Som modtaget af
Marshall Vian Summers
på oktober 20, 1993

Det Større Fællesskab er det miljø I lever i. Det omfatter jeres verden og alle verdener i dens nærhed. Det er et enormt område i rummet, hvor intelligente livsformer interagerer med hinanden og repræsenterer et stort netværk af relationer mellem samfund og mellem individer i samfund, en større kosmologi og et større univers. Til dette er et større perspektiv, en større forståelse og en større religion påkrævet.

Det er svært for folk, der kun ser deres egen personlige kultur og nærmeste omgivelser, at forstå vigtigheden og betydningen af Større Fællesskabs Spiritualitet. Betydningsfuldheden ligger ikke kun i dens læres, dens perspektivs og dens forståelses omfang, men i de enorme praktiske fordele, den giver dig i dagligdagen i din egen verden og i de meget små ting, som du normalt er optaget af.

Det Større Fællesskab tjener her som en kontekst – en kontekst at se i, at forstå i og at vide i. Det giver en mulighed for at se ud over grænserne for menneskelig tænkning, menneskelige interesser og menneskelige overbevisninger og antagelser. Dette giver jer en enorm fordel. Således ligger fokusset her ikke på det, der ligger udenfor jeres sfære, men på hvordan I kan forstå jeres sfære indenfor en større kontekst. Hvad der foregår i andre verdener og mellem andre verdener er ikke jeres anliggende. Kun meget lidt af det, der foregår i det Større Fællesskab, vil have nogen direkte indflydelse på menneskeheden, hvorimod Større Fællesskabs kræfters indflydelse på jeres verden er tilstrækkelig til at skabe behovet for at lære en Større Fællesskabs Spiritualitet og en Større Fællesskabs Kundskabens Vej.

Når vi taler om det Større Fællesskab, lægger vi vægt på at opnå en mere universel forståelse og opfattelse. I det Større Fællesskab findes der mange former for intelligent liv og der er stor mangfoldighed i kulturelle normer, interesser, bekymringer og aktiviteter. Men det, der er fælles for liv overalt, som har udviklet sig til intelligensstadiet, er nærværet af Kundskab og formålet med Kundskab.

Kundskab i det Større Fællesskab er Større Fællesskabs Kundskab. Evnen til at tage imod Kundskab, at acceptere den og at anvende den repræsenterer Visdom, ikke kun verdslig Visdom, men Visdom i det Større Fællesskab. Idet du blev lært at se på dig selv på en meget lille måde, tager vi dig ud over dig selv og ind i et større univers. Når du så ser tilbage på dig selv, vil du se, hvad du aldrig før har kunnet se. Og du vil se dine omgivelser klarere, end du nogensinde før har kunnet.

Det Større Fællesskab består af en stor mangfoldighed af liv, der repræsenterer mange forskellige fysiske miljøer og mange stadier af individuel, kulturel, politisk og åndelig udvikling. Omfanget af denne mangfoldighed er ikke jeres anliggende. Men det faktum, at den eksisterer, og at I vil møde dens virkelighed, går sandelig dybt og giver anledning til det store behov, som vi opfylder med vores præsentation til jer.

I det Større Fællesskab er der mange verdener, hvor intelligent liv har udviklet sig. Og der findes endnu flere verdener og steder, som kræfter fra det Større Fællesskab har koloniseret for at skaffe sig ressourcer eller for at søge nye og mere beskyttede miljøer. Verdener som jeres er ret sjældne og er derfor meget værdsatte og agtede af dem i det Større Fællesskab, der kender til disse. Jeres verden har faktisk af flere forskellige racer været brugt i årtusinder som biologisk lager og ressource.

Du kan spørge: “Hvorfor er der ikke kommet en Større Fællesskabsstyrke for at kolonisere verden og overtage den?” Det er der flere vigtige grunde til. Den første er, at den store biologiske mangfoldighed, som I nyder og som udgør en sådan pragt i jeres verden, udgør et stort dilemma for fremskredne racer, hvoraf mange har udviklet sig i mere sterile omgivelser. At leve her er vanskeligt på grund af selve denne biologiske mangfoldighed.

En anden ulempe ved jeres verden er, at mennesker lever over jorden, hvilket ikke er foretrukket af de fleste fremskredne racer. Underjordiske bosættelser har vist sig at være langt mere effektive og imødekommende, især når man er aktivt engageret med andre magter i det Større Fællesskab. Dette giver jer større sikkerhed og bedre muligheder for som helhed at beskytte jeres fysiske ressourcer og jeres befolkning. At leve under jorden isolerer jer imidlertid fra biologiske elementer i det ydre miljø, hvilket gør jer mere modtagelige for sygdomme og angreb fra andre organismer. Dette præsenterer en interessant sandhed i det Større Fællesskab: Des mere sikker og tryg I bliver, desto mere sårbare er I.

Af denne grund udgør jeres verden, selvom den er strålende i sin mangfoldighed med et væld af planter og dyr, også en stor vanskelighed for besøgende fra det Større Fællesskab med hensyn til at bo og at opholde sig her med nogen grad af frihed og mobilitet. Ja, de kan besøge jer og rejse rundt. Ja, de kan gøre utrolige ting. Men de kan ikke leve særlig effektivt på overfladen. Derfor er der nu et stort forsøg på at krydse sig med menneskeheden for at opnå denne biologiske fordel. Blander man Større Fællesskabs sociale sammenhængskraft og intelligens med menneskets fysiske udholdenhed, vil man så sandelig have en race, der kan opholde sig i denne verden.

Disse idéer kan virke alarmerende, men set fra et Større Fællesskabsperspektiv er de ganske indlysende og åbenlyse. Da I ikke har fungeret bevidst i denne større kontekst, kan disse ting virke skræmmende eller svære at fatte. Men nu må I acceptere, at I ikke er alene, og at I bestemt ikke er på udviklingens top i det Større Fællesskab. Dette gør både én ydmyg og forfriskende ærlig. Dette giver dig fordelen og motivationen til at lære, til at udvikle dig, til at overskride dine tidligere begrænsninger og grænser og opnå nye evner og forståelse, som jeres besøgende vil give dig, enten forsætsligt eller utilsigtet. Verdens forfatning forlanger dette. Dette er den verden, som du er kommet fra dit Ældgamle hjem for at tjene. Og dette er de ting, som du nu må lære og må anvende.

Det Større Fællesskab tilbyder menneskeheden forløsning, men ikke på den måde, I måske tror. Det tilbyder forløsning, fordi det stiller jer overfor en række større problemer og udfordringer, som I må rejse jer til og nu dedikere jer til. Dette giver jer mulighed for at undslippe de skrækkelige dilemmaer og begrænsninger, der binder menneskeheden og holder den i en fortvivlet overlevelses- og selvoptagethedstilstand.

At løse større problemer giver dig mulighed for at opnå større intelligens, større evner og større Visdom. Kun større problemer kan gøre dette, fordi deres løsning er nødvendig og fordi de kræver større ting af dig. Det er sjældent, at et menneske kan udvikle disse egenskaber uden enorme ydre krav. Disse ydre krav er her nu. Og selvom risiciene er store og problemerne enorme, er mulighederne uden sidestykke.

For at imødekomme disse større problemer har du brug for den Større Styrke, som Skaberen har givet dig. Du kan ikke fæste din lid til konventionel visdom; du kan ikke engang fæste din lid til din intuition. Du må søge den Større Styrke, der findes i dig, og som kan hjælpe dig med at fremskynde din udvikling og imødekomme en række nye krav om tilpasning, overlevelse og opnåelse. I dette tilbyder det Større Fællesskab dig forløsning ved at kræve større ting af dig og ved at påkalde en Større Styrke i dig. Det er sådan, at menneskeheden vil gøre fremskridt. Det er sådan, at alle racer i det Større Fællesskab gør fremskridt. Og dette er beviset på Skaberens arbejde, for Skaberen gør det, der virker, selvom det er uforståeligt for dem, der er bestemt til at være dets begunstigede.

Søg derfor ikke først forståelse. Søg involvering og oplevelse. Kundskab i dig ved nøjagtigt, hvad du skal gøre i livet, hvad du må stræbe efter, og hvad du må opnå. Den kan ikke forvirres eller distraheres af denne verdens glæder og rædsler. Den er ikke ambivalent. Den er ikke i tvivl. Den er ikke plaget af smertefulde erindringer fra fortiden eller af et dystert syn på fremtiden. Den fører dig ubarmhjertigt mod din opfyldelse og dit formål, for de er ét. At opfylde dit formål repræsenterer dit arbejde i verden og formålet med, at du kom her. Nu er det Større Fællesskab den kontekst, hvori at forstå dette, for menneskeheden er så sandelig i færd med at træde ind i det Større Fællesskab. Dette og den vellykkede etablering af det er du kommet her for at deltage i og støtte.

Således er det Større Fællesskab jeres kontekst. Det repræsenterer et større liv, der kræver større Visdom fra jer og etableringen af større relationer i jeres liv. Dette er beviset på Guds arbejde i verden, som i vid udstrækning ligger udenfor menneskelig påskønnelse. I er ikke kommet langt nok til at kunne se tilbage og se den samlede virkning af dette. I ser ikke, hvor vigtigt det er for jeres overlevelse, hvor vigtigt det er for jer at møde de store miljømæssige og politiske udfordringer, som I står overfor i jeres verden, og hvor vigtigt det er for jer at møde de endnu større udfordringer gennem et succesfuldt engagement med racer fra det Større Fællesskab.

Det Større Fællesskab repræsenterer en ny forståelse af Guddommelighed, Guddommeligt formål og menneskelig opnåelse i det fysiske liv. Det er en helt ny tærskel at komme over. Faktisk repræsenterer den mange nye forståelsestærskler. Foreløbig må det Større Fællesskab sidestilles med det fysiske univers, men i virkeligheden er det ikke begrænset til livets fysiske rige. Det inkluderer de større og mere forfinede dimensioner af intelligent liv og intelligent interaktion. Det er en fuldendt oplevelse af livet og af livets nærvær, som I er fordybet i.

Når vi bringer jer til det Større Fællesskab, bringer vi jer til jeres liv som det virkeligt er i al sin fylde, pragt, mangfoldighed og dybde. Vi tager jer ikke væk fra jeres verden og anbringer jer et andet sted. Vi anbringer jer ikke i fremmede omgivelser. Vi giver jer ikke fremmede synspunkter og fremmed forståelse. Derimod bringer vi jer til jeres liv, som det er, og som det vil blive. Og vi opfordrer jer til at møde livet, som det er, og forberede jer på livet, som det vil blive.

Hvad er teologi andet end anerkendelsen af Guddommelig indblanding i fysisk liv? At spekulere over, hvad Gud er, hvordan Gud ser ud, hvor Gud bor, eller hvordan Gud fungerer er helt klart en meningsløs bestræbelse. Svarene på disse spørgsmål findes i mysteriets rige langt udenfor menneskets forståelse og begreber, langt udenfor jeres evne til at forstå tingene på idéernes plan og på det intellektuelle plan. Dette er sfæren for den rene oplevelse. Det er sfæren for samhørighedsfølelse og relationer. Det er sfæren, hvor det større formål må findes, opleves og opfyldes. Derfor fører vi jer ud over jeres forståelse og ind på en større arena af livet, hvor I allerede lever, for at møde de kræfter, der allerede er der for jer, for at give jer større sindsnærvær og en større evne til at håndtere livets verdslige problemer, samt gøre jer i stand til at rejse jer og imødekomme de store udfordringer, som I står overfor i jeres verden på dette tidspunkt. Mens vi gør dette, opmuntrer vi til ydmyghed, sindets åbenhed, tro, udholdenhed og klar skelneevne.

Når vi taler om det Større Fællesskab, opfordrer vi ikke til, at I forlader verden og rejser til et fjernt sted. Vi forbereder jer ikke på rumrejser. Vi opfordrer ikke engang til rumrejser. Rumrejser vil finde sted, for den er en del af jeres skæbne og evolution, men det er ikke det, der opfordres til her. I behøver ikke at rejse til en anden verden for at erkende, at I lever i et Større Fællesskab, for det Større Fællesskab står lige på jeres dørtrin. Det kigger ind ad jeres vinduer. Det er i jeres nabolag. Det er her. Det repræsenterer pragt og rædsel, forundring og skønhed, alvorlige problemer og dilemmaer, ligesom jeres verden, men i en større kontekst og i højere grad.

Hvis I imødekommer disse større udfordringer, vil I kunne løse de endemiske problemer i jeres egen verden. En større række problemer vil gøre jer i stand til at løse mindre problemer. Det er denne evne, som I nu må dyrke. Det Større Fællesskab er forløsende, fordi det skaber en nødvendighed for jer. Det er ikke blot et problem, der vil eksistere på et fjernt tidspunkt i fremtiden. Større Fællesskabskræfter er nu til stede i verden og bestemmer retningen for verdens udvikling. Det Større Fællesskab repræsenterer jeres skæbne og jeres dilemma og jeres større løfte. Her er succes og fiasko afgørende, og derfor lægger vi så stor vægt på forståelsen af og forberedelse på det Større Fællesskab.

I denne bog præsenterer vi Større Fællesskabs teologi, hvilket repræsenterer det Guddommeliges vilje og arbejde i fysisk liv. At sidde i verden og spekulere over, hvad Gud har gang i, er ikke teologiens opgave. At erkende det Guddommelige arbejde og at engagere sig i det viseligt og passende er, hvad teologi handler om. Teologi handler om forståelse og handling. Hvis forståelsen ikke fører til handling, er der ingen virkelig forståelse. Det er den store forskel mellem visdom og idealisme. Visdom fører til handling, og idealisme fører ingen steder hen. Den har ingen retning. Man kan ikke handle effektivt ud fra den, for den fører ingen steder hen. Teologi er intuitiv. Den er reel. Den er her. Den er verdens bevægelse og det Guddommeliges bevægelse i verden og i det Større Fællesskab som helhed.

Det Større Fællesskab er forløsende for jer af en anden meget vigtig grund. Det er jeres store mulighed for at se ind på livets større arena, at se livets storhed og livets udstrækning. Hermed vil du få en større forståelse for, hvorfor du er kommet til verden og for hvem der har sendt dig. Større Fællesskabskontekst giver dig denne lejlighed og dette behov. Ser du, Gud forløser dig ved at give dig noget vigtigt at gøre, noget større end dine personlige besættelser, din frygt og dine bekymringer. Således bliver dit værd genoprettet til dig. Således bliver din gave opdaget. Og således bliver din eksistens i verden retfærdiggjort og velsignet.

Du er givet at lære en større opgave og en større forståelse. Dette er et større bjerg at bestige, som i sammenligning vil få alle de små bakker, der tidligere frustrerede dig, til at virke rigtigt små og ubetydelige. Her vil du slippe dine afhængigheder og dilemmaer, fordi du påtager dig noget større i livet. Her vil du slippe frygt og selvbeskyttelse og alle de lidelser, der følger med dem, ved at bevæge dig i en bestemt retning, ved at arbejde i en større kontekst for at opnå en større forståelse og ved at bruge denne større kontekst til at løse de små dilemmaer, der før kun kunne frustrere dig og være en hindring for dig. Af alle disse grunde er I velsignede ved at leve i det Større Fællesskab og have behovet og muligheden for at lære Større Fællesskabs Spiritualitet og alt, hvad det betyder for dit velbefindende, din udvikling og jeres fortsættelse som race.

Det Større Fællesskab tilbyder jer forlangendet, at I forener jeres race, et krav som I i fortvivlet grad har brug for i jeres verden, et krav der er en nødvendig del af jeres udvikling, og som vil muliggøre store opnåelser både nu og i fremtiden. De ting, der overskygger jer og kalder jer ud af jeres individuelt optagede liv, påkalder netop de ting, som verden har brug for fra jer og for jer. Uanset på hvilket niveau, på hvilken måde eller i hvilken kontekst dit bidrag ydes, er det for at tjene denne, menneskehedens større bevægelse. Des større din forståelse er, desto større er den gave, der kan gives.

Derfor præsenterer vi jer for det Større Fællesskab, som det virkeligt er, ikke som I ønsker, at det skal være, ikke som I håber på, at det er, ikke som det er foreskrevet i jeres verdens religioner, men som det virkeligt er – med alle dets iboende problemer og dets storslåede muligheder.

Forløsning er baseret på opnåelse. Dette er den rette forståelse at have. Derfor, når du beder om fred, om helbredelse, om uddannelse, om Visdom eller om sindsro, er det, som du i virkeligheden beder om, en måde at få adgang til Kundskab på, det Større Sind, som du besidder, som forbinder dig med og binder dig til alt liv overalt. Du beder om, at der stilles større krav til dig. At bede om fred eller sindsro, Visdom eller Nåde betyder, at du beder om at blive givet de ting, der gør opfyldelsen og oplevelsen af disse ting mulige. Men hvis du beder om at undslippe livet, om en udsættelse af livet eller om at undgå livet, beder du om ingenting. Hvis din anmodning om fred og sindsro bliver imødekommet og der gives et svar, vil du i dette tilfælde ikke forstå svaret. Muligheden ligger i at løse livets problemer og i at se det Større Fællesskabs problemer i øjnene, da disse ting har indflydelse på jeres verden. Hvis du opnår noget her og dyrker en større bevidsthed og forståelse, vil du få en belønning, som du ellers aldrig kunne have fået.

Det Større Fællesskab er dit nye hjem. Det er ikke nyt, men det er dit nye hjem, mens du er i verden. Du bor ikke i en landsby, i en lille kommune og ikke engang kun i én nation længere. Du er borger af en hel verden. Det Større Fællesskab forlanger, at du har denne forståelse og denne identitet, for fra et Større Fællesskabsperspektiv er alle mennesker det samme. De ligner alle hinanden. Forskellene mellem jer er ubetydelige. Uanset hvor du er født, hvilket sprog du taler, hvor du går i kirke eller hvad du spiser, er du fra et Større Fællesskabsperspektiv et medlem af den menneskelige race. Du er et menneske. Du er borger af denne verden.

Denne opfattelse af dig selv er nødvendig for din udvikling, for du er medlem af én race og af én verden. Jeres race har brug for at blive forenet, selv med al sin mangfoldighed – sine særheder, sine kulturelle sondringer og sine etniske opdelinger. I er stadig mennesker, medlemmer af én race, af én verden. Hvis du får denne bevidsthed, vil store ting kunne gøres gennem dig. Skaberen kan arbejde gennem dig. Dit formål kan opleves og dets bidrag ydes. Kun det Større Fællesskab kan tilbyde dig dette. Du kan ikke opnå dette, hvis du er bundet til din kultur, til din race, til din nation, til din familie eller til dine daglige anliggender.

Efterhånden som du lærer at få et Større Fællesskabsperspektiv og -forståelse, vil du erkende, hvad der kræver din opmærksomhed, og hvilke problemer og vanskeligheder du må lægge til side eller undgå. Så vil dit liv blive enkelt, direkte, storslået og krævende – alt det, der fører til opnåelse og sand tilfredshed. Livet kræver meget af dig, fordi dine bønner om fred er blevet besvarede. Du lever i en krævende situation, fordi dit behov for Kundskab og selvintegration er så presserende. Hvis du ærgrer dig over, at verden er som den er, vil du gå glip af dens muligheder. Hvis du beklager dig over, at du er nødt til at overveje eller acceptere, at din verden er ved at blive en del af det Større Fællesskab, vil du gå glip af svaret på dine bønner. Gud giver dig en opgave, der kan lede dig ud af din elendighed og som kræver, at du udviser større visdom og intelligens, både overfor andre og overfor dig selv.

Dette er måden, fordi disse større aktiviteter fremmer større relationer og kalder på større evner. Du er befriet fra fortiden og kaldet ind i nutiden til noget større, hvor der er brug for dig, hvor du er skæbnebestemt til at være og hvor dit bidrag er påkrævet. Dette er opfyldelse. Det Større Fællesskab kalder på dig, fordi du lever i det Større Fællesskab, fordi du er en del af en race, der er ved at træde ind i det Større Fællesskab, og fordi kræfter fra det Større Fællesskab engagerer sig med verden og møder mennesker overalt. Forsøg ikke på at forstå dette, for din forståelse kan ikke rumme dets fulde betydning. Du kan imidlertid opleve det og erkende dets værdi og betydning for netop dig.

Hvis du kan acceptere, at du er kommet fra hinsides verden for at tjene denne verden, vil du indse, at den verden, du er kommet for at tjene, tilbyder de betingelser, der vil bringe det, som du er kommet for at give, frem. Hvis du kan acceptere dette, vil du holde op med at fordømme verden, men derimod begynde at lede efter dens muligheder og lade den kalde det frem, som du er kommet for at give. Dette kald er naturligt og din respons vil være naturlig, mere naturlig end noget andet, du kan forestille dig. Hvis du kan acceptere disse ting, er du trådt ind på vejen til forløsning, opnåelse og opfyldelse. Det er en lang vej, en vej med mange udfordringer og store krav til læring, men det er en vej, der vil få dig til at skille dig ud fra andre i en sådan grad, at du kan opnå en større forståelse og en større evne. Og andre vil drage fordel af din præstation og din uddannelse.

Din forberedelse på det Større Fællesskab er den største og livsvigtigste uddannelse, der kan fremmes og udbredes i verden i dag. Denne uddannelse er det eneste, der vil gøre jer i stand til at løse de voksende globale problemer i verden, som synes så overvældende, og som jeres samfund synes så ude af stand til at tackle og så dårligt rustede til at løse. Forberedelsen på det Større Fællesskab er det allervigtigste. Den involverer alle aspekter af læring. Den forlanger, at eleven af Kundskab bliver dygtig til at løse problemer i mindre skala, så problemer i større skala kan erkendes, håndteres og løses.

Hvad er det Større Fællesskab? Det er dit svar. Det er det, som du er kommet her for at tage dig af. Ved at arbejde på din egen specifikke måde vil du spille en rolle i verdens udvikling og opfylde din mission her og den mission, som dem, der har sendt dig, er på. Dette er det store løfte. som vi giver. Dette er det store løfte, som er født af verdens fremkomst i det Større Fællesskab. Og dette er det store løfte, som Kundskab i dig må respondere på, for i dette har den intet valg.