Given II

At give er et særligt passende emne på denne tid af året, hvor der er en stor pligtfølelse med hensyn til at give, forventning om at give og påmindelsen om selve værdien af ​​at give. Det er også en tid, hvor folk gør status over deres evne til at give, deres ønske om at give og de problemer og muligheder, der opstår.

Nu er der en mulighed for at fejre helligdage som hellige dage. Det, der gør en dag, en mindedag, hellig, er ikke blot en mystisk eller mirakuløs hændelse. Det er den given, der fandt sted i fortiden, som er bragt ind i fremtiden.

I de hellige dage husker man enkeltpersoner, der ydede store bidrag, og det er det, der gør begivenhederne hellige – gør dagene til hellige dage. Det er ikke blot, at en stor begivenhed udover det sædvanlige fandt sted, eller at folk så noget, de aldrig før havde set, en mirakuløs begivenhed. Det er ikke det, der betegner en hellig dag. En hellig dag fejrer mindet om de menneskers liv, der har bidraget en hel del.

Den given, Vi fejrer mindet om i de hellige dage, er ikke en forsætslig given. Den er ikke en given med et motiv. Den er ikke en given for at frembringe et resultat. Den er ikke en given for at gøre gengæld. Det er ikke essensen af ​​at give. Essensen af ​​at give er, at man giver sig selv, usikker på sit motiv og usikker på resultatet. Man giver sig selv til noget. Det er denne given, der har en varig virkning.

Du må indse, at du ikke ved, hvad du vil give. Det ved du virkeligt ikke. Det, du vil give, er ikke din største gave. Din største gave bringes ud af dig af livet. Dette forbereder du dig på ved at blive meget ærlig og ved at tage vigtige beslutninger om, hvor du må være, og hvad du må foretage dig.

Når du placerer dig selv i omgivelser, hvor livet trækker på dig, aktiverer det din Kundskab. Her er der noget meget kraftfuldt i dig der giver, og du føler dig bevæget til at gøre noget, du ikke havde planlagt at gøre, og du kender ikke konsekvenserne.

Det er her, du bliver levende. Det frembringer en hellig dag – den dag, hvor nogen blev helt levende, den dag, hvor nogens Kundskab blev aktiveret, og deres liv blev givet fuldstændigt på et specifikt område. Dette er en hellig dag.

For at færdiggøre sin uddannelse i denne verden, må man have denne oplevelse. At gå til det næste trin, efter at have deltaget i den fysiske verden, er at blive deltager i den åndelige verden. Det er en position, hvor man giver meget, for hvad fordel kan man drage af at give? Du har ikke brug for de sædvanlige ting: mad, husly, ros, sikkerhed, overlevelse eller romance. Så, der er ikke rigtig noget at slå en handel af for. På dette tidspunkt giver du, fordi det er alt, hvad du kan gøre. Det er livet, der udtrykker sig selv.

At tage imod er ikke din bekymring i det næste stadie. Da er din bekymring, at dine gaver vil blive givet videre af dem, der tager imod dem. Det er bekymringen. De menneskers velbefindende, som tager imod dine gaver, er din bekymring.

Hvis de ikke opdager det, du har givet og det, du er parat til at give, vil de fortsætte i elendighed og forsøge at sikre sig selv alle mulige ting, men alligevel føle sig vældigt snydte, fordi livet ikke kan give dem deres Åndelige Familie. Livet kan ikke give dem følelsen af ​​inddragelse, som de længes sådan efter.

Derfor, for at færdiggøre sin uddannelse i dette liv, som er den største oplevelse af hellighed, man har til rådighed, må man give sig selv fuldstændigt. Når så man forlader dette liv, når man vender tilbage til sin Åndelige Familie, bringer man intet med sig, undtagen relationer. Dem, man bringer med, som bliver tilbage, er permanent i éns hjerte. Man har genvundet dem som en del af sig selv.

Alt det, man giver, er værdifuldt, fordi det baner vejen for dette store vendepunkt, som Vi indikerer, hvor Kundskab giver én éns liv. Vi gav Vores liv. Vi gjorde det ikke med et motiv. Vi gjorde det ikke, fordi vi troede, at det var en god ting at gøre, eller at det ville få os et sted hen.

Når folk giver sig selv på denne måde, hvor det er passende, nås et stort vendepunkt. Det er en hellig dag. Dagen, det skete, vil blive glemt, men resultatet af gaven vil fortsætte.

Juletiden er fejringen af mindet om Jesu fødsel. Nu er det sådan, at nogle historier om Jesus Kristus, der er meget populære og værdsatte, i virkeligheden skjuler hans bidrag. Han var en forløber for den Åndelige Familie. Han talte om “Kongedømmet” og sin relation til det, og han inddrog andre i sin oplevelse af det.

Bestemte Jesus Kristus, hvad han ville give? Afgjorde han, hvor meget han ville give? For ham tog det fuldstændig over. Han demonstrerede en meget enestående handling, og hans eksempel er vigtigt, fordi det eksemplificerer det at give, hinsides valg. Betyder det noget, om han havde lyst til det på en bestemt dag? Nej. Han var drevet af en større kraft end sine ønsker, og hans ønsker blev opfyldt som følge heraf, for hans ønsker var i harmoni med hans natur.

Denne form for given er magisk, er vidunderlig. Man bliver selv vidne til denne given. I stedet for at være en isoleret og patetisk hændelse, bliver éns liv noget, man forundres over, en hellig begivenhed. Det er ikke sådan, at du giver noget og får noget tilbage, og du vejer det op sidst på dagen, for at se, hvordan vægten tipper den ene eller den anden vej. Nu er du så glad for at have et liv, der er vigtigt.

Det er det, alle ønsker sig – et liv, der er vigtigt, ikke et liv, som du mener er vigtigt, eller som du kan retfærdiggøre, men et liv, der er vigtigt. Det er dér, du omdirigerer dit liv, passer godt på dit helbred og virkeligt værdsætter dig selv som et befordringsmiddel. Disse ting er alle vigtige.

Dit liv handler nu ikke kun om din tilfredshed. Du er kommet hertil med et formål, som du nu kan mærke, fordi du ser det udspille sig.

Det er så meget værd at tænke på den given, der før har fundet sted. Så megen given har gjort jeres liv muligt, selv i meget fysisk forstand. Folk gav deres liv, for at opfinde de bekvemmeligheder, I ser omkring jer, at skabe disse ting og gøre disse ting tilgængelige.

At holde religion i live i verden, på trods af dens fejltagelser, forlangte en enorm given. Ser du, religion dør minuttet efter den er født. Den er noget, der meget hurtigt tilintetgøres og må genfødes hvert minut. Hvis den får lov til at dø, bliver religion blot endnu et tankesystem, nu en begrænsning og ikke et frihedsapparat. Den må fornyes.

Det, der fornyer religion i verden, er Kundskab, denne kvalitet af given, hvor individer naturligt yder deres liv. De indgyder så meget liv med idéen om Gud, at Gud bliver levende. Uden denne indgyden er Gud død. Når folk siger: “Gud er død”, siger de det, fordi Gud blot er blevet en idé. Guds liv er opløst. Så kommer der nogen og giver deres liv, og det er Gud. Og du siger: “Åh. Det er Gud!”

Hvordan opnår man denne form for given, der afslører éns Åndelige Familie for én, mens man er her i verden og som opfylder én og fuldender éns formål i tide? Jo, en af ​​de ting, der gør denne given mulig er, at alle de andre grunde til at være her falder væk.

Dette er meget forvirrende at forstå, fordi det ofte ser ud til, at tingene forlader én eller at man mister dem. Man har mindre vished. Éns antagelser svigter én. Man mister interessen. Det ser ud til, at tingene går i stå. Alle éns idéer om, hvordan livet skulle være for én, ser ud til at gå i opløsning, og man bliver forvirret. Denne forvirring er begyndelsen på en sand åbning.

Det er svært at forstå dette filosofisk, men elever af Kundskab har denne to-sidede oplevelse af at have mindre vished og mere vished på samme tid. De har mindre kontrol over de særlige relationer i deres liv, mens de er mere ansvarlige for retningen af ​​deres liv. Hvad der sker i dag er ikke så vigtigt, som det dagen er til for.

Før dette var de dog meget optagede af deres livs detaljer og af at få deres ønsker opfyldt. Udover grundlæggende overlevelse ønskede de at opfylde deres ønsker, fordi de troede, at dette skabte lykke.

Elever af Kundskab begynder imidlertid at miste interessen for disse former for stimulation. De har andre interesser, der er mere mystiske og mere fængslende. Alle de andre incitamenter for at være i verden bliver efterhånden tyndslidte, og i deres sted begynder noget at opstå.

I begyndelsen er dette dårligt defineret. Det er bare en overbevisning om, at de har et formål og en retning i livet, og de kan mærke det. Men de kan ikke retfærdiggøre eller forklare, hvad der sker. Når nogen spørger dem: “Hvad er det, du vil med dit liv?” siger de: “Jeg ved det ikke længere!” Men det gør de. De kommer til at gøre noget meget vigtigt, som de ikke tidligere vidste.

Så, der er dette tab af forklaring, men det, du vinder, er så meget større. Det, du opnår er formål, mening og retning. Her bliver dit liv mere og mere uforklarligt. Når man ser positivt på det, er det meget spændende. Når man ser frygtsomt på det, ser det katastrofalt ud, fordi éns tidligere incitament til at være nogen er ved at gå i opløsning, og den person, du virkeligt er, endnu ikke helt er kommet frem.

Den person, du virkeligt er, vil give dig dit liv, når først du er forberedt. Du vil være én, der følger og én, der leder på én gang. Dette vil grundlæggende være anderledes end din tidligere tilstand, hvor du primært var optaget af dine egne tanker.

Nu bevæger du dig med selve livet, og din oplevelse af livet er større end dine tanker, og du kan se meget mere objektivt på dine tanker. De tøjler dig ikke så meget, og dit liv bliver en hellig begivenhed, en begivenhed, som enkeltpersoner omkring dig vil begynde at fejre.

Med fremkomsten af ​​Kundskab i dig, begynder du at tiltrække andre, der oplever det samme, og kvaliteten af ​​dine relationer begynder at blive en hel del dybere. De personer, der ikke kan holde trit med dig, begynder at falde fra, og andre kommer for at tage deres plads, for nu har dine relationer et nyt grundlag.

En person, der har retning, har magten til at skabe virkninger og hændelser i verden. Retning er her magt, da de fleste mennesker ingen retning har. De er blot styret af deres omstændigheder og oplever ikke, at deres liv er til for noget, som de virkeligt kan mærke. Så en person med retning, uanset om det er en god eller en dårlig retning, har en stærk indflydelse.

Folk, der i sandhed giver, ved ikke, hvorfor de gør det, for årsagen er ikke vigtig. Det er ikke noget, de har regnet ud. Det er for magtfuldt. Gud bruger deres liv til at skrive Guds signatur på verden.

Du, som individ, må forberede dit sind og din krop på et liv med at give. Det er ikke kun, at gamle ting falder væk. Det er, at du bliver stabil, og at du formår at klare dine egne indre storme, uden at miste din vision. Ser du, Kundskab er meget stor at bære, og du må være stabil for at bære den. Det er kapacitet. Du må have et stort tomt rum indeni dig, for at mærke Nåde.

I øjeblikket forsøger folk hele tiden at fylde sig op til randen. Der er ikke meget, man kan fylde sig med, udover fornemmelse og bekymring, lykke og tristhed, og således forsøger I at holde jeres liv fyldt op hele tiden. Fyldt, fyldt, fyldt.

Hvis stimulationen begynder at slippe op, er det meget skræmmende. “Åh, min Gud! Mit liv er ved at blive tomt. Og det hurtigt! Jeg må gøre noget! Jeg må finde en relation! Jeg må have et nyt job! Jeg må bygge et nyt hus! Jeg må rejse! Jeg må, jeg må, jeg må …” Holde dit liv fyldt op hele tiden.

Men, elever af Kundskab begynder at mindske stimulationen, så det, den skjuler, kan komme frem. Det er den store tro – at du virkeligt er sendt fra Gud. At lade stimulationen dale er noget, din Kundskab indikerer, simpelthen ved, at du mister interessen for nogle ting.

Nu søger du tavshed i stedet for stimulation. I stedet for at føle dig fyldt op, ønsker du at lade dig selv åbne op. Dette skift med hensyn til, hvor vægten lægges i livet, er meget naturlig og tyder på en åndelig fremkomst. At analysere det er akademisk. Det er fuldstændigt naturligt.

Hvis skiftet endnu ikke finder sted i dig, vil du ikke forstå dets betydning. Du vil tro, at det er en psykologisk proces, eller en spirituel proces, eller en anden form for proces. Men, hvis du ikke selv har gennemgået den, hvis den ikke har fundet sted i dit liv, hvordan kan du så egentlig vide det?

Dit liv er en gave. Hvis det ikke gives, vil du vende Hjem som en uåbnet pakke, som returpost. Og du vil ikke være glad, for når du vender tilbage til din Åndelige Familie, vil du se, at du er en uåbnet pakke, og du vil sige: “Åh, min Gud! Hvordan kunne jeg glemme jer, der er her hos mig nu? Jeg må vende tilbage. Jeg vil tilbage! Kan jeg vende tilbage? Det er så indlysende for mig nu!” Og du vil gerne vende tilbage. Du er nødt til at vende tilbage.

Hvis du ser på dyrene og planterne i dine omgivelser, vil du se, at de giver sig fuldstændigt, så der ved livets afslutning ikke er noget tilbage. De opbruger deres livskraft i overensstemmelse med deres natur og deres rolle. Du har også en natur og en rolle, blot større.

Ser du, det er meget vigtigt at forstå bidrag i dit liv, for det bidrag, du reelt yder, er for kommende generationer og noget, som du ikke kan se. Du kan sige: “Jeg yder ikke noget bidrag i mit liv. Jeg kan ikke se resultaterne.” Men dit sande bidrag er at lægge grundlaget for muligheden for fremtiigt liv, ikke kun fysisk, men for løftet om forløsning.

Vi priser jul, fordi et liv blev givet for løftet om forløsning. Kundskab blev holdt i live i verden. Religion blev indgydet med Ånd. Et meget unikt liv blev fuldstændig givet, og religion, som på det tidspunkt var død, blev indgydet med liv og begyndte at trække vejret igen.

Gud pumper hele tiden liv ind i liv, essens ind i form. Når ting begynder at dø, sendes individer til verden for at bringe nyt liv. Dette holder livet i gang. Dette gør din forløsning mulig.

Dit bidrag vil ikke kunne mærkes fuldtud i mange år, selv efter din bortgang fra verden. Det er meget svært at retfærdiggøre dit bidrag, mens du er her. Hvordan kunne du?

I kan konstruere bygninger og imperier. I kan besidde medaljer og mindeværdige ting. I kan få alle til at sige, at I er vidunderlige. Men I vil alle blive glemt. Konstruktioner vil bryde sammen. Retfærdiggørelsen af at give kan ikke findes på denne måde.

Det er meget vigtigt, at alle her finder noget, de kan gifte sig med i livet og give sig selv helt til. Men du må være forberedt på at give, og du må give klogt. Hvis du giver med et motiv, vil du begå mange fejl med hensyn til, hvor du giver.

Du vil forsøge at bevise noget med din given. Det vil være et desperat forsøg på at retfærdiggøre din eksistens, og du vil give til nogen, der ikke kan give tilbage. Du vil give til situationer uden løfter, og du vil blive brugt af andre. Dette vil efterlade dig bitter og forvirret.

Når du kommer et sted hen, hvor dit liv skal ydes og gives, vil det i endnu højere grad end før blive givet tilbage til dig. Dette er naturligt. Hvis du træffer dette sted, så tøv ikke, for du har løfte.

De af jer, der ved, at I er sande givere, har måske allerede indset, at I må være meget kræsne med, hvor I giver. Når du finder det, som du virkeligt må give dig selv til, vil din Kundskab indikere det, og du behøver ikke at retfærdiggøre det.

Du vil vide, at du har ramt det rigtige sted, fordi din Kundskab vil være ansporet og gerne vil give sig selv. Dette er så anderledes en oplevelse, så forskellig fra at prøve på at give for at få noget.

Her er kontakt med dine Indre Lærere meget meningsfuld, fordi den ærer relationer, der er for at give. Hvis du modtager denne kontakts gave, vil det anspore dig til at give, for du kom her kun for at give.

Problemet er, at det er meget svært at give, hvis man prøver på at styre sit eget liv, da der er så mange ting, man må sikre sig, for at være herre over sit eget liv. Éns optagethed går ud på at afholde andre fra at tage noget fra én, at bevare det man har og forsøge at få mere, og at øve herredømme over sit liv og sine anliggender.

Det, der truer dig, er mennesker, der fuldtud har givet deres liv, for hvor meget du lider i dit eget kongedømme brænder i dit herte. Hvis du forsøger at søge herredømme over dit liv og at etablere dit personlige kongedømme, vil du føle dig meget snydt af livet, fordi det altid tager noget fra dig. Dine slotsmures fundament eroderer hele tiden væk.

På den ene eller anden måde fratager livet dig altid noget. Omstændighederne angriber dig. Sygdom angriber dig. Andres personlige grådighed angriber dig. Tiden angriber dig. Så, denne insisteren på, at du skal være herre i eget hus og at ingen kan fortælle dig, hvad du skal gøre – “Jeg bestemmer!” – er en meget sørgelig tilstand.

At have ansvar giver mening, når man følger noget, der er virkeligt. Så må man udvise sand disciplin og evne til at styre sit sind og sine anliggender, fordi man har noget vigtigt at gøre. Dette er sandt mesterskab på et personligt plan.

At være konge eller dronning i sit eget rige er meget tragisk, for det fører til fortvivlelse og fiasko. Hvorfor? Fordi du vil blive kaldt tilbage.

Dit liv er ikke af verden. Du er sendt hertil med et formål. Du har en smule tid, og så bliver du kaldt tilbage. Hvilken forskel vil det gøre, hvis du bragte dit rige, dit personlige kongedømme, til din Åndelige Familie? Dér ville det være fuldstændigt irrelevant. Det er kun en opfindelse, for din egen personlige overlevelses skyld.

Derfor siger Vi, at de, der følger Kundskab, vil være herre over deres eget liv, dog vil deres liv være fuldstændigt givet til livet, så her er ingen konflikt. De er her for at give, ikke for at tage, fordi de er rigere end verden. Verden yder dem blot de ting, der gør det muligt for dem at give.

Derfor har de kun ting og ønsker ting, så de kan give deres liv. Nu er de de rige, og verden er det fattige sted, ikke den anden vej rundt.

Når du går fra personlig tilfredsstillelse til personlig overgivelse sker der et fuldstændigt skift i din oplevelse af verden. At give er overgivelse. Blomsten åbner sig, giver det hele væk og dør. Overgivelse. Du høster fordelene. Fuldstændig overgivelse; fuldkommen fuldendelse.

Folk tror, ​​at overgivelse er en passiv tilstand, hvor man lægger sig ned langs ​​vejen og giver op. Dette er en meget patetisk opfattelse.

Overgivelse er at tillade Kundskab at overtage éns liv og give det. Dette er ethvert menneskes største handling. Indtil dette tidspunkt må du styrke dine evner. Du bliver nødt til at reducere de skadelige tendenser i din personlighed. Du bliver nødt til at etablere et nyt grundlag, og dette er meget vigtigt.

Endnu er der ikke mange mennesker på tærsklen til Kundskab. Dog har alle mulighed for at sørge for et grundlag for Kundskab, så, den, når den kommer frem, vil kunne stå i verden.

Den person, der er ærlig, konsekvent, dedikeret, bidragende og åben, har allerede udviklet et grundlag for Kundskab, så når Kundskab tager over, vil den stå. Den vil ikke smuldre, og verden vil ikke kunne angribe den.

Derfor forbereder du dig på en større uforståelig åbning, ved at arbejde med dig selv personligt, før Kundskab dukker op. Dæmningen vil brydes. Med tiden rammer en af ​​Guds pile målet, og du falder fra hinanden og er et rod i et stykke tid. Alle dine forsøg på at opfylde dine ambitioner mislykkes, og noget begynder at røre på sig. Det er her, du bliver født på ny. Dette er jul.

Julen er ikke fødslen af ​​et barn, der senere blev til Jesus. Julen er fødslen af ​​Kundskab i den enkelte. Det er indledningen på sand given, og det er det, Vi i de hellige dage fejrer mindet af. Alle individer, der har gjort dette, har lagt det grundlag, der har gjort dit liv muligt – fysisk som åndeligt. Du går bogstaveligt talt på den jord, der blev bygget af andres given.

Træerne vokser op af den jord, der blev forberedt af tidligere generationer. Når et træ dør, bliver det til frugtbar jord for nye træer. Sådan er Kundskab. Kundskab giver sig selv i verden, så der i fremtiden vil være frugtbar jord for Kundskab.

Ser du, Gud pumper liv ind i verden. Des mere udviklet du bliver og des større du er, desto mere rummeligt vil dit liv være, og desto større vil dit bidrag i denne henseende være.

Lad derfor dit liv have sine mysterier for at være elev af Kundskab. Forsøg ikke på at forklare og retfærdiggøre alt. Kundskab vil komme frem i dig, når én gang du har valgt, at det er dette dit liv skal være. Du vil have mindre vished med hensyn til detaljer og mere vished med hensyn til dit formål, dit livs betydning og din retning.

Så vil du begynde at finde frihed fra angst og ambivalens, og det er den største gave af alle, fordi et liv uden angst eller ambivalens er et liv fuldstændigt overgivet i verden.