Som modtaget af
Marshall Vian Summers
på september 21, 1993

I det Større Fællesskab er Kundskab essensen og substansen i al religiøs oplevelse. Kundskab overskrider denne oplevelses udtryk med hensyn til teologi, andagtsritual og åndelig praksis, som varierer betydeligt fra en verden til en anden. Men åndelighedens essens – den motiverende faktor i religion, den religiøse oplevelses virkelige kald – er Kundskab.

Kundskab repræsenterer dit bånd og din iboende relation til alt liv. Men Kundskab har en specifik mission til dig i dette liv – en mission, som du opfordres til at finde, til at acceptere og til at opfylde. Med andre ord er Kundskab ikke alt i dig; Kundskab er din forbindelse til alt. Kundskab er intelligent; den er her med et formål. Kundskab er den del af dit sind, som er åndeligt og permanent. Den er den del af dit sind, der ved, hvem du er, og hvorfor du er kommet her, hvem du må nå og hvad du må opnå.

Kundskab er i dig nu, men du kan ikke gribe fat i den. Den er der ikke for at du kan erhverve dig den og bruge. Derimod har du en mulighed for at komme tilbage i relation til Kundskab. Her genforenes dit personlige sind, det sind, der er betinget af din verden, og dit Upersonlige Sind, det Sind, som du har bragt med dig fra hinsides verden, i et meningsfuld forhold baseret på et formål i verden og på en relation til verden og til mennesker, der støtter dette formål.

Alle disse definitioner er værdifulde, men for at opleve deres værdi, må du overveje dem dybt. Hvis du siger, ”Jo, den definition kan jeg godt lide,” eller ”Jeg bryder mig ikke om den definition,” eller ”Dette lyder rigtigt for mig,” eller ”Dette lyder ikke rigtigt for mig,” forsøger du blot, når du støder på noget nyt og revolutionerende, at relatere til dine tidligere domme, evalueringer og oplevelser. Hvis du gør det, vil du ikke forstå betydningen af det, som vi præsenterer. Du vil blot øve dine tidligere overbevisninger, idéer og evalueringer, og der vil ingen ny læring finde sted. At strække sig ud over sine egne idéer og antagelser og række ud efter noget større, der overskrider dem, er en handling, der kræver mod, integritet og forpligtelse til sin personlige udvikling og til at yde et reelt bidrag til livet. Dette er vejen til Kundskab.

Kundskab er med dig. Den er i dig, men du kan ikke nå den og gribe den, holde fast i den og bruge den for din egen skyld. Den repræsenterer snarere det løfte, der ligger i dig om, at du har en større identitet og et større formål i verden. Den repræsenter et løfte om, at der er større relationer i verden, som du kan finde og udvikle givet den rette forståelse og erkendelsen af et underliggende formål i livet, der specifikt er for dig at opfylde. Her må din definition af dit formål forblive udefineret, for sandt at sige vil det falde på plads meget langsomt. Du kan ikke bare identificere det og sige, ”Det er dette. Dette er grunden til, at jeg er her. Det er dette, jeg vil gøre.” Det er der mange mennesker, der gør, men det er letsindigt. Det afslører blot deres utålmodighed og deres ambitioner. Den virkelige opdagelse af Kundskab og formål er helt anderledes.

Det er meget vigtigt at give Kundskab en praktisk definition i verden, for Kundskab må føre til handling. Som en idé eller et ideal er dens værdi meget begrænset. Som en motiverende kraft, der leder dig, guider dig og til tider endda opfordrer dig til at gøre noget, der overskrider dine personlige interesser, giver Kundskab en meningsfuld definition. Dette er oplevelsen af Kundskab.

Du har måske svært ved ordet Gud og med andre ord, der er blevet indpodet i religiøse traditioner, som du er bekendt med eller fra hvilken du har udviklet dig siden barndommen. Kundskab er imidlertid selve kernen af din åndelighed. Du genforener dig med Gud gennem Kundskab. Du genforener dig med dig selv gennem Kundskab. Du genforener dig med andre gennem Kundskab. Kundskab er mediet.

Derfor har vi forskellige definitioner, og de forekommer alle i nogen grad at være distinkte. Hvordan kan det være? Det er fordi Kundskab er så fantastisk og har så mange facetter. Kundskab befinder sig i selve kernen af intelligent liv her i denne verden og over hele det Større Fællesskab. Man kan ikke kun definere den udfra ét aspekt. Kundskab er det Mægtige Nærvær, der står bag alle livets manifestationer. Du ser den her, og så ser du den der. Den ser anderledes ud her end den gør der. Og så oplever du den på ny, og noget nyt kommer med den. Kundskab er den større del af dig, der lever i manifest liv. Den oversætter universets Vilje til din dagligdags verdslige oplevelse. Idet du bliver i stand til at komme nærmere Kundskab, at være opmærksom på Kundskab og at åbne dig for Kundskab, kan dens oversættelse gives til dig med tiltagende hyppighed og dybde.

Du vil byde Kundskab velkommen i dit hjerte, for den vil være kendt for dig, og den vil genlyde i dig. Den vil genlyde i en del af dig, som du sjældent oplever. Den vil genlyde hele vejen ind til kernen af dit væsen. Selv om dit sind protesterer imod det, selv om din frygt vækkes, og selv om du er forvirret, vred og modsætter dig det, vil dette være sandt for dig, fordi det er sandt. Dette er kommunikation; dette er væren; dette er formål; dette er identitet, der transcenderer alle verdslige tanker, overbevisninger, kulturelle identifikationer og politiske tilknytninger – selv din personlige vilje. Dette er Kundskab.

For at begynde at forstå Kundskabens virkelighed, må vi se på beviset på Kundskab. Dette bevis kan findes i din oplevelse. Det er oplevelsen af at blive bevæget til at gøre noget eller ikke at gøre noget. Det er oplevelsen af irrationel tilbageholdenhed. Det er oplevelsen af at forudse noget og vide noget, hvorefter det finder sted. Det er oplevelsen af at bevæges til at tage et sted hen, at gøre noget bestemt, at associere sig med nogen, eller tage afstand fra nogen. Dette repræsenterer dit livs dybere bevægelser. Det er ikke noget som dine idéer eller din emotioner eller dine følelser driver dig til. Det er noget dybt i dig, der bevæger dig i din grundvold. Dette er beviset på Kundskab.

Når nogen bliver dybt bevæget til at gøre noget, der sætter dem på en anden kurs i deres liv og i en anden retning end den, de havde planlagt at gå før – er dette bevis på Kundskab. Når nogen føler, at noget forkert er ved at ske og derefter handler for at undgå en farlig situation – er dette bevis på Kundskab. Når nogen rækker ud til andre på en dyb måde og bygger bro over kløfter, der er skabt af deres personligheders uoverensstemmelser med en sådan virkning, at begge parter er forandrede – er dette bevis på Kundskab. Oplevelsen af samhørighed med livet og samhørighed med en anden, oplevelsen af større motivation i livet til at gøre en større indsats eller nå et mål, der må nås, hvor udefineret det end er i øjeblikket – er dette beviserne på Kundskab.

Nu kan du sige, “Jamen, I taler om intuition.” Nej, vi taler ikke om intuition. Intuition er Kundskabens ydre udtryk, ligesom snedrysset inden stormen. Så meget større er Kundskab end intuition. Nogle mennesker tænker at intuition er del af deres personlige overlevelsesmekanisme. De erkender ikke, at Kundskab er den Større Kilde i dem. Kundskab er så meget større end det spinkle udtryk, der kaldes intuition, at du ikke må forveksle dem. Kundskab er levende; den er intelligent; den tænker i dette øjeblik. Den er ikke blot en refleks i dit sind eller i din krop.

Du lever livet på to planer. Du lever på det plan, hvor du tænker, og du lever på det plan, hvor du ved. Det er at få dig ind i livet på det plan, hvor du ved, som er formålet med sand religion i alle dens former. Dette genforener dig med din Skaber og med dit højere formål med at være i verden. Dette tager dig tilbage til Kundskab, for Gud kan kun være kendt. Dit formål kan kun være kendt. Dine sande relationer i livet kan kun være kendte. Dine sande tilskyndelser kan kun være kendte. Dine idéer om dem er sekundære og kan, som det ofte er tilfældet, kun forstyrre erkendelsen af Kundskab. Du kan tro på alle disse ting. Men tro må have ægte oplevelse som grundlag; ellers bliver tro selvbedragerisk.

Kundskab lever i dig i dette øjeblik. Du lever i dine tanker og i dine idéer, i dine sansninger og i din opfattelse af verden omkring dig. Du er styret af kræfter, både fysiske og mentale, som du ikke kan gøre rede for, men dette foregår kun på overfladen af dit liv. Længere nede ligger de virkelige strømninger, der bevæger dit liv, Kundskabens strømninger. Kundskab bevæger dig langsomt i stilling, så du kan opdage og lære de ting, som vil gøre dig i stand til at tage det næste skridt i dit liv. Kundskab bevæger dig mod erkendelse, mod forståelse og mod bestemte mennesker, der af skæbnen er bestemt til at møde dig og være sammen med dig, hvis du kan finde dem og de kan finde dig.

At noget er forudbestemt betyder ikke, at det vil ske. Dette er meget vigtigt at forstå. Du kan gå glip af din mulighed for at finde dit formål og finde de mennesker, der betyder noget for dit formål, og de kan også glippe her. I virkeligheden sker dette hele tiden. Du kan trøste dig selv og tænke, ”Nåh, men en anden mulighed kommer lige om hjørnet.” Men det er ikke tilfældet. Hvis du kunne se dit liv fra et større perspektiv, ville du se, hvor vigtige disse muligheder er og hvorfor de ikke dukker op særligt ofte.

Kundskab bevæger dig, på trods af dine personlige mål, ønsker, frygt, ambitioner, tilknytninger og aktiviteter, i retning af en skæbne og en opnåelse i livet. Tænk aldrig, at alt hvad du stræber efter at få kommer fra Kundskab. Tænk aldrig, at alle de ting, du stræber efter at have, gøre eller være kommer fra Kundskab. Her må du være meget ærlig, oprigtig og åben overfor dig selv. Du må være forpligtet til sandheden over enhver anden fordel. Dette er nødvendigt for blot at begynde at genvinde Kundskab. Du må ære det større behov og den større impuls, der får dig hinsides dine egne definitioner. Dette indleder din rejse på Kundskabens Vej. Dette får dig i gang.

Kundskab vil ikke give dig rigdomme, berømmelse, kærlighed og fornøjelse. Den byder på noget, der er så meget større og så meget mere værd, at du – når korrekt set og virkeligt set – vil se, at der ingen sammenligning kan være med andre ting, der dominerer folks opmærksomhed, idéer og aktiviteter.

Kundskab er religion i universet. Den er den del af din religiøse oplevelse, som er oversættelig mellem dig og andre, i andre kulturer i denne verden og også mellem verdener. Den repræsenterer en oversættelig og universel åndelighed – en universel måde at kommunikere, genkende og associere sig med andre på. En anden, der måske ikke deler din biologi, dit miljø, dit temperament, dine værdier, din sociale konditionering, dine ambitioner, dine bekymringer eller dine teknologiske evner, kan nås og kan nå dig gennem dette livets større medie kaldet Kundskab.

Noget, der forekommer at være så undvigende, så sjældent, så flygtigt, er faktisk selve livets essens. Og på lignende måde er de ting, der forekommer at være så storslåede, så magtfulde, så overvældende, så strålende og så dominerende, livets meget små ting. Denne erkendelse er en stor kovending i tankegang og et stort gennembrud i forståelse.

Kundskab er et vigtigt fokuspunkt, når vi taler om det Større Fællesskab, fordi Kundskab er den eneste del af dit sind, der ikke kan påvirkes, korrumperes eller kontrolleres. Dit personlige sind kan og bliver korrumperet, påvirket og kontrolleret – af jeres medier, af jeres regering, af jeres primære relationer og så videre. Men Kundskab i dig er ubestikkelig. Du kan bruge den forkert og misfortolke den, men du kan ikke korrumpere den. Den er Guddommelig. Den er udenfor din rækkevidde. Verden kan ikke korrumpere den, for den er udenfor verdens rækkevidde. Derfor er den kilden til din frihed i livet. Derfor er den kilden til din sande integritet i livet. Og det er derfor, at den kan udføre din mission, uden at din mission bliver fordrejet eller ødelagt. Du kan forsøge at fordreje eller ødelægge din mission, men på Kundskabens plan er den stadig intakt.

Når vi siger, at du ikke kan gribe fat i Kundskab og bruge den, mener vi, at du ikke kan ugyldiggøre den og du kan ikke krænke den. Hvis du prøver, vil du mærke et stort ubehag. Du vil føle dig meget utilpas med dig selv. Dette ubehag er udbredt i den menneskelige oplevelse. Selv uden at vide, hvad Kundskab er, eller hvor den lever, eller hvordan den fungerer, eller hvad den ved, hvis du gør noget, der går imod Kundskabens retning, vil du mærke dette ubehag, denne afstandtagen til dig selv. Du vil føle dig ilde til mode. Sådan vil have det ikke fordi Kundskab straffer dig på nogen måde, men fordi du går imod noget, der er kendt i dig. Dette frembringer en meget dybtgående og gennemtrængende utilpashed. Intet omfang af terapi, fornøjelser, flugt eller beskæftigelse kan befri dig fra dette ubehag. Du må få dit liv i harmoni med Kundskab i dig. Dette kan du opleve, og din oplevelse vil være beviset på, at det enten lykkes dig eller at du fejlede i denne henseende.

Dette ubehag, som er resultatet af at være i strid med Kundskab, er meget dybtgående og omfattende. Dette foregår ikke på overfladen af dit sind. Mange mennesker er så kompromitterede i deres aktiviteter, i deres værdier og i deres forfølgelser, at de har tilpasset sig dette ubehag. Ubehaget afspejler, hvordan de føler sig og hvordan de lever. Ubehaget forklarer alle de fortvivlede forsøg på flugt, misbrug, undvigelse, selvbedrag og andre former for uærlighed, som er så tydelige her.

Kundskab er imidlertid under alt dette. Du kan kalde den Ånd. Du kan kalde den Åndeligt Sind; men den vil transcendere dine definitioner, hvad end du kalder den. Vejen til Kundskab er vejen til Guddommelighed og til erkendelse af dit højere formål og mening med livet. I det Større Fællesskab antager dette en endnu større betydning. Her vil Kundskab gøre dig i stand til at transcendere dine idéer, dine skikke, dine overbevisninger og din egen verdens idéer, skikke og overbevisninger, så du kan få noget mere komplet, mere universelt og mere oversætteligt. I en Større Fællesskabskontekst må du fokusere på noget, der er grundlæggende, noget, du deler med alle andre former for intelligent liv. Dette finder du på Kundskabens niveau, ikke på intellektets, personlighedens, kulturens eller skikkenes niveau.

Større Fællesskabs Kundskabens Vej repræsenterer religion i det Større Fællesskab. Den repræsenterer således en større kontekst for religiøs oplevelse og religiøst udtryk overalt i verden. Hvis du fjerner religion, har du åndelighed, for religion er alt det, der er bygget på åndelighed, i et forsøg på at helliggøre den, genskabe den, validere den og sikre dens videreførelse i jeres oplevelse. Kundskab er kilden til din åndelighed, og den er lagt i dig. Den er en gave, og vi genintroducerer den for dig. Den kan forekomme at være ny, selvom den har været med dig hele tiden.

Man må nå en vis tærskel i livet for at værdsætte Kundskab og acceptere dens virkelighed og bevæge sig i retningen af den. Her må verden skuffe dig nok til at du vil sætte spørgsmålstegn ved, om den overhovedet kan tilfredsstille dig. Her når du en tærskel i dit eget liv og på din egen måde, hvor du kommer til at vide, at noget større i dit liv afventer dig, kalder på dig, er givet til dig og som udstår med dig. Og du ved, at uanset hvad du gør i livet for at opnå glæde, rigdom, berømmelse, erhvervelser, anerkendelse eller noget andet, kan intet måle sig med at genopleve denne dybere og mere profund fornemmelse af selv og formål med livet. Alle bevæger sig i retning af denne tærskel, begyndelsestærsklen til erkendelsen af Kundskab.

Mange mennesker tænker, at de er meget intuitive, og at de altid har været intuitive. Det betyder dog ikke, at de har nået den tærskel, hvor Kundskab bliver reelt vigtig og deres tid og indsats værdig. Mange mennesker tror, at intuition er noget, der bare nærer dem mens de går, som om de var del af et åndeligt velfærdssystem, hvor man bare samler ind mens man går. Dette er meget patetisk. Du vil aldrig finde kilden til dit formål eller til din inspiration med denne tilgang, og du vil aldrig tage ansvar for, hvad du selv må lære og gøre for at begynde at gå på Kundskabens Vej og tage trinnene til Kundskab.

Kundskab er relateret til din evne til at vide. Vi kalder den også for det Vidende Sind. Problemet med at præsentere den som det Vidende Sind er, at mange mennesker tænker, at de har et Vidende Sind, som de kan dykke ned i hvert øjeblik det skal være. Dette er ikke tilfældet. Kundskab når dig. Det, du kan gøre, er at lære at være stille og modtagelig, lære at suspendere dine domfældelse og tilsidesætte dine præferencer, dine kompulsioner, dine idéer og dine overbevisninger længe nok til, at noget større kan åbenbares for dig. Du forbereder dig selv på Kundskab. Du kan ikke lægge hænder på den, gribe den og bruge den for dig selv. Dette er for at beskytte dig. Noget stort lever i dig. Den er ikke din alene at eje og besidde. Den er noget, du har tilfælles med alt liv. Uanset om du har en religiøs opvækst eller ingen religiøs opvækst, uanset hvilken tro, du er født ind i, lever Kundskab i dig.

Hvis Kundskab kan finde udtryk i dit liv, kan en større værdi, en større mening og et større formål demonstreres gennem din oplevelse. Virkningen af dette på andre vil være dyb og livsændrende. Kundskabens udtryk kan forandre en andens liv for altid. Intet, som du kan gøre for andre, end ikke at brødføde dem hvis de er sultne, kan sammenlignes med denne gave. Imidlertid er det ikke dig, der giver den. Du lader den blive udtrykt gennem dig, og så er gaven givet til en anden.

I det Større Fællesskab er Kundskab ligeså sjælden og værdifuld, som den er i jeres verden. Og selvfølgelig er der ligeså meget bedrag omkring, hvem der har den og hvad den er, som der er i jeres verden. Kundskab er den mest værdifulde og dyrebareste gave og evne du har. Den vil gøre dig i stand til at genkende og skelne andre. Den vil gøre dig i stand til at se, hvad andre ikke kan se, og vide, hvad andre ikke kan vide, og sige, hvad andre ikke kan sige og mærke, hvad andre ikke kan mærke. Kundskab får dig på forkant med livet – dit liv og livet overalt omkring dig. Den genopbygger din krop og fornyr dit sind og får alle de forskellige følelser og motiver i dig i harmoni og i en afbalanceret tilgang til livet. Intet andet end Kundskab kan integrere dig. Ingen idé, intet ideal, ingen metode, ingen lærer og ingen magt kan gøre dette, undtagen Kundskab.

Beviset på Kundskab kan findes, hvis du leder efter det. Du vil finde beviset på Kundskab mellem alle livets andre manifestationer, hvis du søger det. Kundskab viser ikke sig selv frem; den laver ikke noget show, og dog er den der altid. Du kan finde den, hvis du ser efter, men du må se med åbne øjne – ikke med grådige øjne eller selvsøgende øjne, ikke med øjne, der søger selvvalidering eller selvforherligelse. Du vil faktisk meget sandsynligt være nødt til at opgive dine spirituelle idéer og overbevisninger, når du søger den, for Kundskab vil være hinsides dem.

Tænk aldrig at du helt kan vide, hvad Kundskab er og hvad den vil gøre. At tænke det er at lukke sit sind for Kundskab. Kundskab er et engagement fra øjeblik til øjeblik. Den er en åbning i dig baseret på et dybere behov og en større tiltro. Hvis du hævder Kundskab for dig selv, vil du miste den. Hvis du åbner dig selv for Kundskab, vil den vende tilbage til dig.

Med Kundskab vil du forstå den Større Fællesskabstilstedeværelse i verden. Du vil få indsigter her. Med Kundskab vil du kunne se udfaldet af en relation, selv inden den begynder. Med Kundskab vil du kunne se skæbne i visse ting og i visse aktiviteter. Kundskab vil føre dig herhen og hindre dig i at tage derhen. Kundskab vil engagere dig med den person her, men ikke med denne person der, alt sammen uden at dømme eller fordømme. Hvad kunne være mere naturligt for dig, for din oplevelse og for selve kernen af dit væsen end selve Kundskab? Så grundlæggende er den, at de fleste mennesker fuldstændigt overser den. Den er som en lyd, der altid lyder, men folk kan ikke høre den, for de lytter altid efter noget andet.

For at komme til Kundskab, må du forberede dig på Kundskab. Dette kan du ikke gøre alene. For at lære Kundskab på Større Fællesskabsniveau, må du lære en Større Fællesskabsvej til Kundskab. Det kan du ikke undervise dig selv i ved at læse bøger eller tage forskellige kurser eller gennem idéer fra forskellige traditioner. Hvis du formulerer din egen tilgang, vil du forblive nøjagtigt, hvor du er. Hvis du vælger en vej, som du ikke selv opfinder, vil du komme et sted hen, hvor du aldrig før har været, og du vil finde noget, du aldrig før har fundet. Lad Kundskab føre dig fremad, ikke dine præferencer, dine idéer eller idealer.

Dette repræsenterer reel åndelig udvikling i verden. Det er denne udvikling, der fører jeres race fremad, der fører alle andre racer fremad og holder Kundskab i live i verden og i hele det Større Fællesskab. Dette er Skaberens formål – at holde Kundskab i live i universet. I det omfang dette lader sig gøre, har alle væsner overalt muligheden for at gøre fremgang mod genforening, i fuldkommen harmoni med selve livet.