Revolutionen

Du blev født med to sind, det Sind, som Gud skabte, og det sind, der er formet og konditioneret af verden, dit verdslige sind. I dette øjeblik har du disse to sind.

Du er sikkert meget fortrolig med det verdslige sind, da det næsten hundrede procent af tiden dominerer dig. Det betyder ikke, at du er helt klar over det eller klar over alle dets tanker og tilskyndelser, da folk er meget bange for at opleve visse dele af deres verdslige sind – de mørke og frygtsomme dele, de farlige dele, de mystiske dele.

Folk bliver ved med at stræbe ind i fremtiden, til dels for at løbe væk fra deres nuværende oplevelse, og derfor kan de fleste mennesker ikke sidde stille i fem minutter. De er bange for deres eget sind, det verdslige sind.

Dog er der et dybere Sind i dig, det sind, Vi kalder Kundskab. Det repræsenterer den del af dig, der aldrig har forladt Gud. Det er ikke religiøst, for når man er forbundet med Gud, er der ikke behov for religion. Religion giver ingen mening. Der er bare virkelighed. Men dette er en dybere og større virkelighed end den virkelighed, du oplever i dit verdslige sind.

Så du har disse to sind. De er så forskellige. Det ene er langt mere kraftfuldt end det andet. Formålet med al åndelig praksis er at bringe dig til det dybere Sind. Det er ikke blot at have tro på Gud eller tro på profeterne eller tro på ens tro og religiøse principper.

Det virkelige formål med åndelig praksis er at bringe dig til dette dybere Sind, at forbinde dit verdslige sind med dette dybere Sind. For det dybere Sind kan ikke tjene dit verdslige sind, og dit verdslige sind må tjene det dybere Sind.

Det er kun her, du finder ægte integritet. Det er kun her, du er helt dig selv. Det er kun her, du finder din større styrke, dit større formål og større skæbne. Det er kun på dette niveau, at du virkelig kan skelne relationer og vide, hvem du skal være sammen med, og hvordan du skal være sammen med dem, uanset andre attraktioner eller tilskyndelser. Der er ingen større værdi eller belønning i verden, eller i nogen verden i universet, end at genoprette forbindelsen med dette dybere Sind.
Dette dybere Sind påkalder dig. Det har det Guddommeliges tiltrækning. Det er her, du forbinder dig med det Guddommelige. Det er her, Guds Vilje kommunikerer til dig, ikke i ord, men i tilskyndelser, på et dybere niveau – hinsides de fem sanser, hinsides intellektets område, hinsides idéernes og ideologiens område.

Dette er den Store Attraktion. Men folk er bange, og derfor forbliver de travle og optagede. De forbliver besatte af ting i det ydre, forfølger en lang række ting, hvoraf de fleste aldrig vil være tilfredsstillende – fulde af frygt, fulde af ambitioner, fulde af klager, fulde af fantasi. Det er det, der dominerer dit verdslige sind.

Her bliver arbejdet ikke blot nyttigt og vigtigt, men faktisk tvangspræget og distraherende. For hvis du ikke kan være med dig selv i fem minutter, hvordan kan du så virkeligt være med nogen? Hvordan kan du være med noget? Hvordan kan du være kreativ? Hvordan kan du være indsigtsfuld? Hvordan kan du være reflekterende og opmærksom på dine fejl?

Folk ved, at de er svage og fejlbarlige, men de forsøger at forstærke deres overbevisning som en demonstration på styrke, en stor styrkedemonstration. Den faste overbevisning, den engagerede troende, som en betonblok – u-responsiv, død, ubevægelig, modstandsdygtig, uforbundet, defensiv, dømmende. Det er det personlige sind i en tilstand af tilbagetrækning og størkning. Det er et fængsel uden mure, men så fast, at intet kan bevæge det.

Du er bundet til ting, du ikke engang kan se, bundet af frygt – frygten for at tage fejl, frygten for at være fortabt, frygten for at have begået en fejl i dit liv og se den i øjnene, frygten for at spilde dit liv og måtte se det i øjnene.

Hvad er stolthed, andet end frygt, der forklæder sig som noget andet? Hvad er selvsikkerhed, andet end usikkerhed, der paraderer som noget andet?

At begynde at reagere på sin dybere natur, på det større Sind i én, sætter en revolution i gang – en revolution, hvor eksisterende og tidligere magter væltes, gradvist, endog til tider med kamp, [af] noget, der er langt mere potent og virkeligt og meningsfuldt.

Ideologier væltes. Tidligere tilknytninger væltes. Selvforstødelse væltes. Dit tidligere livs guder viser sig at være falske og svage, og med tiden væltes de. Dine religiøse principper viser sig at være for begrænsede og kan ikke tale til dit livs mysterium, og selv de kan væltes. Selv noget, der var nyttigt for dig og bragte dig til revolutionen, selv det viser sig nu at være unødvendigt. Du kan ikke fæste din lid til det.

Folk kommer til Guds Nye Åbenbaring, eller endda til Guds tidligere Åbenbaringer, for at søge fred og trøst, men hvis de virkeligt er seriøse omkring deres engagement, så sætter det en slags revolution i gang, som ikke er særlig fredelig, ikke særlig trøstende. Hele Helvede bryder løs på vejen til Himlen.

Sandheden er inden i dig, men du må passere gennem sindet for at nå dertil. Og sindet er fyldt med mange ting – ting du endnu ikke er klar over, dine selvskabte dæmoner, andres selvskabte dæmoner – alle nattens fantomer. De fremstår så frygtindgydende, at du er bange for at nærme dig dem. Men de er bare fantomer.

I processen med at tage Trin til Kundskab har du vidunderlige lindrende og erkendelsesøjeblikke, og andre tidspunkter, hvor du virkeligt kæmper, kæmper, fordi du må vælge noget andet end det, du tidligere troede på.
Du ser resultatet af et forhold, inden du indleder det, og det er du nødt til at godtage. Du begynder at se sandheden i tingene, hvilket er i konflikt med, hvad du gerne vil have fra dem. Du begynder at se, at dine tidligere mål egentligt ikke er i overensstemmelse med din større skæbne, og således må du have styrken til at lægge dem til side. Du føler dig kaldet til at tage bestemte steder hen, og du må have styrken og friheden til at tage hen til disse steder. Du må bryde de forpligtelses-kæder til visse mennesker og situationer, som ikke er del af dit større liv. Du må have styrken til at gøre dette.

Denne styrke, denne frihed, denne beslutsomhed, denne selværlighed kommer alt sammen fra Kundskab, for Kundskab er fri. Kundskab er ærlig. Kundskab er bestemt. Kundskab er kraftfuld.

Den er så modsat dit verdslige sind, som i sandhed ikke har nogen af disse kvaliteter. Det er slapt. Det er ført bag lyset. Det er ynkeligt. Det kryber. Det er selvfordømmende og fordømmer andre. Det er svagt. Det er hævngerrigt. Det er obsessivt.

I virkeligheden er dit verdslige sind beregnet til at tjene Kundskab. Her bliver dets større styrker og intelligens og evner virkelig udnyttet, og det bliver forløst og givet et større formål og større integration i dit liv.

Men før dette kan ske, må en revolution finde sted – en åndelig revolution, en revolution mod idéer og forpligtelser, mod frygt, mod skyld, mod besættelse, mod klager – en revolution til at gøre dig fri til at finde det, der kalder på dig og som har ventet på dig så længe.

Her oplever du, at det, at være med Kundskab, er helt anderledes end at være fortabt i sine tanker, og du indser, at folk ikke er til stede for sig selv eller for hinanden, fordi de er fortabte i deres tanker. Her finder du ud af, at sandheden er som solen, og tankerne som de skyer, der skjuler den. Her finder du ud af, at Kundskab er stærk og varig – den ændrer sig ikke fra dag til dag – og det står i kontrast til dit verdslige sind, som altid befinder sig i en tilstand af fluks og forvirring, på trods af dets proklamationer om vished og selvsikkerhed.

Det, der er svagt i dig, må tjene det, der er stærkt. Kundskab hverken kan eller vil tjene dit verdslige sind. Den er langt stærkere end dit verdslige sind. Den er ikke bange for verden. Den er ikke bange for døden. Den er ikke bange for tab. Kan du hævde selv at have denne frygtløshed? Det kan du helt ærligt ikke.

Det, der er svagt, bliver forløst, ved at tjene det, der er stærkt. Den del af dit sind, der er svagt, bliver forløst, ved at tjene den del af dig, der er stærk. Kroppen er svag, men den bliver fornyet og styrket, ved at tjene noget større.

Gud fordømmer dig ikke. Gud er ikke interesseret i din patologi, dine tvangstanker eller dine distraktioner. Gud påkalder dig bare, gennem Kundskabens nærvær i dig selv og Kundskabens nærvær i dem, du kan støde på, hvilket er stærkt nok til at trænge gennem dine distraktioner og bekymringer, og faktisk få din opmærksomhed. Det er her, folk har inspirerede øjeblikke, øjeblikke med forudseenhed, øjeblikke af genkendelse, øjeblikke af indsigt, øjeblikke af vished.

Guds Nye Åbenbaring har givet Trin til Kundskab, og der er mange af dem. En del af deres formål er at rette dit verdslige sind ind, til at tænke i harmoni med dit dybere Sind, så revolutionen kan være lettere og overgangen mere jævn og mere flydende og mere formålstjenlig.

Den [Trin til Kundskab] sørger for en kontrast mellem Kundskabens tilstand og din verdslige sindstilstand, så du mere objektivt, mere medfølende, med større venlighed og accept, kan se på din verdslige tilstand. For Kundskab fordømmer dig ikke. Den kalder kun på dig. Og det Guddommeliges tiltrækning er så kraftfuldt, når først du begynder at mærke det, acceptere det og tillade det at være i din oplevelse.

Men i tider, hvor du kæmper, vil det virke som om du er i krig med dig selv. En stor kamp, der raser om, hvem der vil få forrang – dit personlige sind, der gør modstand, der igen forsøger at fortabe sig i sine romancer, sine bestræbelser, sine erhvervelser, sin obsessive arbejdsmoral, sin religiøse ideologi, sine politiske kampagner, alle disse ting, der trækker dig væk, væk, væk – væk fra Kundskabens tiltrækning og nærvær i dig.

Idet du fortsætter og bliver klogere, vil du kunne genkende kampen og indse, at den er en del af læringsprocessen, for al læring kræver aflæring. Al læring kræver at overvinde tidligere forestillinger, overbevisninger, antagelser og idéer. Al virkelig læring er at gentænke, revurdere og genanvende det, man ved i sit liv. Her er det, at lære, ikke blot at bestå prøver eller at recitere noget i øjeblikket, idet det påkaldes. Dette drejer sig om en ægte oplæring – ren, kraftfuld, forløsende, konstruktiv og potent.

Enhver reel læringssituation er som en revolution. Den forlanger, at du er mere nærværende, at du er opmærksom, at du vågner op fra din drømmetilstand, at du overvinder det, der tidligere har styret dit liv – troens, ideologiens, besættelsens, frygtens og fantasiens falske herskere.

I verden omkring dig ser du revolutioner mod undertrykkende magthavere, idet folk ikke længere kan udholde de restriktioner, den korruption og den brutalitet, der fører tilsyn med deres liv og vilkår, og de er villige til at risikere alt, for at gøre en forandring mulig.

Du, der allerede har levet med ting, du ved, du skal gøre, som du ikke gør, må nå dette punkt i dig selv, hvor der ingen vej er tilbage, hvor du ikke længere kan udholde dit sinds undertrykkende natur. Du kan ikke længere holde den måde ud, du er med mennesker, eller den måde, du er med dig selv, og så begynder revolutionen.

Men revolutionen må have et reelt mål. Det må dreje sig om frihed til noget og ikke blot frihed fra noget. Og det er her, Åbenbaringen giver dig en meget klar målsætning. Af denne grund forløser Kundskab dig, idet den er dit mål.

Sindet arbejder harmonisk, når det tjener noget større. Men det, det tjener, må være ægte, gavnligt, autentisk. Det må være større. Det må være sandt. Din revolution kan ikke kun dreje sig om at vælte en tidligere magt. Den må dreje sig om at etablere en ny tilstand.

Du kan i det uendelige ændre dit ydre liv, rejse rundt, hele tiden have nye oplevelser. Men Vi taler om revolutionen indeni – det, som folk ikke vil se i øjnene, det, som folk ikke vil tage sig af, det, som folk vil undgå, og i det uendelige søger det, der har svigtet dem så mange gange før.

Den ægte revolution vil ikke blive udløst af klagen og vrede, men virkeligt af et dybere kald, der ingen vrede har, ingen klagen har. Det er den, der udløser revolutionen indeni. For det, der er nådigt og kraftfuldt, står i markant kontrast til det, der ikke er. Og du kan ikke have begge dele. Én af dem må lede. Den anden må følge. Kundskab vil ikke følge. Den vil kun trække sig tilbage, hvis ikke den æres og anerkendes.

Derfor er dit valg meget indskrænket, og det er godt, for det giver dig en klar vej, uden tvetydighed, hvilket minimerer risikoen for misforståelser og misopfattelser.

Dette er noget, der undervises i i alle religioner, men religionerne er blevet ændret, overlagt af ritualer og ceremonier, ideologier og fortolkninger. Det vil kræve en vis lærer i hvilken som helst af dem at bringe dig til denne rene vej.

Guds Nye Åbenbaring er ikke belastet med alle disse ting. Den præsenterer Trin til Kundskab meget tydeligt. Den er et nyt håb for en kæmpende og tilbagegående menneskehed.

Acceptér revolutionen. Vær kun revolutionær på denne måde. Lad revolutionen være stimuleret af noget stort, kraftfuldt og elskværdigt. Se dig selv gå igennem den. Lad den finde sted. Acceptér den. Fortsæt fremad. Indse, at forandring ikke er fredelig. Den er udfordrende og uvis. Til tider kan den være meget ubehagelig. Acceptér det og kom videre.

Du må op på dette bjerg, så du kan se. Hvis du ikke stopper op længe for nogen eller noget, vil kampen være forbi. Din vej vil blive glattere. Der vil være problemer. Der vil være ting. Der vil være fristelser fra verden. Der kan være gamle vaner, der dukker op igen, men når du én gang bliver stærk med Kundskab, kan ingen af disse ting længere virkeligt holde dig tilbage.

Du har et større kald i verden. Du må forberede dig, før du kan vide, hvad dette er. Du må igennem en revolution, før du vil være i stand til at acceptere et større ansvar og bevidsthed i livet. Du må være forankret i Kundskab, så du får modet, klarheden og selværligheden til at påtage dig en større rolle og en større tjeneste i verden.

Dette var ikke muligt under de gamle magthavere. Og således må der en revolution til, en indre revolution, en revolution i din tænkning og i den måde, hvorpå du forholder dig til andre og til hele verden.