Tilgivelse

Vi vil gerne give en ramme for at du kan se på tilgivelse og en mulighed for at du kan se dens relevans for din udvikling og glæde. I disse dage er der en hel del idealisme omkring tilgivelse. Mange mennesker, som har udviklet en forståelse af åndelig tænkning, har studeret bøger og lærer, der beskæftiger sig indgående med dette emne, endda i sådan grad, at det betragtes som det centrale koncentrationsområde.

For andre er det måske ikke noget de har tænkt så meget over. Men når du begynder at undersøge dit eget sind for at observere dine tanker, følelser og adfærd, erkender du ​​dette store emnes relevans.

Tilgivelse repræsenterer en vej til forløsning. Den er en handling, der fortjener din opmærksomhed. Den er relevant, fordi der er meget at tilgive. Du bliver nemt ked af den verden, du lever i. Du fælder mange domme over dig selv og dermed over andre. Du plages af mange omstændigheder og begivenheder, store som små.

Hvordan kan du opdage dit sinds sande egenskab og dine sande evner, når du er plaget af så mange skærpende omstændigheder? Hvor begynder du?

Faktum er, at folk ikke begynder. De begynder aldrig. De er som frø, der falder fra Himlen, som aldrig åbner sig og spirer. Det, der er inde i et så almindeligt ydre, er et væld af liv og mulighed for liv.

I er alle sammen frø, der er kastet på jorden, frø, som forsøger at spire. I befinder jer i frugtbar jord. I har brug for næringsstoffer, og I har brug for nogen til at tilse jeres udvikling. Det, I besidder i jeres indre, er så meget større, end det jeres nuværende ydre indikerer – noget så småt og tilsyneladende så indskrænket, besidder så stor livskraft.

Så, hvad er der i vejen? Er det den manglende evne til at tilgive, der er i vejen? Ja, det er, men det er mere end det. Så, Vi vil gerne uddybe idéen om den manglende evne til at tilgive – de domme, du har fældet over dig selv, over andre og over livet generelt. Disse domme holder dig i den personlige side af dit sind. Faktisk udgør de dit personlige sind, hvilket repræsenterer en meget begrænset identitetsfornemmelse.

Alle mennesker i verden har et personligt sind, for det er del af at være i verden. Men bag denne indskrænkede identitet ligger din sande grund til at komme her. Du kan ikke kende dit formål udfra dit personlige sind. Dit personlige sinds værdi er at sørge for et medium, så et større liv kan begynde at udtrykke sig i denne verden. Vi kalder denne for Kundskab, et altinddragende udtryk.

Disse sørgelige domme, du fælder over dig selv og andre, forekommer at underbygges af livet, men hvad kan de gøre dig, der besidder Gudsfrøet?

Din manglende evne til at tilgive er ikke berettiget. Dog kan du protestere og sige: “Åh, hvordan kan du sige sådan noget? Se hvad der skete herovre. Disse mennesker blev forfærdeligt overfaldet og såret, og der er ødelæggelse overalt. Hvordan kan du sige, at min manglende evne til at tilgive er uberettiget? Er det, der sker, ikke frygteligt?”

Her vil du finde stor enighed i verden, men dine domfældelser er dog uberettigede. Du kan holde dem som sande, hvis du ønsker at blive i dit personlige sind, for hvad tænker det personlige sind på? Det har frygt, det har begejstring og det har domfældelser. Hvis man fjerner domfældelserne, begynder tingene at brydes op. Så begynder man at gennemskue tingenes ydre.

Du blev ikke sendt til verden for at dømme verden. Verden er et latterligt sted, så hvorfor dømme den? Den er en storslået og smuk kreation, der ingen mening giver. Men du kom ikke her for at blive klog på verden. Du kom her for at bringe noget, der er vigtigt, noget, der ønsker at vokse, og givet det rette miljø, den rette opmuntring og din tilladelse, vil det vokse af sig selv. Dette er dit større liv.

Dit personlige sind er som den hinde, der indeholder spædbarnet. Når spædbarnet begynder at bryde igennem hinden, kasseres hinden, og det liv, der kommer ud af den, er så meget større og så meget mere naturligt. Domfældelse og den manglende evne til at tilgive, binder dig til hinden. Mange af jer erkender vægten og byrden af at bære rundt på sådanne domme og smerten ved at nære denne manglende evne til at tilgive. Det er som tværgående stænger på vejen.

Tilgivelse befrier dig midlertidigt. Nu kan du trække vejret roligt. Du har lige elimineret en fjende fra dit liv. Det er en stor lettelse. Tilgivelse letter altid, og med lettelse kan du se situationen anderledes. Nu truer den dig ikke mere. Hvis det er grinagtigt, gør det ingenting. Livet her er grinagtigt. Det er derfor, du er kommet her.

Folk kommer her til verden og siger: “Hvor er alt det gode til mig?” og skuffede er de. Verden har ikke det, du ønsker, men du har det, verden har brug for. Du giver mening. Det gør verden ikke. Hvis verden giver mening, gør du det ikke. Des mere du får verden til at give mening, desto mindre mening giver du.

Og Gud giver bestemt ikke mening. Hvordan kunne Gud tillade sådanne ting at ske? Enten er der ingen Gud, eller også er Gud ond, eller også er du så slem, så kriminel, at Gud straffer dig, ved at sende dig til dette sted. Alt dette er latterligt!

Verden giver mekanisk mening, men derudover giver den ingen mening. Hvis du kan acceptere det, vil du holde op med at klage over den.

I kom alle sammen for at give noget til verden. Det er tydeligt, at din manglende evne til at tilgive, forhindrer dig i at gøre dette. Så denne manglende evne er en byrde. Den får dig til at føle dig uværdig til de gaver, du bærer på, og som Vi minder dig om.

Ser du, i selve kernen af ​​dine domfældelser over andre og verden er din egen personlige skam. Hvorfor er der skam? Fordi du har domme, som livet ikke deler, og som resultat har du afvist livet.

Gud har gjort din helbredelse meget let, meget direkte og ukompliceret. Livet uden Gud er ekstremt kompliceret og frygteligt skræmmende. Det er altid plaget af angst og truslen om udslettelse. Den eneste måde mennesker kan leve i verden på, er ved at have en slags gud.

Hvis du ikke oplever Gud, kreerer du en gud. Hvert eneste menneske her i verden har en gud. At leve uden Gud, er et liv uden mening. Det er ovre. Så, hvis du ikke oplever Gud, kreerer du en gud og forsøger derefter at opleve denne, din kreerede gud. Men din kreerede gud er ikke fuldtud tilfredsstillende, og således er der skuffelse på skuffelse.

Nu er det sådan, at alle fælder domme over sig selv her. Man ser ikke perfekt nok ud, er ikke eksemplarisk på de rigtige områder, er ikke i stand til at gøre dette, er dum på dette område, er for høj, for lav, for tynd, for tyk, for dum, for seriøs og så videre. Og folk spørger: “Hvordan kan jeg gå fri af disse frygtelige domfældelser? Jeg kan se, at jeg fælder disse domme. De binder mig, fængsler mig, tynger mig. De plager mig. Hvordan kan jeg gå fri af dem?”

Du kan ikke komme fri af dem, hvor du er, men du kan gøre noget andet i livet, hvor der ikke er brug for dem, og så begynder de at fordufte. Gud har en Plan, og den måde Planen virker på er, at den giver dig noget meningsfuldt at gøre i livet. Den giver dig et meningsfuldt grundlag for relation og deltagelse.

Kan du arbejde dig ud af disse domfældelser? Det kan du ikke. Du kan ikke blive i det rum, hvor den manglende evne til at tilgive er og gøre det bedre, men du kan forlade rummet.

Folk spørger: “Hvordan kan jeg komme fri af denne byrde, jeg bærer indeni? Mit sind er som en tornekrone.” Du kan ikke gøre tornene mere behagelige, men du kan gøre noget i livet, der tillader det frø du bærer, at spire. Det er kilden til sand helbredelse.

Du bliver ikke blot gjort mere kosmetisk dragende eller får midlertidig lindring og komfort. Ser du, det er ikke nok for Os at sige, at dine domfældelser over dig selv ikke har noget grundlag. Ville du opgive dem, fordi Vi sagde det? “Denne Lærer siger, at jeg ikke behøver at tænke på denne måde. Jeg vil aldrig tænke sådan igen.” Puf! Tankerne er væk. ”Denne Lærer er en stor healer! Læreren har kastet en helbredende fortryllelse over mig!”

Vi ønsker ikke at være for seriøse omkring dette emne, for du er allerede for seriøs omkring det. Det er seriøst. Du kan ikke fornægte det, men du må heller ikke korsfæste dig selv for det.

At følge Kundskab er vejen. Du begynder med at træffe beslutninger baseret på dine inderste tilbøjeligheder. Men det er kun begyndelsen. Tro ikke, at Kundskab kun er intuitiv beslutningstagning. Åh nej. Disse er kun de allerførste trin, babytrinnene.

Men disse indledende trin er meget vigtige, for det at følge Kundskab betyder, at du vender dig væk fra alle anklagere, både i det indre og i det ydre for at følge noget, som du nu anser for at være vigtigere. Her må du værdsætte din Kundskab mere og mere, hvilket sletter dit selvhad.

Dog vil du ikke få succes, hvis du mener, du er grandios. Små frø er endnu ikke grandiose. Folk, der påskønner deres sande værd, er villige til at være diminutive. Det er ingen krænkelse for dem. De, der hader sig selv, kan ikke udstå idéen. For dem er det smertefuldt. Hvis Gud kunne være et frø, så lille, så ydmyg – ingen identitet at beskytte.

Følg derfor Kundskabens Vej. Den er så enkel og dog så krævende. Den nemme vej er den krævende vej. Den gør dit liv meget direkte. Nu kan du ikke sidde på sidelinjen og forestille dig, hvordan livet kunne være.

Du behøver ikke opretholde komplekse idéer om den menneskelige natur, for den menneskelige natur er ikke kompleks. Det eneste komplekse i universet er forvirring. Du er ikke kompleks. Tænk ikke på dette som nedgørende. Folk elsker at tænke, at de er multi-dimensionelle strålende væsener, der har alle potentialer. Du er større end alt dette. Et lille frø af liv er større end alt dette.

Hvorfor er det at tilgive sådan en lettelse? Fordi det lader dit sind åbne sig og slappe af. Hvorfor er det så svært at tilgive? Fordi du er bange for at gå ud over dit sind. Du vil hellere have det elendigt, med små idéer at tygge på som små hårde bolsjer, end at gå ud i uvisheden.

Vi taler tydeligvis om en dybtgående ændring i tankegang. Det er ikke en ændring, du kan skabe. Du kan ikke ændre dit sind. Du kan ændre dine vaner med hensyn til at skelne skarpt; du kan ændre dine beslutninger. Men det, der ændrer dig, er større.

Det, der bryder ud af din hinde, er ikke noget, du har opfundet og noget du kan styre. En manglende evne til at tilgive holder det kun inde. Det, der kommer frem, er dig. Det har ingen selvbevidsthed, fordi det ikke forsøger at være noget andet, så det sammenligner ikke eller sætter sig i kontrast til andre ting.

Vi lærer folk at genkende deres Kundskab, at begynde at bruge den og begynde på Kundskabens Vej i overensstemmelse med den ældgamle Lære. Folk står øjeblikkeligt overfor nogle få forhindringer. Den primære forhindring er deres egen selvtvivl, som er en afspejling af deres selvhad.

Når du har gjort så dumme ting så mange gange, når dit sind så ofte har narret dig, kan du så stole på noget i dig selv, da du så ofte har fundet ud af, at du tog fejl, selvom du troede, at du havde ret? Kan du stole på noget i dit indre, som du ikke kan definere og som du sjældent oplever? Kan du det?

Vi giver meget enkle øvelser på Kundskabens Vej. Du gode Gud, øvelserne er enkle. “Åh, de er så svære!” kan du sige. Hvorfor er det svært, hvis Vi siger: “Øv dig i at opleve Kundskab tredive minutter om dagen.” Folk siger: “Det er svært!” Hvorfor er det svært? Du bruger mere tid på at kigge på dig selv på badeværelset end det. Hvorfor er det svært? Det er svært, fordi du ikke mener, at du er det værd. Dette er reelt en investering i sig selv.

Lad os understrege denne meget vigtige pointe. Folk er skrækslagne for deres egne domfældelser. Derfor kan det se så uheldsvangert ud at se indad i begyndelsen. Der er helt mørkt derinde, du ved, og der er disse frygtelige tanker, frygtelige erindringer og billeder.

Verden har lært dig had. Verden underviser i had, fordi den ikke ved noget. Du ved noget. Så, verden er ikke dit oprindelsessted. Du er gæst. Du er ikke blot en del af denne verdens biologiske maskineri. Du bærer Kundskabens frø.

Ubrugt Kundskab er en frygtelig byrde. Den er kilden til alles neurose. Den er som at have en arm, man aldrig bruger. Den er akavet at bære rundt på hele dagen, ikke sandt? At have denne ting dinglende fra sin krop – den virker, men du bruger den bare aldrig. Den er altid i vejen.

Så, når individer begynder at følge deres Kundskab, bliver de konfronteret med deres egen selvtvivl og deres frygt for at dømme sig selv. Det er deres egne idéer, de er bange for. Det, der skræmmer dem, er deres egne idéer.

Den eneste måde at vide på, at en idé kun er en idé, er at se den i øjnene, hvis den står i vejen for én. Hvis du bliver elev af Kundskab og begynder at følge en indre, dybere styrke i dig, vil du blive konfronteret med din egen tvivl og dine egne domfældelser over livet.

Ser du, Kundskab er ligeglad med, hvad du har gjort. Den ønsker kun at udgå fra dig.

​I psykologiske termer tænker folk, at de bærer rundt på alle disse uløste problemer fra fortiden. Folk tænker: “Jeg bliver nødt til at bruge de næste tyve år på at løse disse problemer, og så jeg måske kan blive et lykkeligt menneske, der med et nyt synspunkt kan nyde tingene.”

Det sætter beslutningen bekvemt ud i fremtiden, ikke også? Tyve år med at løse din fortid er latterligt. Du vil ende dit liv som et uåbnet frø. Det er ikke, hvad Vi foreslår.

Du vil finde ud af, at du kan leve livet meget effektivt, uden at måtte fælde disse domme. Og, når først du har fået oplevelsen af ​​at kunne det, hvilket du allerede i udgangspunktet har, vil det styrke din overbevisning om, at det, du følger, er din fulde hengivenhed værdig. Det vil i dine egne øjne forløse dig, fordi du vil se dit værd være i relation til noget meget stort.

Folks værd må demonstreres for dem. Det er ikke nok for Os at sige: “I kan godt glemme ikke at bryde jer om jer selv, for I er alle vidunderlige.” Nu vil Vi sige det, for det er sandt. Vi nyder jer rigtigt meget, men er det nok? Dit værd må demonstreres. Gud vil gøre det meste af arbejdet, og du får al æren. Gud har ikke brug for ære.

Løsningens vej kræver dog, at du bliver meget bevidst i nuet. Her kan du se dig selv begynde at dømme og anklage dig selv og andre, men være nærværende nok til at bremse det, når det begynder at finde sted, og vælge en anden måde.

Ser du, den personlige side af dit sind består af vaner. Alt, hvad denne side er, er vaner. Et helt netværk af vaner. Derfor bliver den ved med at gentage sig selv igen og igen. Des mere du ser på dit personlige sind, desto mere vil du se, hvor gentagende det er, for sådan opretholder det sin identitet. Din personlige side må ikke fordømmes eller kasseres. Den er brugbar. Den forstår møtrikker og bolte og er meget nyttig, men udgør en meget ringe gud.

For at begynde at følge Kundskab, må du erkende behovet for den og mærke, at du er den værdig. Dette er i sig selv et skridt mod anerkendelse og et vigtigt skridt væk fra selvhad. At ændre dine tanker om dig selv vil ikke løse dilemmaet, da det ikke opfylder dine sande behov. At følge noget i dit indre, som ikke er baseret på dine domme, får dig helt fra dem. Uden din opmærksomhed og bekræftelse begynder de simpelthen at opløses.

Derfor giver Gud dig noget meningsfuldt at gøre, som ikke har noget at gøre med dine konflikter. Du siger måske: “Jeg er her for at finde ud af dem og løse dem,” men dette er blot din måde at forsøge at gøre dit nye liv relevant for dit gamle.

Overlevelse er ikke hovedbekymringen for Kundskabens mand og kvinde. De er i stand til at bidrage til livet, fordi de besidder det, livet her ikke gør, og således har de et ikke-forarmet liv. De er individer i stand til at give mening til verden. De er ikke grandiose, men denne mening kan flyde fra dem.

Ser du, alt, hvad folk virkeligt ønsker er at høre til et sted og give værdi til situationen – at være hjemme et sted og at være en del af noget virkeligt. Så kan de slå sig ned og deltage, og deres værd og mening vil igen og igen blive demonstreret for dem, for værdi og mening kan kun demonstreres.

Da du lever i en verden af ​​begrænsninger, vil du altid have begrænsninger, og du vil altid begå fejl her. Men du har nu intet grundlag for fordømmelse, fordi du ikke forsøger at få verden til at se godt ud. Faktisk forsøger du ikke på noget som helst.

Nu er du aktiv for at lade Kundskab dirigere dit bidrag. Hvis du er for tyk, for tynd, for høj, for lav, for dum, for seriøs, for hvad som helst, er det lige meget. Det fortvivlede forsøg på at retfærdiggøre dig selv, at være den store tøjler, begynder nu at falde væk.

Ser du, Gud er som luft. Alle er absolut afhængige af Gud, men de tænker aldrig på Gud. Folk er kun optagede af objekter, mens selve essensen, der opretholder dem minut for minut, og som giver denne ufordærvede verden, som de lever i, bliver taget for givet og skænkes aldrig en tanke. Når essensen er vigtigere end noget, du ser, vil du mærke stor styrke i dit liv, og taknemmelighed vil udstå med dig.

Gud drager alle Hjem. Det er din Kundskab – der drager dig Hjem, haler dig ind, trækker dig nærmere. Når Kundskab begynder at dukke op, vil den søge at opfylde sig selv, og hele grundlaget for den manglende evne til at tilgive vil forsvinde.

Det, som verden har brug for, er, at enkeltpersoner både finder og bringer deres Ældgamle Hjem hertil. Det er her, at verden vil ophøre med at være et fornægtelsens sted.