind og ændrede din kurs dramatisk og gavnligt. Det er den del af dig, der sagde: ”Jeg kan ikke forpligte mig til denne relation,” en beslutning, som du følte skam og ængstelse over, men som senere viste sig at redde dig.

Når Kundskab begynder at komme frem i dig, vil du have en kolossal følelse af åndeligt Nærvær i dit liv. Du vil vide, at der er et Nærvær i dit liv, i dig og omkring dig, og selv om det er uforklarligt, er det så vedvarende og så fast, at det vil give dig mod på at møde alle former for uvisheder.

Dine venner vil sige: ”Du har forandret dig. Hvad sker der med dig?” Og du vil sige: ”Det ved jeg ikke.” Du vil begynde at mærke bestemte ting meget dybt, og du vil begynde at undgå ting, der er generende. Du vil vælge nye bekendtskaber at omgås og nye oplevelser, og sætte gamle til side.

Kundskab har et formål at opfylde, men du kan ikke definere det, da det endnu ikke har båret frugt. Det må selv vise sig for dig. Sådan bevises Guds realitet for dig. Sådan finder du dit værd. Som en kirurg under operation kan du bidrage til verden, for det er dit formål med at komme – uden at bekymre dig om dig selv eller verden. Hvis du bliver bekymret for verden, vil du være bange og vred, og denne frygt og vrede kan når som helst overmande dig.

Værdien i denne analogi med kirurgen er, at kirurger er dybt bevidste om deres begrænsninger. De helbreder ikke nogen. De udfører en teknisk opgave. Hvis der sker en helbredelse, sker det i forlængelse af deres indsats. De deltager i en større begivenhed, som de er hoveddeltager i.

Vores lære er meget praktisk, og derfor fraråder Vi folk at blive for metafysisk indstillede, så de forsømmer deres virkelige ansvar. Men der vil være meget Mysterium i dit liv, idet du begynder at følge det, du ved. Det, du ved, vil forbinde dig med andre mennesker på en meningsfuld måde, fordi Kundskab er den store sammenføjer af liv. Du vil blive en del af et fællesskab, for du er skabt til at være en del af et fællesskab.

Dit fællesskab kan være en gruppe elever. Det kan være et ægteskab. Det kan være en forretning. Du vil helt naturligt give dig selv til det sted, du er beregnet til at give dig selv, og så vil du forstå, hvorfor du ikke gav dig selv før. Det var ikke, fordi du var et dårligt menneske; det var bare ikke det rette tidspunkt og sted.

Kundskab er meget mystisk. Folk ved, at der er noget, men det er så uhåndgribeligt. Man kan ikke gribe fat i det.

Så, hvad med lykke? Lykke findes i to varianter: Der er den øjeblikkelige lykke, som er resultatet af sjov og leg og i sjældne tilfælde ægte anerkendelse af en anden person. Så er der lykke af varig karakter, som er født af din tilfredshed med, at dit liv reelt er engageret. Den er måske ikke så spektakulær en lykke. Du går ikke rundt og ler hele dagen, men den udstår med dig. Uanset hvad der sker med dig eller med verden, har du fundet dit sted, du har fundet din vej, og der er meget stor vished for at din vej vil føre dig videre.

Nu er du, ligesom kirurgen, hverken leder eller følger. Du er begge dele, for du leder andre, og du leder dine egne sanser, og alligevel ledes du af noget meget stort.

Dine Indre Lærere er der for at hjælpe dig med at forberede dig på dette, for de repræsenterer iboende relationer, og de kommer fra det samme sted, du kommer fra. De er beviset på dit liv hinsides denne verden. De er ikke perfekte, for du ville ikke kunne tage imod en perfekt lærer. Faktisk er en perfekt lærer hypotetisk, for alle lærere befinder sig på forskellige udviklingstrin. Således har lærere lærere og så videre.

Bekymr dig derfor ikke om den perfekte lærer. Det er ligesom en perfekt person. De findes kun i fantasien. Du er lærer for de mennesker, der har brug for dig og kan drage nytte af din erfaring og dine evner, og der er lærere for dig. Sådan gør alle fremskridt.

Folk siger: ”Hvem er du til at fortælle os disse ting? Hvor kommer du fra?” Vi kommer fra, hvor I kommer fra. Men Vi har lært, hvad Vi taler om, og Vi er meget, meget involveret i denne verden.

Der er ingen Lærere mulige for dig, som ikke har rejst denne vej, for de kan ikke relatere til din oplevelse, og du må have denne følelse af relation, ellers vil du ikke give dig selv. Der er Lærere, som bestemt aldrig har levet i verden, men de, der er med dig, er fra din Åndelige Familie, og de har taget en lignende vej i denne eller en anden verden. Derfor forstår de dine vanskeligheder med hensyn til at forsøge at overføre dit liv fra hinsides til livet her.

Nu er det vigtigt at stille spørgsmålet: ”Hvordan kan jeg være her i verden og dyrke Kundskab?” Bestemt ikke ved at ændre verden. Nej. Der kommer et tidspunkt, hvor du kan træde ind i verden med dine sande evner, og dette behøver du ikke at forudbestemme, for Kundskab vil bevæge dig. Så vil du kunne komme til verden med større vished og styrke, for det er ikke kun dig, der gør arbejdet. Dette er meget vigtigt.

Du er kommet her for at foretage dig noget. Hvis du ikke foretager dig det, vil du føle dig meget forvirret og frustreret. Det er svært at forstå, fordi du har en tendens til at give dine omstændigheder skylden for denne frustration. Du har ikke engageret dig i dit sande Selv, og det er det, der gør dig ked af det. Det er ikke, fordi folk ikke forstår dig, eller fordi tingene ikke går din vej.

Når du indser dette, vil du begynde at strække din indsats til, hvor den virkeligt kan være effektiv, for uanset hvor meget du afbalancerer eller harmoniserer dine ydre anliggender, fortsætter denne længsel. Hvis du adresserer denne længsel direkte, vil det skabe balance i dine anliggender. Det er dette Kongedømme, du først må søge.